I en nyere New York Times artikel David Carr stillede spørgsmålstegn ved, om nogen kunne være både journalist og aktivist, et spørgsmål, der blev foranlediget af rollen som Glenn Greenwald, en skribent for The Guardian og en politisk aktivist, i rapporteringen om Edward Snowdens lækager fra National Security Agency.
Som Carr udtrykte det: "Spørgsmålet om, hvem der er journalist, og hvem der er aktivist, og om de kan være en og samme, fortsætter med at brøle sammen, senest i tilfældet med Glenn Greenwalds rapportering for The Guardian om hemmeligheder afsløret af Edward J. Snowden." Carr formulerede også spørgsmålet som "en kamp mellem objektivitet og subjektivitet."
Carr syntes oprindeligt at indrømme, at en og samme person kunne være både aktivist og journalist, selvom aktivisterne er "drevet af en dagsorden." Faktisk formidlede titlen på hans artikel præcis det punkt: "Journalisme, selv når det vipper." Og, som Carr bemærkede, er dette en vigtig indrømmelse, da journalister ydes særlig juridisk beskyttelse i tilfælde af rapportering af lækager. Mr. Greenwald har brug for denne beskyttelse, fordi der er nogle regeringsembedsmænd, der gerne vil se ham retsforfulgt.
Men mod slutningen af sin artikel begyndte Carr at tage forbehold. Aktivisme, konkluderede han, forhindrer ikke nogen i at være journalist; det har snarere en tendens til at gøre dem til dårlige journalister: "Men jeg tror, at aktivisme - som ganske vist er ledsaget af den slags beslutsomhed, der kan foranledige opdagelse - også kan svække synet." Og han tilføjede: "... ideologiens tendens skaber sin egen fortælling." Aktivisme kan med andre ord i sjældne tilfælde være nyttig til at afdække sandheden, men normalt er det en barriere.
Men måske har hr. Carr ikke forstået det større billede, muligvis på grund af hans egne uudtalte forpligtelser. Alle falder ind under en af to kategorier. Der er dem, der dybest set har resigneret med det etablerede samfund, måske på grund af ideologisk kompatibilitet, en stærk belastning af pragmatisme eller en overbevisning om, at forsøg på at ændre samfundet er fuldstændig forgæves. Så er der andre, der er kritiske og er parate til at gå i gang med en kampagne for at forsøge at ændre det, de finder anstødeligt. Ingen af disse grupper har monopol på objektivitet; begge holdninger hviler på et sæt af grundlæggende værdier, der rationelt kan understøttes. Og begge involverer en slags aktivisme: den ene sigter mod at ændre samfundet, mens den anden sigter mod at afstå fra at ændre det.
Alligevel er der en overfladisk forskel på de to: De, der ønsker at ændre samfundet, skiller sig ud. I modsætning til Mr. Carr smelter de ikke problemfrit ind i de omgivende sociale institutioner og de værdier, der er inkorporeret i dem. Derfor kan de virke, som om de har en dagsorden, der unikt adskiller dem, men det er kun set fra folk som Mr. Carr, hvis dagsorden binder ham til status quo, men som ikke har reflekteret tilstrækkeligt over sine egne sociale forpligtelser og er derfor ikke i stand til at anerkende dem. Ingen er med andre ord fritaget for at have en "dagsorden".
Dette punkt blev grafisk illustreret, da "Meet the Press"-vært David Gregory spidst spurgte Greenwald, hvorfor han ikke skulle anklages for en forbrydelse for at afsløre Edward Snowdens lækager. Her stod Gregory selvtilfreds på siden af dem, der udøver magten og var hurtig til at demonstrere dette punkt ved sit tendentiøse spørgsmål, måske med tanken om at vinde en forfremmelse, som er en udbredt form for en anden form for aktivisme.
Til hans ære fremkaldte Carr Greenwalds svar på modsætningen af aktivisme og journalistik, og dette var Greenwalds svar: "Det er ikke et spørgsmål om at være aktivist eller journalist; det er en falsk dikotomi. Det er et spørgsmål om at være ærlig eller uærlig. Alle aktivister er ikke journalister, men alle rigtige journalister er aktivister. Journalistik har en værdi, et formål – at tjene som kontrol af magten.” Og Greenwald tilføjede: "Jeg har set alle mulige såkaldt objektive journalister, som har alle mulige antagelser i hver sætning, de skriver. I stedet for at tjene som en modstander af regeringen, ønsker de at styrke troværdigheden af magthaverne. Det er et klassisk tilfælde af en vis form for aktivisme.”
Greenwalds afvisning af den påståede dikotomi mellem aktivisme og journalistik er naturligvis helt korrekt. Alle er aktivister af den ene eller anden art. Sondringen bør snarere drages mellem dem, der er bevidste aktivister, og dem, der ligesom hr. Carr og hr. Gregory er ubevidste aktivister. De, der undlader at reflektere over deres egne forpligtelser, er nogle gange de mest ondskabsfulde.
Ann Robertson er lektor ved San Francisco State University og medlem af California Faculty Association. Bill Leumer er medlem af International Brotherhood of Teamsters, Local 853 (ret.). Begge er skribenter for Workers Action og kan kontaktes på [e-mail beskyttet].
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner