"Universets mestre" er chokerede og utilfredse. Et stigende antal vælgere registrerer deres vrede, senest ved at stemme for Brexit i Storbritannien. Men mange, der stemte på Bernie Sanders og Donald Trump i den seneste amerikanske primærsæson, var motiveret af lignende frustrationer. Og før det var der Occupy Wall Street, los Indignados i Spanien, Syriza i Grækenland og andre massive protester også andre steder i Europa. Årsagen er enkel.
I over tredive år har politiske partier i midten og venstrefløjen og etablissementspolitikere præsideret over massive ændringer i, hvordan den globale økonomi fungerer, som styrker multinationale selskaber og et privilegeret mindretal på bekostning af det store flertal, mens de skaber hidtil usete bølger af flygtninge, der flygter fra humanitære katastrofer i Mellemøsten, Mexico og Mellemamerika.
Alt imens mainstream-medierne og etablissementets intellektuelle pontifiserer om, hvorfor disse ændringer var både uundgåelige og til det gode - når sandheden er, at de ikke er nogen af dem. Flere og flere mennesker er trætte og tuner ud af etablissementets budbringere, mens nye stemmer på både højre og venstre kæmper om ledelsen af en voksende og uensartet hær af utilfredsheder. Hvad kan vi sige om den seneste manifestation i Storbritannien?
Der er to store kræfter, der driver utilfredshed: Forringede økonomiske udsigter for flertallet og udfordringer for traditionelle kulturelle hierarkier. Venstre spiller på førstnævnte, mens højre spiller på sidstnævnte. Højre har et sammenhængende program vedrørende sidstnævnte med bred appel blandt ældre etniske flertal: Genopdeling og genoprettelse af hvid hud-privilegier. Men højrefløjen har ikke noget sammenhængende økonomisk program udover at skyde skylden på etniske "andre".
Venstrefløjen har en sammenhængende kritik af neoliberal økonomi, og tilbyder nogle brugbare alternativer: Stop catering til finansiering og underkast den kompetent regulering. Stop meningsløse finanspolitiske stramninger og giv den nødvendige finanspolitiske stimulans. Og stop med at afvikle, og genopbygg velfærdsstaten. Desuden har dette program bred appel blandt de utilfredse.
Men venstrefløjen har ikke været i stand til at konkurrere med højrefløjen med hensyn til den anden kilde til utilfredshed. Hvis progressive grupper kæmper for et principielt forsvar af multikulturalisme og beskyttelse af immigrantrettigheder, vinder de støtte fra etniske minoriteter og nogle blandt de unge, men de fremmedgør ældre, majoritære samfund i økonomisk nød. Desuden er dilemmaet for venstrefløjen endnu værre. For sandheden er, at indtil et økonomisk venstreorienteret program er vundet og solidt på plads, forværrer principiel multikulturalisme og forsvar af immigrantrettigheder yderligere den økonomiske nød for dårligt stillede, majoritære befolkninger.
Det er komisk at se etablissementet på begge sider af Atlanten gå i panik over kortsigtede økonomiske skader på grund af markedets "overreaktion", fordi enhver fare for dette skyldes deres egen uagtsomhed. Kun fordi etablissementet har knyttet vores økonomiske skæbner til de finansielle markeders luner, er der behov for at bekymre sig om, at Brexit kan udløse endnu en global nedsmeltning. Kun fordi etablissementet ikke formåede at implementere en forsigtig finansiel regulering i de syv år, siden den sidste finanskrise styrtede den globale økonomi, er der nogen fare i dag. Kun fordi Camerons regering og Europa-Kommissionen reagerede på den store recession med kontraproduktive finanspolitiske stramninger, er en tilbagevenden til dybere recession i Europa ret sandsynlig. Men vi kan være sikre på én ting: Alle negative økonomiske tendenser vil nu blive bebrejdet Brexit og den populistiske "pøbel", der bragte det frem, snarere end på etablissementets neoliberale politik, som faktisk er ansvarlige.
Men jeg formoder, at de politiske konsekvenser af Brexit-afstemningen vil være langt større end nogen økonomiske konsekvenser. Brexit vil sætte mere vind i reaktionære politiske sejl i Frankrig, Holland og Østeuropa. Men lad mig kommentere to potentielt positive politiske konsekvenser.
(1) Skotland og Nordirland stemte overvældende for at forblive i EU. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vi snart har en anden afstemning om uafhængighed i Skotland, som vedtages. Scotts foretrækker klart EU frem for Storbritannien, nu hvor de skal vælge det ene eller det andet. Desuden er der stærke progressive kræfter i Skotland stærkt allieret med uafhængighedsbevægelsen der. Progressive i Skotland var skuffede over, at uafhængigheden blev snævert besejret for to år siden. Jeg tror, de nu kan få deres ønske, og støtte til progressive økonomiske reformer i Skotland vil ikke længere blive forpurret af Westminster. Jeg vil heller ikke blive overrasket, hvis Nordirland nu flytter for at forlade Storbritannien og endelig bliver en del af Republikken Irland, og derved bliver ikke kun medlem af EU, men også EZ. Det er 1000 års blodig historie på de britiske øer, som faktisk kan løses på en fornuftig, progressiv og bemærkelsesværdig fredelig måde!
(2) Brexit er et slag for ledelsen af EZ, EF og ECB, der modsætter sig krav om en kursændring. Ligesom det vil blive grebet af reaktionære politiske partier, vil venstrekræfter bruge det godt. Det kan være for sent for Syriza i Grækenland. Men Podemos i Spanien, Die Linke i Tyskland og koalitionen for forandring i EU, folk som Yanis Varafoukis forsøger at mobilisere, vil citere Brexit-afstemningen som et tegn på, hvad der i sidste ende vil blive af EU, hvis der ikke sker en større ændring i Rute. Dette løser ikke det dilemma, som progressive kræfter i EU's medlemslande står over for: Skal de blive og kæmpe for meningsfulde reformer i EU? Eller skal de kæmpe for at tage afsted pga denne EU bliver aldrig andet end en neoliberal spændetrøje? Men i begge tilfælde er Brexit et slag for de magter, der er i Bruxelles, og føjer vind til sejlene for progressive kræfter inden for EU såvel som reaktionære kræfter, uanset hvilken politisk strategi progressive kræfter vælger.
Robin Hahnel undervist i økonomiafdelingen ved American University i Washington DC fra 1976 til 2008, hvor han nu er professor emeritus. Han er bedst kendt som en radikal økonom og medskaber af en post-kapitalistisk økonomisk model kendt som "deltagende økonomi." Foruden en halv snes bogkapitler og mere end tre dusin artikler i akademiske tidsskrifter har han udgivet ti bøger bl.a. Stille revolution i velfærdsøkonomi , Participatorisk økonomis politiske økonomi med Princeton University Press, Økonomisk retfærdighed og demokrati med Routledge, og senest Grøn økonomi: Konfrontation med den økologiske krise med ME Sharpe.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner