Verdens opmærksomhed blev onsdag trænet på, hvad udenrigsminister Colin Powell sagde i FN, men langt mere afgørende var, hvad han ikke sagde.
Det vigtigste var det ene ord i kernen af planer for krig, men som aldrig gik over Powells læber: olie. Det ord kan ikke siges af amerikanske politikere, selvom folk overalt ved, at hvis ikke for olie, ville USA ikke føre en krig.
Fordi USA ikke vil tale åbent om planer for fremtiden for Iraks olie, er det meste af verden skeptisk over for amerikanske argumenter om Iraks masseødelæggelsesvåben, terrorbånd og menneskerettighedskrænkelser. Folk er bekymrede over problemerne, men stoler ikke på amerikanske motiver. Powell stillede et rimeligt spørgsmål: "Hvorfor skulle nogen af os give Irak fordelen af tvivlen?" Hvad han ikke forstår er, at andre stiller det samme spørgsmål om USA.
I betragtning af den sofistikerede amerikanske efterretningsteknologi og den inderlighed, hvormed amerikanske politikere ønsker at anklage Irak, var det slående, hvor svag sagen Powell tilbød; diagrammerne, kortene og telefonaflytningen var mere imponerende end de underliggende beviser eller konklusioner. Selvom hans påstande alle var sande, er der intet, han sagde, der taler for krig. I stedet fremlagde Powell et godt argument for at fortsætte inspektioner - med seriøst samarbejde fra amerikanske embedsmænds side med ordre om at dele alle relevante efterretninger produceret af det sofistikerede system.
Hvad var det egentlige formål med Powells public-relations-show? Et sandsynligt mål var den amerikanske offentlighed; administrationen indser, at den skal imødegå den voksende antikrigsbevægelse. En anden var ledere af lande som Frankrig og Tyrkiet, hvor befolkninger i overvejende grad er imod krig, og politikere har brug for et dække, hvis de skal kapitulere over for USA's krav uden at fremstå som skødehunde.
Powell forstærkede uforvarende denne virkelighed med et kort over rækkevidden af irakiske missiler. Med undtagelse af Israel (som ønsker krig for sine egne magtinteresser), afviser folket inden for disse koncentriske cirkler af den potentielle rækkevidde af missiler krig. Hvis Iraks naboer - de mennesker, der burde være mest bange - ikke føler sig truet, hvorfor føler USA sig så tvunget til at gå i krig?
Powell hævdede, at Irak har engageret sig i "en politik for unddragelse og bedrag", og bestemt et regime som Saddam Husseins er i stand til en sådan taktik. Men resten af verden ser også "foruroligende adfærdsmønstre" i amerikanske handlinger.
Et eksempel: USA har undermineret i stedet for at støtte internationale bestræbelser på nedrustning. Et eksempel var dens torpedering af Jose Bustani, generaldirektør for Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben, i april 2002, da det så ud til, at Bustanis bestræbelser kunne skabe hindringer for de amerikanske krigsplaner ved at indlede kemiske våbeninspektioner i Irak. Og USA er fortsat verdens største våbenhandler, næppe en anbefaling for dets selverklærede position som verdensfredsbevarende.
Masseødelæggelsesvåben - i Irak, i hele Mellemøsten og i verden - er en trussel mod fred og sikkerhed. Men spørgsmålet er påskud for USA i et kynisk trick for at dække strategiske mål vedrørende olie.
Ingen antyder, at USA søger permanent at tage direkte besiddelse af irakisk olie. I stedet er politiske beslutningstagere interesserede i kontrol over strømmen af olie og olieprofitter. En klientstat i Irak ville give USA en mere permanent og omfattende militær tilstedeværelse i regionen og kunne skubbe Saudi-Arabien til side som nøglespilleren i OPEC. Iraks oliereserver, der skønnes at være de næststørste i verden, er særligt attraktive på grund af kvalitet og lave udvindingsomkostninger. USA's kontrol over Irak gennem et kompatibelt regime - som er afhængig af dets eksistens til USA - øger dramatisk USA's kontrol over olie og dermed over verdensøkonomien.
Amerikanske embedsmænd har åbent udtrykt deres foragt for international lov og erklæret deres hensigt om at gå i krig, med eller uden FN's godkendelse. Derfor var al snak om, hvorvidt Powell ville producere en "rygende pistol", irrelevant. Der var ikke behov for en rygende pistol, fordi nationen med de største våben i verden havde gjort det klart, at den ikke behøver nogen beviser - rygning, ulmende eller endda helt kold - for at føre verden i krig.
Robert Jensen er professor i journalistik ved University of Texas i Austin og forfatter til "Writing Dissent: Taking Radical Ideas from the Margins to the Mainstream." Han kan træffes kl [e-mail beskyttet].
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner