Selvom neoliberal dispensation er brudt sammen over hele verden, opfører dens tilhængere i magtens korridorer i Indien sig som den ordsprogede dreng på det brændende dæk. De tror på TINAs mantra (der er intet alternativ). Det bliver helt indlysende ved at kaste selv et overfladisk blik på forsiden af Økonomisk undersøgelse 2011-12, placeret i parlamentets to huse den 15. marts. Den, med forfatternes ord, "skildrer lang- og kortsigtede Phillips-kurver, som fremhæver de afvejninger, der er involveret i at styre inflationen." Det giver budskabet om, at målet om fuld beskæftigelse er en kimær, og det skal forvises fra vores tankegang, hvis vi ønsker, at inflationen skal kontrolleres. Man kan ikke have begge dele samtidigt – fuld beskæftigelse og prisstabilitet.
Denne meddelelse skylder sin oprindelse til A. W. Phillips, en økonom fra New Zealand. I 1958 forsøgte Phillips, på grundlag af sin statistiske undersøgelse af sammenhængen mellem arbejdsløshed og inflation, at vise, at med faldende arbejdsløshedsprocent bliver arbejdskraftens forhandlingsposition styrket, og det fører til en stigning i produktionsomkostningerne, hvilket resulterer i i højere priser på varer og tjenesteydelser. Inflationstendensen forstærkes således. Dette fænomen beskrives i lærebøger som cost-push inflation. Det er regeringens pligt at holde begge justeret på en sådan måde, at der hverken er en utålelig arbejdsløshed eller inflation. Nixon-administrationen understregede dette punkt i 1972.
Neoliberalismens Messias, Milton Friedman, tog Phillips' indsats videre ved at bringe begrebet 'naturlig arbejdsløshedsrate' ind. Edmund Phelps udviklede det yderligere ved at fremsætte NAIRU (Non-accelerating inflation rate of unemployment). Husk, at dette var den høje tid for neoliberalisme, som så ud til at vandre rundt i verden uanfægtet. Phelps blev hædret med Nobelprisen i 2006.
I dag er neoliberalismen miskrediteret, og den er næsten død efter ankomsten af den store recession. Selv efter mere end fire år kan ingen med tillid sige, at det går. Neoliberalismen er igen gået ind i sin zombietilstand, altså levende død. I Indien synes folk, der er i stand til at lave politikker og styre økonomien, dog ikke at indse, at diskursens univers har ændret sig fuldstændigt.
Lige siden neoliberalismen er blevet vedtaget efter at have erklæret, at dette er den idé, hvis tid er kommet, og ingen jordisk kraft kan stoppe den, er den økonomiske vækstrate steget, men beskæftigelsesmulighederne i den organiserede sektor har været statiske. Den øgede vækstrate skyldes hovedsageligt at skubbe arbejdsproduktiviteten op i stedet for at ansætte flere arbejdere. Det, vi ser, er således i vid udstrækning fænomenet med økonomisk vækst uden job. Dette punkt er blevet understreget af ingen ringere end ILO i sin nyligt udgivne rapport Globale beskæftigelsestendenser 2012: Forebyggelse af en dybere jobkrise
ILO påpeger, at arbejdsproduktiviteten mellem 2007 og 2011 i gennemsnit steg med 6.4 procent, mens jobmulighederne kun steg med én procent. Således bliver jobsøgende skubbet ind i den uformelle sektor, hvor der ikke er nogen regelmæssig beskæftigelse, lønningerne er lave og ingen faciliteter som forsørgelsesfond, sundhedsydelser, boliger, uddannelse osv. er tilgængelige.
Det er ikke uden grund, at regeringen dag ud og dag ind har gentaget, at arbejdslovgivningen skal reformeres i den organiserede sektor for at tiltrække flere og flere investeringer, især udefra. Økonomisk undersøgelse har understreget, at den indiske økonomi ikke kun kan stige fremad på grundlag af indenlandsk opsparing og kapitalakkumulering. Det skal tiltrække så mange investeringer som muligt. Uden at skære ord, hedder det: "investeringskravene i Indien vil fortsat overstige tilgængeligheden af ressourcer fra indenlandsk opsparing. Gabet mellem investeringer og opsparing var i 2005-11 1.7 pct. af BNP. Den bedste måde at dække hullet på er gennem FDI. Selvom vores FDI-politik nu er mere åben og gennemsigtig og har en institutionel revisionsmekanisme, er der adskillige sektorspørgsmål, der skal behandles og løbende finjusteres."
Den giver den eksisterende arbejdslovgivning skylden for at hindre udenlandske investeringer. For at citere: "Industrivirksomheder har en række lovbestemte forpligtelser til at udføre. Lov om ansattes forsørgelsesfond; Lov om statsforsikring for ansatte; Lov om udbetaling af drikkepenge; lov om personskade (erstatningsforsikring); Lov om arbejdsskadeerstatning; osv. er nogle af de vigtigste love, der ikke kun kræver regelmæssige udbetalinger fra industrielle enheder, men som også involverer indgivelse af periodiske afkast og vedligeholdelse af registre og optegnelser. Dette øger ikke kun industriens transaktionsomkostninger, det afskrækker på mange måder en potentiel investor." Det svarer næsten til, hvad Andrew Mellon, finansminister for præsident Herbert Hoover sagde: "Likvidér arbejdskraft ...." De "lærde mænd", der har skrevet ovenstående linjer, glemmer, at Indien er et demokrati, hvor princippet om 'én mand, én stemme' er dominerende. Folk er måske formelt analfabeter, men de er politisk mere bevidste end såkaldt uddannede mennesker, der taler om neoliberale fraser.
Den økonomiske vækst er faldet fra toppen på 9.5 procent i 2005-06 til 6.9 procent i 2011-12. I 2010-11 var det 8.4 pct. Væksten i landbrugssektoren er faldet til 2.5 procent i 2011-12 fra 7.0 procent i 2010-11. Fremstilling er faldet fra 7.6 procent til 3.9 procent i denne periode. En anden kendsgerning, der skal bemærkes, er "et betydeligt fald" i vækstraten for investeringer i løbet af 2011-12. Siden 2008-09 har inflationstakten, målt ved forbrugerprisindeks, været meget høj. Det steg fra 6.2 procent i 2007-08 til 9.1 procent, 12.4 procent og 10.4 procent i henholdsvis 2008-09, 2009-10 og 2010-11. I 2011-12 siges det at være faldet til 8.4 procent, hvilket ikke er et meget lille tal for at trøste længelidende mennesker. Økonomisk undersøgelse stadig taler om FDI (udenlandske direkte investeringer) i detailhandel uden at indse dets politiske implikationer for det regerende parti.
Lige siden vedtagelsen af den neoliberale vej er det blevet hævdet, at dette er vejen mod fremskridt og forbedring af levevilkårene, men de data, der præsenteres af Økonomisk undersøgelse modsige denne påstand. Indien rangerer 134 i verden ifølge menneskelig udviklingsindeks. Dens per capita-indkomst er lavere end selv Sri Lanka, Egypten og Indonesien. Den gennemsnitlige indkomst pr. indbygger i verden som helhed er næsten tre gange højere end i Indien.
I Indien er uligheder i fordelingen af frugterne af økonomisk vækst indlysende. Som rapporterne indikerer, går de øverste lag af samfundet mere og mere ind efter deres private helikoptere, mens de nederste trin er dømt til at rejse i overfyldte busser og tog. Også de regionale ubalancer har været stigende. De fleste af investeringerne flyder til de vestlige og sydlige stater. Det er faresignaler for landets enhed og integritet. I den forbindelse skal man læse den fjerde Anuradha Ghandy Memorial-forelæsning af Arundhati Roy, med titlen "Capitalism — A Ghost Story, leveret den 20. januar. Den er veldokumenteret.
Endelig forfatterne af Økonomisk undersøgelse har gjort deres bedste for at demonstrere, at de er fuldt ud fordybet i neoliberalismens ideologi, selvom hvad de siger er irrelevant for de fleste af de mennesker, der læser det. Som eksempel bør man kigge på boks 2.1 (side 26). Det ville have sparet regeringen for nogle udgifter til papir, trykning og indbinding, hvis de i stedet havde skrevet det i en lærebog for dem, der er interesseret i at kende neoliberalismens principper, som rationelle forventningshypoteser og effektive markedshypoteser. Det ser ud til, at de er i grebet af en form for infantil lidelse.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner