Nye forhandlinger mellem israelere og palæstinensere kan begynde i næste uge, med megen snak om et "nyt kapitel" i den tilsyneladende vanskelige konflikt. Et nyt kapitel måske, men hvem skriver bogen?
Enhver offentlig diskussion om "fredsprocessen" er anspændt, til dels fordi der ikke er nogen udbredt delt forståelse af historien og politikken for - selv en passende terminologi for - konflikten. Det er lige så sandt i USA som i Palæstina og Israel.
Jeg tænkte aldrig meget over spørgsmålet, før jeg var 30 år gammel, i slutningen af 1980'erne. Inden da havde jeg et typisk syn på konflikten for en upolitisk amerikaner: Det var forvirrende, og alle involverede virkede lidt skøre. Uden forståelse for regionens historie og ingen rammer for at analysere USA's politik i Mellemøsten, var det hele et virvar, og så jeg ignorerede det. Det er et af privilegierne ved at være i de komfortable klasser i USA - du kan forblive komfortabelt uvidende.
Men som en frustreret journalist med en nyvundet frihed til at undersøge nyhedsmediernes politik på kandidatskolen, begyndte jeg at studere jura og menneskerettigheder på den nationale og internationale arena. Jeg begyndte også at grave i de problemer, jeg havde undgået. I tilfældet Palæstina/Israel begyndte jeg at læse om rødderne til konflikten, hvordan USA var involveret, og hvordan amerikanske journalister præsenterede problemerne.
Jeg kom til denne forespørgsel uden fast troskab til nogen af siderne. Som hvid amerikansk statsborger med en centreret protestantisk baggrund, men uden religiøse forpligtelser, følte jeg ingen kulturel eller åndelig forbindelse til nogen af de nationale grupper. Jeg taler ikke hebraisk eller arabisk, og jeg havde aldrig rejst til Mellemøsten. Jeg havde ingen personlige relationer, der disponerede mig til at favorisere den ene gruppe frem for den anden. Som ethvert menneske var jeg selvfølgelig ikke fri for partiskhed. Som en relativt ureflekteret hvid mand med rod i en overvejende kristen kultur, blev jeg opdraget med en vis grad af antisemitisme og anti-arabisk racisme, for eksempel, og uden tvivl påvirkede det mine opfattelser. Men udelukkende baseret på min personlige profil, havde jeg ikke en hund i den kamp, eller det troede jeg.
Efter et par års undersøgelse af spørgsmålene indså jeg, at kategorierne "pro-israelsk" og "pro-palæstinenser" ikke passede mig. Når folk spurgte mig, hvor jeg stod i spørgsmålet, ville jeg sige, at jeg støttede international lov og Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Som amerikansk statsborger hævdede jeg, at min primære forpligtelse var at vurdere lovligheden og moralen af mit eget lands involvering i konflikten og regionen.
Jo mere jeg lærte om alle disse ting, jo mere blev jeg modstander af min regerings politik i dette spørgsmål, i Mellemøsten og rundt om i verden. Jo mere jeg lærte, jo mere indså jeg, at jeg levede i datidens imperialistiske magt, og det blev klart for mig, at imperialistisk politik er designet til at berige de få, mens de ignorerer de manges behov, hjemme og i udlandet. Jeg blev en kritiker af amerikansk politik baseret på omhyggelig undersøgelse, der inkluderede, men ikke var begrænset til, mainstream-kilder. Jeg kunne ikke længere acceptere den konventionelle historie og de politikker, der udsprang af den historie.
I dag er situationen i Palæstina og Israel lige så dyster som nogensinde. Årtiers israelsk ekspansion og den palæstinensiske ledelses manglende evne til at opbygge en levende bevægelse for at udfordre denne ekspansion (eller måske lade en sådan bevægelse opstå af sig selv) har indsnævret udsigterne til en retfærdig fred. Og i baggrunden lurer USA, der stadig er den største hindring for fremskridt, så længe det tilbyder Israel næsten ubetinget støtte til besættelsen.
Mere end nogensinde før skal argumentet for international ret og menneskerettigheder fremføres klart, men betingelserne for den dialog forringes. På trods af den seneste indsats fra den amerikanske udenrigsminister John Kerry, synes der ikke at være grundlag for optimisme, kort eller lang sigt. Mens amerikanske embedsmænd kæmper for at redde et imperium i forfald, med hele dets Mellemøsten-politik i opløsning, er det svært at forestille sig et gennembrud.
Jeg har ingen stor indsigt i, hvordan man løser konflikten eller uddyber dialogen. Men når jeg tænker på konflikten, bliver jeg trukket tilbage til mine rødder i feministisk intellektuelt og politisk liv for nogle grundlæggende observationer.
Min tilbagevenden til ph.d.-skolen har fået mig til at spørge ind til mange aspekter af verden i løbet af de sidste to årtier, men den første af disse undersøgelser handlede om køn med fokus på mænds vold mod kvinder. Det førte mig til radikal feministisk teori, som har hjulpet mig med at forstå ikke kun spørgsmålet om køn, men også tilbudt en ramme for at forstå hierarki. Feminisme lærte mig, hvordan man ikke kun tænker på køn, men også om magt, og en central lektie af feminisme, der gælder her, er problemet med at antage falsk ækvivalens i at analysere konflikter.
Tag et klassisk eksempel på en mand, der fysisk overfalder sin kone. Problemet er forankret i patriarkatet, et system, der giver mænd kontrol over kvinder i et hierarki, der er naturaliseret og normaliseret: Mænd regerer, kvinder underkaster sig. Mandens vold bruges i dette tilfælde til at sikre underkastelsen, men den fysiske vold er typisk kun én kontrolmetode; sådanne forhold omfatter ofte følelsesmæssigt misbrug og seksuel vold. Inden for den dynamik kan kvinden selv engagere sig i alle former for dysfunktionel adfærd, og hun kan til tider slå voldsomt ud mod manden. Men feministiske analyser af mandlig magt og mænds vold har gjort to ting klart.
For det første kan enhver specifik hændelse ikke forstås uden for den større sammenhæng, ikke kun af dette forhold, men af kulturens magtdynamikker. Så hvis vi blev draget ind i en kaotisk hændelse i parrets hjem, ville vi måske blive fristet til at vurdere situationen ud fra det, der lige var sket, men kun at fokusere på den umiddelbare hændelse ville vi være dårligt rustet til at forstå det. Vi har brug for at kende parrets historie og forstå den patriarkalske kontekst, som den historie udspiller sig i.
For det andet, hvis vi ønskede at hjælpe med at løse konflikten, ville det være tåbeligt at antage, at manden og kvinden var lige ansvarlige, og at en produktiv dialog kunne fortsætte på det grundlag. Enhver påstand om, at manden og kvinden skulle sætte sig ned som ligeværdige og tale, ville begunstige manden; uden en anerkendelse af hans større magt og en historie med at bruge denne magt til at dominere, ville enhver "dialog" være en farce. Mens nogle mænd reagerer på enhver opfordring til en sådan samtale med magt, forfølger andre mænd en mere sofistikeret strategi, der fortsætter dialogen, så længe hans grundlæggende magt, i forholdet eller i samfundet, ikke udfordres. Nogle mænd forfølger begge strategier, afhængigt af øjeblikket. Reel dialog er kun mulig, når magtforskellen er rettet.
Hvis der skal ske fremskridt hen imod en retfærdig og fredelig løsning i Palæstina/Israel, er disse to lektioner afgørende. Vi må anerkende den større politiske kontekst, som konflikten foregår i, og ikke antage, at der er lige vilkår for dialog. Det betyder at anerkende, at USA siden slutningen af Anden Verdenskrig har ført en dominanspolitik - gennem diplomati og magt - i Mellemøsten, og at en central komponent i denne politik i mere end fire årtier har været USA's støtte til Israels ekspansionistiske politik i bytte for israelsk støtte til det amerikanske projekt i regionen (dog ikke uden uenigheder og spændinger mellem de to lande). Det betyder også, at diskussioner om spørgsmålet, hvad enten det er blandt borgere eller af embedsmænd ved forhandlingsbordet, skal begynde med en anerkendelse af den magt, som Israel udøver, bakket op af USA.
I mere end 20 år har jeg forsøgt at anerkende de mange måder, hvorpå jeg lever med ufortjente privilegier og forsøgt at støtte marginaliserede og undertrykte menneskers kampe for retfærdighed. Det har fået mig til at støtte de grundlæggende mål for palæstinensisk nationalisme, selvom jeg ikke altid støtter forskellige palæstinensiske gruppers specifikke strategier eller taktik. Jeg har også kritiseret Israels politik offentligt, skriftligt og på film. Men som borger i USA har jeg altid forsøgt at bringe diskussioner på min hjemmebane tilbage til borgernes ansvar for at holde deres egen regering ansvarlig.
Det er min hund i kampen. Jeg lever i en nation, hvor der er en enorm kløft mellem lederes retorik om frihed og retfærdighed og virkeligheden af imperialistiske politikker, der fastholder uretfærdighed. For at lukke dette hul skal vores offentlige diskussioner tage hensyn til konteksten og være ærlige om magt. Intetsteds er det mere afgørende end de intellektuelle og politiske engagementer i Palæstina/Israel-konflikten.
------
Robert Jensen er professor ved School of Journalism ved University of Texas i Austin og bestyrelsesmedlem i Third Coast Activist Resource Center i Austin. Hans seneste bøger er Argumenterer for vores liv: En brugervejledning til konstruktiv dialog, http://www.amazon.com/Arguing-Our-Lives-Constructive-Dialog/dp/0872865738/ref=sr_1_10?s=books&ie=UTF8&qid=1361912779&sr=1-10og Vi er alle apokalyptiske nu: Om ansvaret for at undervise, forkynde, rapportere, skrive og tale ud, på tryk kl http://www.amazon.com/gp/product/148195847X/ref=ox_sc_act_title_1?ie=UTF8&psc=1&smid=ATVPDKIKX0DER og på Kindle kl http://www.amazon.com/dp/B00BAWQO84.
Jensen er også forfatter til Alle mine knogler ryster: Søger en progressiv vej til den profetiske stemme, (Soft Skull Press, 2009); Kom væk: Pornografi og slutningen af maskulinitet (South End Press, 2007); Hvidhedens hjerte: Konfrontation med race, racisme og hvidt privilegium (Byens lys, 2005); Citizens of the Empire: The Struggle to Claim Our Humanity (Byens lys, 2004); og At skrive dissens: At tage radikale ideer fra marginerne til mainstream (Peter Lang, 2002). Jensen er også co-producer på dokumentarfilmen "Abe Osheroff: One Foot in the Grave, the Other Still Dancing" (Media Education Foundation, 2009), som fortæller om den mangeårige radikale aktivists liv og filosofi. Et udvidet interview Jensen foretaget med Osheroff er online på http://uts.cc.utexas.edu/~rjensen/freelance/abeosheroffinterview.htm.
Jensen kan træffes på [e-mail beskyttet] og hans artikler kan findes online på http://uts.cc.utexas.edu/~rjensen/index.html. For at tilmelde dig en e-mail-liste for at modtage artikler af Jensen, gå til http://www.thirdcoastactivist.org/jensenupdates-info.html. Twitter: @jensenrobertw.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner