Over for, hvad der virker som en endeløs strøm af nyheder om racistiske konflikter og vold, opfordrer mange mennesker til, at vi kommer ud over vores historie og finder løsninger for i dag, konkrete handlinger, vi kan tage øjeblikkeligt, måder at udtrykke kærlighed på lige nu for at hjælpe os med at klare smerte.
Denne længsel er forståelig, men det er lige så vigtigt, at vi kæmper med historien, indser utilstrækkeligheden af de handlinger, vi måtte tage i dag, og accepterer kærlighedens grænser i lyset af politiske og økonomiske realiteter. Bedre, at vi starter med en hård, men ærlig vurdering: USA har altid været, og vil sandsynligvis altid være, et hvid-overherredømmet land.
Start med (1) at huske, at USA er det rigeste og mest magtfulde land i verdenshistorien og (2) indse, at denne rigdom og magt har været afhængig af ideen om hvid overherredømme. Erkend, at USAs materielle komfort er et produkt af tre racialiserede holocaust, rationaliseret af hvid overherredømme.
At erhverve USA's landbase krævede det mest omfattende folkedrab i den registrerede menneskelige historie, kampagnen for at fjerne oprindelige folk og tillade europæere og deres efterkommere at kræve ejerskab af og udnytte jorden og dens ressourcer. Denne proces dræbte millioner og ødelagde hele samfund.
USA i det 19th århundrede blev drevet ind i den industrielle æra for en stor del på bagsiden af billig bomuld, som leverede råmaterialet til møllerne i nordøst og afgørende hård valuta fra eksport til Europa. Dette var ikke et produkt af fri markedsøkonomi, men den atlantiske slavehandel, en proces, der dræbte millioner og ødelagde hele samfund.
USA i det 20th århundrede blev til sidst den globale magt gennem brug af åbenlys militær aggression, hemmelige operationer og vold fra fuldmægtige for at opretholde en verdensorden, der var gæstfri over for amerikanske økonomiske interesser. Fra "vores baghave" i Mellemamerika til det sydlige Afrika gennem Mellemøsten og Asien, drev USAs politik mod dominans, en proces, der var nemmere at sælge til offentligheden, fordi de millioner dræbte og de ødelagte samfund næsten alle var ikke-hvide.
I alle disse bestræbelser dominerede og udryddede europæere og deres efterkommere ikke, fordi de hadede ikke-hvide folk, men af ønske om rigdom og magt. Ideologien om hvid overherredømme udviklede sig for at retfærdiggøre dominans og udryddelse af andre mennesker. Europæere har også en lang historie med vold mod hinanden, men erobringen af ikke-hvide folk over hele verden frembragte den karakteristiske patologi af hvid overherredømme.
Fordi USA's rigdom og magt er så dybt forankret i hvid overherredømme, ville opgivelsen af denne patologi uundgåeligt føre til vanskelige spørgsmål om landets moralske og materielle forpligtelser over for ikke-hvide mennesker, hjemme og i udlandet. Hvis fattige og hvide mennesker fra arbejderklassen skulle sige: "Men vent, jeg har ikke været i stand til at tjene penge på meget af denne rigdom," ville det uundgåeligt føre til spørgsmål om kapitalismens patologi. Hvis kvinder skulle sige: "Men vent, uanset race- og klassehierarkiet, så står vi stadig over for endemisk vold og nedværdigelse," ville det uundgåeligt føre til spørgsmål om patologien i patriarkatet.
Alle systemer med illegitim autoritet, der giver nogle mennesker uoptjent rigdom og magt, er baseret på en lignende patologi, der forsøger at naturalisere hierarki og udnyttelse. Træk i en snor, og rationaliseringsstrukturen for alle systemer af dominans/underordning begynder at optrevle.
USA vil sandsynligvis altid være en hvid-supremacistisk nation, fordi vi hverken har de intellektuelle eller moralske traditioner til at håndtere disse barske realiteter. Som land er vi intellektuelt dovne og moralsk svage. Mainstream-politik, konservativ og liberal, er bange for at anerkende disse realiteter, og derfor bliver de skubbet til kanten.
I 1962 skrev James Baldwin: "Ikke alt, der står over for, kan ændres; men intet kan ændres, før det er overstået." USA har stadig ikke stået over for denne historie og nutidige virkelighed.
Det betyder ikke, at vi ikke har gjort fremskridt. Ingen, jeg kender, ønsker at gå tilbage til 1962. Resultaterne af frihedskampen, anti-lynching-kampagner, borgerrettighedsbevægelsen er ikke ubetydelige. At der sidder en sort i Det Hvide Hus er ikke trivielt.
Men det ændrer ikke på de hvide-supremacistiske rødder og nutidige virkelighed i USA, og den forankrede modstand mod ændringer i den grundlæggende fordeling af rigdom og magt.
I det essay foreslog Baldwin, at forfattere skulle "fortælle så meget af sandheden, som man kan tåle, og så lidt mere."
Til dato har USA vendt sig væk fra Baldwins udfordring. Jeg ser ingen beviser i nutidig kultur for, at vi er tættere på at fortælle sandheden. Det betyder, uanset hvilke handlinger vi foretager os i dag, uanset hvordan vi gør vores kærlighed virkelig i verden, så skal vi presse hinanden til at se vores historie og os selv i øjnene.
Robert Jensen er professor ved School of Journalism ved University of Texas i Austin og bestyrelsesmedlem i Third Coast Activist Resource Center i Austin. Hans seneste bog er Almindelig radikal: At leve, elske og lære at forlade planeten med ynde (Counterpoint/Soft Skull, 2015), og han er også forfatter til Hvidhedens hjerte: Konfrontation med race, racisme og hvidt privilegium (Byens lys, 2005). Jensen kan træffes på [e-mail beskyttet] og hans artikler kan findes online, eller slutte sig til en e-mail-liste for at modtage nye artikler. Twitter: @jensenrobertw.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner
2 Kommentarer
Jensen har modet til at sige det, som det er. Vi skal fortsætte med at kæmpe for et mere retfærdigt land, men jeg frygter, at han har ret, vi vil forblive et hvidt overherredømmeland, der er skæbne til at falde og sandsynligvis splittes i sidste ende. Dette behøver vi ikke frygte, men det gør vi.
Vi kan ikke udslette historien, arven, af vold og ødelæggelse, der har gjort dette land til det, det er.
Hvid overherredømme kan, tror jeg, ikke adskilles fra patriarkatet og klasse, når man diskuterer historien om udviklingen af USA (og meget af verden).
Hvad angår Jensens spørgsmål i titlen, så må vi – som en ”nation” – overskride hvide ejendomsbesiddende mænds herredømme, ellers dør vi.
Hele vores historie har været en kamp om, hvordan man gør det.
Svarene kommer i de kollektive handlinger fra langt de fleste af os, der ikke er hvide mandlige kapitalister (og de professionelle/politi/militære) sykofanter, der gør deres befaling.