Uanset om man er enig eller ej, er det faktum, at siden den dag, Indien officielt valgte neoliberaliseringsbaseret globalisering, har der været en strøm af ngo'er (ikke-statslige organisationer) ind i landet. For to år siden, i 2009-10, arbejdede der omkring 3.3 millioner ngo'er i Indien. Med andre ord var der én NGO for mindre end 400 indbyggere og flere gange flere end antallet af folkeskoler og primære sundhedscentre ("First Official Estimate: An NGO for every 400 people in India", The Indian Express, 7. juli , 2010).
Ifølge regeringsdata, der blev offentliggjort i december 2011, har USA, Storbritannien, Tyskland, Italien og Holland været blandt de fem største finansielle støtter af disse ngo'er i en årrække. De har været kilden til mere end 50 procent af de samlede midler, de har modtaget. Ifølge The Times of India (7. december 2011) modtog indiske ngo'er tilsammen udenlandske bidrag på over 49 crore Rs [en crore=968 millioner] i løbet af fem år fra 10-2005 til 06-2009. I alt 10 organisationer modtog sådanne midler til forskellige aktiviteter i 21,508-2009 sammenlignet med 10 organisationer i 21,542-2008." Data for 09-2010 er endnu ikke samlet.
Det skal bemærkes og overvejes, at ikke kun de rige, men fattigere lande som Afghanistan, Pakistan, Bangladesh, Nepal, Zambia, Congo og Kina også har doneret til adskillige ngo'er. Det vil være interessant at kende navnene på de ngo'er, der har modtaget udenlandske midler, og deres aktiviteter. Det skal også undersøges, om de ovennævnte fattigere lande virkelig er donorer, eller de blot er proxy for nogle andre lande. Indenrigsministeriet for Indiens regering informerede for nylig parlamentet: "Den årlige opgørelse, der indsendes af foreningerne, bliver gransket for at sikre, at modtagere af udenlandsk bidrag anvender det samme i overensstemmelse med de erklærede mål, som det udenlandske bidrag modtages for, og pengene ikke er omdirigeret til uønskede aktiviteter.”
Inden vi ser nærmere på ngo'ernes aktiviteter, lad os kigge nærmere på oprindelsen af ngo'er. Per definition er en NGO etableret af mennesker eller institutioner, der ikke er forbundet med landets regering. Den tidligste reference til NGO'er vedrører 1839 (T.R. Davies, "The Rise and Fall of Transnational Civil Society: The Evolution of International Non-Governmental Organization since 1839"). I år 1914 var der 1,083 NGO'er over hele verden. De spillede prisværdige roller i kampagnerne mod slaveri, diskrimination af kvinder og for nedrustning. Året 1945 er af afgørende betydning for NGO'ernes nyere historie. Det var året, hvor FN opstod. FN definerede i sit charter (kapitel 10, artikel 71) en NGO og afgrænsede dens aktivitetsområde. Den advarede om, at en NGO ikke må forsøge at nedgøre regeringen i det land, hvor den arbejder, eller opføre sig, som om den var et parti i oppositionen. Det skal være ikke-kriminelt og non-profit. Ifølge prof. Peter Willets fra City University of London er en ngo "en uafhængig frivillig sammenslutning af mennesker, der handler sammen på en kontinuerlig basis for et eller andet fælles formål end at opnå regeringskontorer, tjene penge eller ulovlige aktiviteter."
NGO'er er af flere typer alt efter deres aktiviteter. De formodes generelt at arbejde til gavn for andre, såsom at yde nødhjælp under naturkatastrofer, krige, racekonflikter og opløfte de undertrykte og fortabte og styrke svagere dele. Nogle arbejder for udbredelse af viden og udryddelse af overtroens greb.
Mod slutningen af 1980'erne gennemgik verden en havforandring som følge af Sovjetunionens sammenbrud og opløsningen af det socialistiske verdenssystem, NAM blev ekstremt svag og fremgangen af neoliberalisme-baseret globalisering som signaleret af påtvingelsen af Washington konsensus med sine ti punkter. Imperialismens ansigt undergik en forandring. Det optrappede sine bestræbelser på at blive "humanitær imperialisme" (Jean Bricmont, Humanitarian Imperialism: Using Human Rights to Sell War, Monthly Review Press, New York, 2006). Der blev gjort forsøg på at istandsætte imperialismens billede, og i dette kom ngo'er til at blive brugt som et redskab. Imperialistiske væbnede interventioner fandt sted i Afghanistan og Irak, men der var ingen modstand fra ngo'erne. Faktisk prøvede de hårdt på at aflede folkets opmærksomhed, og hele tiden tøvede de på imperialismens velvillige rolle. For at citere Bricmont: "Hvad har ngo'erne at sige om alt dette, især menneskerettighedsforkæmpere? Som den canadiske professor i international ret Michael Mandel med rette bemærker, udsendte Human Rights Watch, Amnesty International og andre grupper i begyndelsen af [Irak] krigen en fast appel til de "krigsførende" (så neutralt et udtryk som muligt) om at respektere krigens regler. Men der blev ikke sagt et ord om selve krigens ulovlighed, om hvad international lov betragter som den "højeste forbrydelse" begået af dem, der startede krigen. Disse organisationer er i position som dem, der anbefaler, at voldtægtsmænd bruger kondom. Det kan virke bedre end ingenting, men endelig, givet magtforholdet, vil selv kondomerne ikke blive brugt. Ideologien med intervention i menneskerettighedernes navn har været det perfekte instrument til at ødelægge fredsbevægelser og antiimperialistiske bevægelser. Men når først den intervention finder sted i stor skala, bliver menneskerettighederne og Genève-konventionerne massivt krænket.”
På en eller anden måde forventes NGO'er stort set at spille den samme rolle, som præsterne spillede under kolonitiden. Men den situation, som ngo'erne arbejder i, og de forventninger, deres finansfolk har, er meget mere kompleks. "Som et resultat er NGO'er nu nødt til at arbejde i en kontekst, hvor mange af deres strategier og tilgange er fastlagt og overvåget nøje af eksterne donoragenturer. Det kan nogle gange være svært at huske de tidligere kernemål sat for udviklings-ngo'er (f.eks. forbedring af miljøet, udvikling af serviceleveringsmodeller, 'opskalering', fremme af folkelig deltagelse, mikrofinansiering, strategisk planlægning), efterhånden som nye kommer i drift alle tiden (f.eks. fortalervirksomhed for at ændre politikker, rettighedsbaserede tilgange, 'kønsmainstreaming', ansvarlighed og gennemsigtighed, konsekvensanalyse).
"Denne proces er drevet af skiftende udenrigspolitiske holdninger sammen med resultaterne fra tænketanke og visse nøglepersoner - ofte drevet af de samme donorer, som finansierer ngo'er... De roller, civilsamfundet og ngo'er forventes at spille, har ændret sig som de dominerende paradigmer har bevæget sig successivt fra et fokus på staten, som nøglen til økonomisk udvikling, til markeder, til en forståelse af markedssvigt. Dette er blevet ledsaget af en øget vægt på andre udviklingsaktører for at komplementere markedet, og senest for at overvåge 'enabling state', som (argumentet lyder nu) skal drive udviklingen, men som skal reguleres; dette job er blevet tildelt 'civilsamfundet' - et forvirret og ahistorisk begreb, der bruges til at fremme denne udviklingsmodel." (Tina Wallace, "NGO-dilemmaer: Trojanske heste for global neoliberalisme?", The Socialist Register 2004).
Dette er baggrunden for, at ngo'er i øjeblikket arbejder og faciliterer deres donorers mission.
Før neoliberalismens æra kom, var der organisationer i Indien, såsom Marwari Relief Society, Ramakrishna Mission, Bharat Sevashram og så videre, som blev kaldt frivillige organisationer, og de mennesker, der styrede dem, arbejdede uden at trække nogen løn og frynsegoder, men nu situationen er anderledes, der er regelmæssige betalinger, og ngo'erne har deres eget bureaukrati. Man hører jævnligt om underslæb, falske arkivalier, nedskæringer og provisioner og tyveri. Arbejderne er i det store og hele lejesoldater.
Hvad der er blevet observeret i Indien og andre steder bekræfter følgende observation af Tina Wallace: "Nuværende finansieringstendenser og indflydelsen fra forretningssektorledelsestænkning former den måde, udvikling konceptualiseres, analyseres og behandles af udviklings-ngo'er, hvilket afspejler dagsordener og paradigmer udviklet af rige og magtfulde lande. Selvom der aldrig har været en guldalder for ngo'er, bliver de nu i stigende grad knyttet til globale dagsordener og ensartede måder at arbejde på. Denne virkelighed truer deres rolle som institutioner, der tilbyder et alternativ, som forkæmpere for de fattige, som organisationer, der arbejder i solidaritet med dem, der er marginaliseret af verdensøkonomien."
Afrika har tiltrukket NGO'erne og deres lånere meget mere end noget andet kontinent. Issa G. Shivji, en førende ekspert i udvikling og jura fra Tanzania, har understreget, at den pludselige stigning i antallet og aktiviteter af ngo'er i Afrika er en del af et neoliberalt paradigme snarere end rene altruistiske motiver. Han latterliggør ngo'er, der ønsker at ændre verden uden at forstå det. De ønsker at fastholde det gamle kejserlige forhold til Afrika i en ny dragt (Issa G. Shivji, Silences in NGO Discourse: The Role and Future of NGOs in Africa, 2007, Nairobi og Oxford).
Når vi vender tilbage til Indien, har visse kvarterer sunget til ros af ngo'er, dag ud og dag ind, og ignoreret deres ikke-så-meget-lyse sider. De siges at være symboler på "uafhængig stemme", ærlighed og hengivenhed over for folks sag. På den anden side betegnes politikere og politiske partier som korrupte og egoistiske. Se på ytringerne fra Anna Hazare og hans team. Hele tiden udøser de overgreb selv på folkevalgte repræsentanter. Husk at de aldrig siger et eneste ord imod erhvervslivet, hvad enten det er indisk eller udenlandsk, og imperialisters indspil. En journalist sagde for nylig, at lederne af civilsamfundet (med andre ord dem, der driver ngo'er) skal foretrækkes frem for folkevalgte som folkets sande stemme, fordi de, der vinder valg, anvender mandskab og pengemagt til at sikre stemmer. Denne påstand minder folk om en lignende propaganda i 1960'erne og 1970'erne, der hyldede "parti mindre demokrati" og "styret demokrati" for at nedgøre det parlamentariske demokrati!
Det skal bemærkes, at de, der driver ngo'er, stort set lever et behageligt liv, hvor de ofte hopper fra det ene sted til det andet med fly og bor på luksuriøse hoteller. Folk som helhed er blot en facade til at skjule deres forbindelser med multinationale selskaber og internationale organisationer, kontrolleret af vestlige regeringer. Mens de aldrig løfter en lille finger mod virksomhederne og imperialisterne, forsøger de altid at nedgøre valgte regeringer, det parlamentariske system og politiske partier. De forsøger at diktere vilkår som ekstrakonstitutionel autoritet. De sviner altid FN's råd fra 1945 om, at de skulle holde sig væk fra politik og aldrig konfrontere eller nedgøre de valgte regimer. Det skal bemærkes, at de virksomhedskontrollerede elektroniske medier og aviser forsøger at overdrive deres folkelige opbakning og appel. Frenzy søges skabt. Henry A Giroux får ret af, hvad der er sket de seneste dage i Indien: ”Som en stærk form for offentlig pædagogik sætter de dominerende medier dagsordenen for, hvilken information der er inkluderet eller udelukket; de giver fortællingerne til at forstå fortiden og nutiden... og har magten til dybt at påvirke, hvordan mennesker definerer fremtiden. Medierne fremstiller ikke blot samtykke, de går så langt som til at producere nyheder og diktere viden, færdigheder og værdier, gennem hvilke medborgerskab leves og demokrati defineres." (Henry A. Giroux, Against The Terror of Neoliberalism, Paradigm Publishers, 2008, s. 24).
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner