Mens krigen i Syrien fortsætter med at trække flere kræfter udefra, fortsætter arbejdet med at finde en politisk løsning på denne fem år gamle konflikt. I den forgangne uge blev der arrangeret ikke mindre end tre separate konferencer af forskellige klynger af oppositionsgrupper. Der blev afholdt konferencer tre steder: Damaskus, Dêrîk – en by i den kurdisk-kontrollerede nordlige del af Syrien – og henholdsvis Riyadh, den saudiske hovedstad.
Da Damaskus-konferencen i vid udstrækning blev anset for at være en fup, organiseret med tilladelse og under fast kontrol af Assad-regimet, og konferencen i Dêrîk næsten blev ignoreret af de internationale medier, var verdens øjne rettet mod forløbet i Riyadh.
Konferencen i den saudiske hovedstad blev sponsoreret af en række internationale allierede til de forskellige stridende fraktioner inde i Syrien. Det tilsigtede resultat var at forene den syriske opposition, så den kunne præsentere en fælles front i de kommende forhandlinger med regimet, som bestemt af Wien-forhandlingerne i november.
Bemærkelsesværdigt nok var der kun lidt opmærksomhed på konferencen i Dêrîk - kaldet "Den Demokratiske Syrien-kongres" - arrangeret af syrisk-kurdiske grupper og deres allierede. Denne konference samlede mere end hundrede delegerede, der repræsenterede religiøse og etniske grupper fra hele Syrien, med en vigtig rolle forbeholdt kvinde- og ungdomsorganisationer. Det var den første fredskonference af sin art, der blev organiseret i oppositionskontrolleret territorium inde i Syrien – et faktum, der langt hen ad vejen peger på betydningen af denne særlige begivenhed. I modsætning til den i Riyadh, var dette en konference af syrere og for syrere, der ikke var kontrolleret af dagsordener fra magtfulde internationale allierede eller hindret af nogle af dens deltageres dogmatiske synspunkter.
Riyadh-konferencen blev overværet af politiske organer såsom den nationale koalition for syriske revolutionære og oppositionsstyrker og den nationale koordinationskomité for demokratisk forandring, såvel som oprørsfraktioner som Jaysh al-Islam, Sydfronten og Ahrar al-Sham, en salafistisk gruppe, der kæmper i alliance med den Al Qaeda-forbundne Al Nusra Front.
Sigende, den New York Times rapporteret at ordet "demokrati" i den endelige udtalelse fra Riyadh-konferencen blev udeladt på grund af indvendinger fra islamistiske delegerede og erstattet med "demokratisk mekanisme" i stedet for.
I modsætning hertil endelig beslutning præsenteret på Den Demokratiske Syrien-kongres i Dêrîk understregede de delegeredes engagement i demokrati, social pluralisme og national enhed. Det bekræftede deltagernes beslutsomhed "at danne en demokratisk forfatning for at muliggøre løsninger på den syriske krise gennem demokratisk, fredelig diskussion, dialog og samtaler; … at afholde frie og demokratiske valg, der kræves af den nuværende proces i Syrien; [og] for at sikre alle syriske folks tro, kultur og identitet."
Derîk-konferencen så også etableringen af den Demokratiske Syriske Forsamling, som vil fungere som den politiske repræsentation af de nydannede Syrian Democratic Forces (SDF). SDF er en kurdisk-domineret koalition af oprørsfraktioner, herunder arabiske, syriske, turkmenske og yezidi-styrker. I de seneste måneder har SDF vist sig at være ISIS’ mest formidable fjende og den internationale koalitions mest pålidelige allierede i kampen mod terrororganisationen.
Det kan derfor komme som en overraskelse, at hverken SDF eller andre kurdiske organisationer var inviteret til Riyadh-konferencen. Som en fraktion, der kontrollerer et område mange gange så stort som det, der er under kontrol af den nationale koalition – eller enhver anden oprørsgruppe for den sags skyld – og som har været i stand til at hævde en række sejre mod ISIS, burde den naturligvis spille en rolle i enhver post-Assad, post-ISIS fremtidsplan for Syrien.
Kurdernes fravær i Riyadh har alt at gøre med Tyrkiets position i den syriske konflikt. Fra det tyrkiske perspektiv udgør kurderne i Syrien en større trussel mod landets nationale sikkerhed end ISIS.
Tyrkiet frygter, at etableringen af de autonome regioner eller "kantoner" i de kurdiske dele af det nordlige Syrien kan inspirere dets hjemlige kurdiske befolkning til at forfølge et lignende mål. Det faktum, at Det Demokratiske Unions Parti (PYD), som er det mest magtfulde politiske organ i regionen, er en søsterorganisation til Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har ført et 35-årigt oprør mod den tyrkiske stat, føjer kun spot til skade.
I en kommentar til Riyadh-konferencen udtalte PYD-medformand Saleh Moslem, at "den ikke tager hensyn til den nuværende politiske og militære virkelighed i Syrien og regionen, som de mest aktive og dynamiske aktører og repræsentanter for den faktiske syriske oppositionshavn" ikke blevet inviteret. Under disse omstændigheder vil sådanne møder ikke have nogen alvor."
Inden det overhovedet startede, var den usikre alliance, der blev dannet i Riyadh, allerede på randen af sammenbrud. Ahrar al-Sham truede med at trække sig ud af forhandlingerne og fordømte tilstedeværelsen af "pro-Assad-styrker" og anså den endelige udtalelse for "ikke islamisk nok."
Målet om at bringe alle de forskellige oppositionsfraktioner til bordet, at udforske fælles fodslag og at danne en fælles front mod Assad-regimet er et ædelt mål. Desværre er det dømt til at mislykkes, når alliancen forsømmer at afspejle virkeligheden på stedet såvel som det syriske folks vilje.
Når det blot er resultatet af eksterne parter, der presser deres dagsordener for personlige fordele – hvad enten det er for at styrke de lokale allieredes position på stedet, at hindre den kurdiske autonome administrations indsats eller at undersøge mulighederne for forhandlinger med Assad for at være i stand til at fokusere al energi på at ødelægge ISIS – enhver alliance vil være for svag til at modstå tidens tand, endsige krigens prøve.
I denne henseende kan konferencen i Dêrîk, på trods af manglen på international opmærksomhed, faktisk afløse den i Riyadh med hensyn til vigtighed. På trods af den stigende inddragelse af kræfter udefra, diplomatisk, politisk og, vigtigst af alt, militært, skal enhver reel løsning på krisen i Syrien initieres af det syriske folk, ikke af nogen ekstern magt.
Den Demokratiske Syrien-kongres i Dêrîk har vist, at der ikke kun er en vilje til at arbejde hen imod fred, men at der også er en infrastruktur på plads, en platform, hvor de første, forsigtige skridt mod en fredelig fremtid og et "alternativt demokratisk system sigter ved forandring” er foretaget.
Joris Leverink er forfatter og politisk analytiker baseret i Istanbul. Han er redaktør for ROAR Magazine og klummeskribent for TeleSUR English, hvor han ofte rapporterer om tyrkisk og regional politik.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner