Efter alt at dømme er University of Texas Systems kommende kansler, admiral William McRaven, en smart, betænksom fyr med en sans for humor, der forstår at lytte – alle vigtige egenskaber for en leder.
Min nye chef lyder som en ret flink fyr, for en der har været involveret i en langvarig kriminel virksomhed.
Det kan virke som en hård dom, men kun fordi amerikanerne er så vant til at ignorere international lov og den amerikanske forfatning, at en præcis beskrivelse af udenrigspolitik og militære anliggender er skurrende. Da UT Board of Regents annoncerede i sidste måned, at de havde valgt McRaven til at være systemets øverste administrator, var der kun lidt diskussion af sådanne spørgsmål – et tegn ikke kun på bestyrelsens politik, men på vores nations manglende evne til at engagere sig i den kritiske selvrefleksion afgørende for moralsk beslutningstagning.
McRaven er bedst kendt for at lede razziaen, der resulterede i Osama bin Ladens død i maj 2011, da han var ansvarlig for Joint Special Operations Command, og kort efter blev han forfremmet til chef for US Special Operations Command. Han er bredt beundret for sin lange specialstyrketjeneste, der startede som en Navy SEAL og derefter avancerede til disse højtstående stillinger. Men lige så vigtig som McRavens personlige egenskaber er for hans egnethed til at være kansler, er en evaluering af krigene i Afghanistan og Irak, som han var en del af.
Lad os starte med Irak, hvor fakta er krystalklare: Den amerikanske invasion i 2003 var ulovlig. Selv hvis de fordrejninger og løgne, som Bush-administrationen har udledt og støttet af masser af demokrater i Kongressen, havde været sande, ville der ikke have været nogen juridisk begrundelse for invasionen. De Forenede Nationers charter er klart om, hvornår magtanvendelse i internationale relationer er lovlig: Krig skal godkendes af FN's Sikkerhedsråd, og i dette tilfælde afviste rådet en resolution, der godkender krig. Den eneste anden betingelse, hvorunder et medlemsland kan gå i krig, er i selvforsvar, når det bliver angrebet, et princip, der udvides til at omfatte retten til at reagere på et forestående angreb, det, der nogle gange kaldes "den sædvanlige ret til foregribende selvforsvar. ”
Disse grundlæggende principper er ukontroversielle og klart formuleret i artikel 39 og 51 i FN-pagten, selvom der er debat blandt juridiske eksperter om fortolkning af begreber som "forestående" og "foregribende". Men uanset ens holdning i disse debatter, er der ingen måde at strække fakta om Irak-invasionen for at retfærdiggøre et selvforsvarskrav.
På dette tidspunkt reagerer mange mennesker ved at afvise international lov som irrelevant. Fordi amerikanske politikeres første job er at beskytte amerikanere, hævder de, bør vores ledere ikke være begrænset af international lov – forfatningen overtrumfer international lov eller traktater.
Men et lille problem opstår: Artikel VI i den amerikanske forfatning siger, at "alle traktater, der er lavet, eller som skal indgås, under de Forenede Staters myndighed" er en del af "landets højeste lov." Siden USA underskrev FN-pagten (og faktisk skrev det meste af det), er det at afvise international lov at udtrykke foragt for den amerikanske forfatnings klare betydning, som ingen patriot ville vove.
Uanset hvilke aftaler efterfølgende irakiske regeringer underskrev om at acceptere amerikanske styrker i Irak, begyndte besættelsen med en ulovlig invasion, en "forbrydelse mod fred" i henhold til principperne fra Nürnberg-tribunalet. En regering sat på plads af en besættelsesmagt vil sandsynligvis indvillige i besættelsen, i det mindste i begyndelsen, men det gør ikke automatisk en igangværende besættelse lovlig og bestemt ikke moralsk. Top civile og militære embedsmænd – inklusive admiraler – som planlægger og udfører disse operationer er moralsk ansvarlige og potentielt juridisk skyldige.
Den samme sag kan gøres om invasionen af Afghanistan i 2001, selvom amerikanerne har sværere ved at forstå den ulovlige karakter af den invasion, givet følelserne omkring terrorangrebene den 9. september. Bush-administrationen gad aldrig gå til Sikkerhedsrådet i den sag, og da terrorangrebene ikke var blevet udført af Afghanistans regering, er det ikke klart, hvorfor den amerikanske invasion kunne betragtes som selvforsvar. For at skære til kernespørgsmålet er her en simpel test: Ville folk i USA støtte de samme handlinger, hvis de blev taget af et andet land? Hvis Kina eller Rusland havde fulgt samme kurs, ville vi så lykønske dem?
Så moralsk set er McRaven og andre højtstående militærofficerer, sammen med den civile ledelse, medskyldige i forbrydelser mod freden og deraf følgende krigsforbrydelser. Juridisk set bør vi overlade det til Den Internationale Straffedomstol – bortset fra at USA ikke er part i domstolen og afviser dens autoritet. For amerikanske politiske beslutningstagere sætter international lov standarder, der skal påtvinges andre, og som ikke accepteres af os.
Det typiske amerikanske svar på denne kritik er hybris og selektiv hukommelse: USA er den eneste nation, der kan bringe verden stabilitet og håbet om frihed, får vi at vide, og nogle gange bliver tingene rodede. Selv en overfladisk gennemgang af historien indikerer, at USA's udenrigs- og militærpolitik i Mellemøsten og Centralasien længe har haft til formål at udvide og uddybe USA's dominans, hvilket giver politikerne mulighed for at hævde så meget kontrol som muligt over strømmen af afgørende energiressourcer og overskud fra deres salg. USA har ikke været en konsekvent tilhænger af frihed eller demokrati, og har ofte foretrukket regional ustabilitet, det kunne klare, frem for selvbestemmelse, som det ikke kunne kontrollere. USA's handlinger siden Anden Verdenskrig har skabt forhold, der har undermineret demokratiet i disse regioner og skabt langsigtede risici for os, og mere af det samme vil ikke holde os sikre fra den terrorisme, der voksede ud af forhold, vi har fostret.
Denne historie er selvfølgelig ikke McRavens skyld. Men han forpligtede sit liv til militæret i en tid, hvor kritiske analyser af amerikansk magt har cirkuleret bredt i lang tid, ikke kun vedrørende politik i Mellemøsten, men før det i Latinamerika. For at finde ud af, hvad han tilmeldte sig, kunne han have overvejet synspunkterne fra Smedley Butler, en generalmajor i US Marine Corps i begyndelsen af de 20.th århundrede, som i en tale fra 1933 sagde: "Jeg brugte det meste af min tid på at være en muskelmand af høj klasse for Big Business, for Wall Street og for Bankers. Kort sagt, jeg var en rakker, en gangster for kapitalismen."
Mange mennesker vil indrømme, at amerikansk militær magt nogle gange er blevet brugt til at fremme indsnævre økonomiske interesser frem for universelle politiske principper. Men burde jeg ikke i det mindste være taknemmelig for, at folk som McRaven er villige til at kæmpe for min frihed?
Lad mig være klar: Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved McRavens eller noget andet militærmedlems mod eller engagement – jeg kritiserer amerikansk politik uden undskyldning. I min levetid har det amerikanske militærs rolle ikke primært været at beskytte nogens frihed, men at sikre en uretfærdig fordeling af verdens ressourcer. Jeg argumenterer ikke for, at amerikanske militærstyrker aldrig gør noget positivt, men snarere at det amerikanske militærs rolle generelt er at projicere magt på en måde, der ikke tjener folk i disse regioner eller almindelige mennesker derhjemme.
Jeg er godt klar over, at jeg sætter mig selv op til at blive latterliggjort for at kritisere valgene fra en så dygtig og beundret militærofficer. Hvor længe ville jeg vare i Navy SEAL-træning? Cirka 15 minutter. Hvor mange terrorister har jeg dræbt? Ingen. Har jeg nogensinde holdt en begyndelsestale, der gik viralt som McRavens UT-adresse i 2014? Jeg er aldrig blevet inviteret til at tale ved en begyndelse og bliver det sandsynligvis aldrig.
Men spørgsmålet er ikke, om jeg har det, der skal til for at slutte mig til en specialstyrkeenhed, men hvordan vi forstår et offentligt universitets rolle. Jeg udfører mit arbejde, som er at vurdere beviser, formulere principper og argumentere. Den kritik, der tilbydes her, er ikke respektløs over for McRaven, men tager alvorligt den forpligtelse, der følger med akademisk frihed til at forfølge ideer, inklusive dem, der udfordrer de magtfuldes ortodoksi. Jeg skriver dette i tillid til, at min nye chef respekterer det intellektuelle engagement, som et universitet er baseret på.
I betragtning af hvor lidt meningsfuld debat der er om disse spørgsmål i politik (hvor republikanere og demokrater, uanset hvilke overfladiske forskelle, er tilbøjelige til at være enige om, at USA bør dominere verden) og i nyhedsmedier (hvor mainstream-journalister sjældent vover sig uden for det ideologiske rammer sat af disse politikere), er universiteterne afgørende rum for disse samtaler. De kaskadende politiske, økonomiske og økologiske kriser, vi står over for i dag, gør det vigtigere end nogensinde før, at offentligt støttede universiteter ikke kun tolererer, men opmuntrer til kritik af koncentreret rigdom og magt.
Robert Jensen er professor ved School of Journalism ved University of Texas i Austin og bestyrelsesmedlem i Third Coast Activist Resource Center i Austin. Hans seneste bøger er Argumenterer for vores liv: En brugervejledning til konstruktiv dialog, http://www.amazon.com/Arguing-Our-Lives-Constructive-Dialog/dp/0872865738/ref=sr_1_10?s=books&ie=UTF8&qid=1361912779&sr=1-10og Vi er alle apokalyptiske nu: Om ansvaret for at undervise, forkynde, rapportere, skrive og tale ud,http://www.amazon.com/Are-All-Apocalyptic-Now-Responsibilities/dp/148195847X/ref=pd_sim_b_1.
Jensen er også forfatter til Alle mine knogler ryster: Søger en progressiv vej til den profetiske stemme, (Soft Skull Press, 2009); Kom væk: Pornografi og slutningen af maskulinitet (South End Press, 2007); Hvidhedens hjerte: Konfrontation med race, racisme og hvidt privilegium (Byens lys, 2005); Citizens of the Empire: The Struggle to Claim Our Humanity (Byens lys, 2004); og At skrive dissens: At tage radikale ideer fra marginerne til mainstream (Peter Lang, 2002). Jensen er også co-producer på dokumentarfilmen "Abe Osheroff: One Foot in the Grave, the Other Still Dancing" (Media Education Foundation, 2009), som fortæller om den mangeårige radikale aktivists liv og filosofi.
Jensen kan træffes på [e-mail beskyttet] og hans artikler kan findes online på http://robertwjensen.org/. For at tilmelde dig en e-mail-liste for at modtage artikler af Jensen, gå tilhttp://www.thirdcoastactivist.org/jensenupdates-info.html. Twitter: @jensenrobertw.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner
1 Kommentar
Bob,
Tak for denne vigtige sandhedsfortælling. Godt klaret.
Gary