Da jeg så spændingerne mellem USA og Israel udspille sig, kom jeg til at tænke på lighederne med den britisk/argentinske krig i begyndelsen af 1980'erne over Falkland/Malvinas-øerne. Tal om en ubrugelig, formålsløs krig. Bortset fra én ting. De herskende eliter i begge lande havde brug for det.
I begyndelsen af 1980'erne var den argentinske militærregering i problemer, og de vidste det. Deres regime var ved at optrevle, og de havde desperat brug for et middel til at holde tingene sammen. Presto!! De begyndte en pseudo-nationalistisk kampagne for at genvinde kontrollen over de øde Falkland/Malvinas-øer, der var besat af Storbritannien (siden 1833). I håb om at distrahere den argentinske befolkning fra den økonomiske krise, der kombineret med militærdiktaturets vildskab, gennemførte juntaen en militær operation, der under andre omstændigheder ville have været grundlaget for en komedie. Desværre var tabet af menneskeliv, der fulgte med denne krig, ikke noget at grine af.
Storbritannien, under premierminister Margaret Thatcher, havde brug for sine egne distraktioner. Falklandsøerne/Malvinas-øerne havde ikke nogen strategisk betydning for Storbritannien, men en fin lille krig havde betydning. En hurtig, beskidt, lille krig kunne, og gjorde, distrahere den britiske befolkning fra dens egne politiske og økonomiske vanskeligheder. Det repræsenterede også en mulighed for borgerne i et døende imperium til at hævde sig selv, meget på den måde, som en bølle piller ved en svag nabo for at forstærke deres egen følelse af overlegenhed.
Der var ingen gode fyre i den krig. Det var en krig, der aldrig skulle have fundet sted.
I dagens situation har USA, Israel og Iran alle brug for distraktioner. Alle tre lande har været midt i alvorlige økonomiske kriser. Hundredtusindvis af israelere har protesteret mod økonomiske forhold i en hidtil uset demonstration af antipati mod det israelske politiske establishment. Iran har været urolig lige siden fremkomsten af den massive opposition "Green Movement", der fulgte efter det tvivlsomme valg i 2009. De politiske udfordringer, som det iranske teokrati står over for, ledsager voksende økonomiske udfordringer, der gik forud for vestlige pålagte sanktioner (selv om de er blevet fremskyndet af de sanktioner). Og selvfølgelig er vi i USA midt i den værste økonomiske krise siden den store depression.
USA har ikke rigtig råd til en krig med Iran (selvom dette ikke nødvendigvis vil forhindre USA i at indlede en), et punkt, der netop blev demonstreret i den sidste uge med Obamas annoncerede nedskæringer til Pentagon, det klare resultat af virkningen af de aggressive amerikanske krige mod Afghanistan og Irak. Israel, som hævder en eksistentiel trussel fra Iran, ved godt, at en sådan trussel ikke eksisterer. Den eneste atommagt i Mellemøsten er Israel, og enhver trussel mod Israel fra Iran ville blive mødt af en frygtelig reaktion fra både Israel og USA. Men at udføre et angreb eller tilskynde USA til at udføre et angreb på Iran ville både distrahere den israelske befolkning fra hjemlige bekymringer samt give dækning for israelske militæroperationer tættere på hjemmet, såsom mod Hizbollah i Libanon eller mod Hamas i Gaza.
En krig med Iran ville være en katastrofe for alle. For iranerne ville krig blive brugt, ligesom med den argentinske junta for tredive år siden, til at slå ned på uenighed og pakke alle ind i nationalismens flag. Det ville være en chance for at puste mere liv i, hvad der ser ud til at være et døende, reaktionært teokratisk regime, der har udført brutal undertrykkelse i årevis, alt imens det hævder at være en antiimperialistisk kraft.
En krig ville skabe større ustabilitet i Mellemøsten og mere end sandsynligt tilskynde nogle lande, der i øjeblikket ikke har atomvåben til at søge dem ind En fart!
En sådan krig kan med stor sandsynlighed føre til en endnu dybere global økonomisk krise, hvis Hormuz-strædet blokeres af iranerne og derved afskære omkring 20 % af verdens olie. Det ville også være en krig, som Vesten bogstaveligt talt ikke har råd til at føre.
Der er mange grunde til at tro, at en krig ikke vil finde sted netop på grund af den potentielle katastrofe. Når det er sagt, er der elementer i alle tre lande, der ønsker at militært gøre op med nogen på den anden side og/eller finde en mulighed for at bruge "patriotisme" - det sidste tilflugtssted for skurke, ifølge den britiske forfatter Samuel Johnson fra det 18. århundrede - som en midler til at undertrykke indenlandske konflikter, især de voksende krav om politisk og økonomisk retfærdighed.
Lad os ikke blive hætteblinkede.
BlackCommentator.com Redaktionsmedlem, Bill Fletcher, Jr., er seniorforsker ved Institute for Policy Studies, den umiddelbare tidligere præsident for TransAfricaForum og medforfatter af Solidarity Divided: The Crisis in Organized Labor and a New Path toward
Social Justice (University of California Press), som undersøger krisen for organiseret arbejdskraft i USA.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner