Det er umuligt ikke at blive forfærdet over begivenhedernes spiral. En vittig racistisk tegneserie ophøjes til et totem af vestligt demokrati, og holocaust-benægtelse bliver et symbol på modstand mod imperialismen.
Budskabet i den danske tegneserie var ligefrem: Den tegnede en ligning mellem muslimer og terrorister, mellem islam og morderisk vold. Den var blottet for humor, ironi, kunstnerisk eller social værdi, men alligevel påtog redaktører i hele Europa sig selv at udgive den. De gjorde det, hævdede de, som en "test" af ytringsfriheden. Nu, oftere end ikke, er de vestlige medier forsigtige med at teste ytringsfriheden, især når det kommer til at afsløre regeringshemmeligheder eller pinlige rige mennesker, der nyder at ty til injurier. Der er en bred vifte af stødende billeder – racistiske, pornografiske – som de rutinemæssigt nægter at offentliggøre. Men når det kom til den danske tegnefilm, blev de sædvanlige hæmninger lagt til side. Det, der fremgår af udtalelser fra redaktørerne og deres tilhængere, er, at det, de var ivrige efter at prøve, ikke var et abstrakt princip, men en minoritetsgruppes vilje til at indordne sig efter flertallets antagelser.
At lytte til vestlige kommentatorer øver sig på, om "vi" har givet for mange indrømmelser til "kulturelle forskelle", og i hvilket omfang "kulturel mangfoldighed" er foreneligt med "vores demokratiske værdier", undrer jeg mig over, hvilken historie bøger disse mennesker har læst. Gik de glip af de hundrede ulige år, hvor ikke-vestlige folk kæmpede for elementære demokratiske rettigheder mod vestlige kolonimagter? Gik de glip af "vores" slavehandel, "vores" folkedrab, "vores" brug af masseødelæggelsesvåben? Er de gået glip af de "kulturkrige", der har hærget USA i to årtier, i løbet af hvilke en velfinansieret højreorienteret religiøs bevægelse har gennemført succesrige angreb på videnskab og personlig frihed? Den nuværende relative åbenhed i det vestlige samfund har måttet udvindes fra genstridige eliter tomme for tomme, og er i dag først og fremmest truet af dens egne regeringer.
Kommer fra britiske kommentatorer, medlemmer af et notorisk ensproget flertal, hvis viden om andre kulturer ofte er begrænset til menuen på en "indisk" restaurant (normalt drevet af en bangladeshisk eller pakistansk), klagen over, at muslimer har afskåret sig selv. fra den brede verden er rig. Ikke så rig, selvfølgelig, som foredrag om demokrati og tolerance, der kommer fra dem, der bryder international lov, påfører civilbefolkninger vold og krænker menneskerettighederne. Mytologien, der er groft udtrykt i tegneserien, får en daglig dødbringende indvirkning i Irak, Palæstina, Guantanamo og på gaderne i Europa, hvor uskyldige muslimer behandles og straffes som "terrorister".
Mange af dem, der proklamerer retten til at fornærme, virker chokerede og forargede, når lovovertrædelsen tages behørigt. Det samme princip, der beskytter tegneren, beskytter idioten klædt ud som selvmordsbomber. Men mens den muslimske reaktion på tegnefilmen præsenteres som patologisk, undslipper den vestlige mentalitet, der affødte tegneserien, indblik.
Affæren har til dels været drevet af mediernes sensationslyst. Etnisk polarisering – reel eller indbildt – giver drama, vækker følelser. På tværs af Europa er det afgørende, at det marked, medierne sigter efter at fange, er overvældende hvidt og ikke-muslimsk. På dette marked får dækningen af jihadi-ekstremisme et snævert skær. Det er eksotisk, det er truende, og det får den hvide europæer til at føle sig selvtilfreds og overlegen. Producere og redaktører er tilbageholdende med at indrømme det, selv over for dem selv, men de indgroede antagelser og gnavende modvilje om hvid overherredømme får historien til at give resonans for læsere og seere og former den måde, den er opbygget på.
Debatten om, hvorvidt, hvor og hvornår det kan være acceptabelt at begrænse ytringsfriheden er både vanskelig og nødvendig. Men det er ikke det terræn, der bliver udforsket eller "testet" her. I stedet er diskussion blevet fængslet i to relaterede paradigmer, begge uvirkelige og forvrængende. Den ene opstiller †multikulturalisme†til †integration†og den anden stiller †islam†mod †Vestenâ€. Den første afspejler ikke i ringe grad den måde, mennesker lever på, mangfoldigheden og flydendeheden af faktiske sociale relationer. De valg, den tilbyder, er uvirkelige. Den anden byder på et sammenstød af uforlignelige abstraktioner, hvor så meget er udeladt, ikke mindst de autoritære og hierarkiske tråde i den vestlige tænkning og de humanistiske og egalitære tråde i islamisk tænkning.
Paradigmets dystre perversitet er blevet fremhævet af en iransk avis, efter præsident Ahmadinejads offentlige omfavnelse af holocaust-fornægtelse. At jøder skulle komme til at blive så bredt opfattet som en stedfortræder for Vesten er en kendsgerning fyldt med tragiske ironier. Holocaust-benægtelse er ikke kun en benægtelse af almindelig menneskelighed og et angreb på menneskets hukommelse, den lader også Europa slippe for en forbrydelse, der gør dets krav om civilisationsoverlegenhed til hån. Antisemitismens prædikanter i muslimske samfund importerer en meget europæisk ideologi, en ideologi, der altid var uadskillelig fra den bredere diskurs om vestlig kolonialisme og racemæssig overlegenhed. Faktisk er antisemitisme en skabelon for islamofobi. Den danske tegneserie, som det er blevet meget bemærket, minder uhyggeligt om de nazistiske tegninger, der dæmoniserede jøder (samt engelske tegnefilm, der skildrer bombekastende irere).
For de mange muslimer og faktisk ikke-muslimer, der afviser de falske paradigmer, har de seneste uger været smerteligt frustrerende. Realiteterne med social uretfærdighed, økonomisk ulighed og amerikansk-britisk militarisme, der ligger bag skuespillet af kultursammenstødet, synes for øjeblikket at være blevet tilsløret af dets mediehypnotiserende flash og torden.
[slutter]
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner