Denne 21. runde af FN's Partskonference (COP21) håber på en aftale om at reducere udledningen af drivhusgasser for at holde den globale temperaturstigning til 2 grader Celsius over det præindustrielle niveau. Det er et ambitiøst mål, som af nogle hånes som idealistisk, men der er intet galt med ambitioner forbundet med idealer. Alligevel skal målene også være realistiske, i overensstemmelse med fysikkens og kemiens love og ærlige om mulighederne inden for og de hindringer, der skabes af verdens økonomiske og politiske systemer.
Her er en af de hårdeste dele af de realiteter, vi skal kæmpe med: Selv hvis ledere producerer en seriøs aftale med håndhævelsesmekanismer, vil vi ikke leve i den samme slags verden, som folk skabte de sociale systemer i. Konsekvenserne af menneskelig hensynsløshed definerer vores fremtid.
Selv hvis løfter om emissionsreduktioner, som diskuteres af verdens ledere, skulle blive opnået, vil vi se potentielt katastrofal global opvarmning i slutningen af dette århundrede, og sandsynligvis langt tidligere. Det videnskabelige samfunds konsensus om klimaændringer omfatter ikke kun modeller om, hvad der sandsynligvis vil ske, hvis vi ikke begrænser emissionerne, men omfanget af opvarmningen, der allerede er låst fast af tidligere emissioner, og de intensiverende virkninger af klimafeedback-sløjfer.
Og klimaforstyrrelser er kun en del af historien om økologisk nedbrydning. Forudsigelser er en fjols, men se på ethvert kritisk mål for sundheden i økosfæren, som vores liv afhænger af - grundvandsudtømning, tab af muldjord, kemisk forurening, øget toksicitet i vores egen krop, antallet og størrelsen af "døde zoner" i havene, accelererende udryddelse af arter og reduktion af biodiversiteten – og stil et enkelt spørgsmål: Er vi på vej i den rigtige retning?
Uanset om vi ønsker at konfrontere noget af dette politisk eller ej, har mange mennesker i det mindste en visceral fornemmelse af, hvad der kommer. Hvis vi ønsker at begynde at forme en livlig fremtid, bør vi begynde at sørge, kollektivt, over det, vi har mistet og sandsynligvis vil miste. Sorg er ikke overgivelse, men en accept af det, der ikke kan ændres, og en forpligtelse til det, der kan opnås, inden for de grænser, som økosfæren sætter. Vi forstår vigtigheden af en sådan sorg i personlige sammenhænge, når vi mister vores kære, og nu skal vi anvende det på planeten sammen.
Min ven Jim Koplin var den første person, jeg kendte, som havde stået over for disse realiteter for årtier siden, længe før disse kriser var hovednyheder. Jim blev radikaliseret af de sociale bevægelser i 1960'erne og formet af sine landlige rødder i snavset på den gård fra depressionstiden, hvor han blev født. Da han fokuserede på social retfærdighed og kritiserede dominans/underordningsdynamikken i hjertet af udnyttelse inden for den menneskelige familie, blev han mere og mere bekymret over virkningerne af menneskers forsøg på at dominere den større levende verden.
Fordi han nægtede at vende sig væk fra virkeligheden, betroede Jim senere i sit liv sine venner: "Jeg vågner hver morgen i en tilstand af dyb sorg."
Jim var ikke utilfreds med sit liv eller deprimeret. Hans sorg, ikke kun over mennesker, der lider, men også over ødelæggelsen af verdens levende systemer, førte ham ikke til at trække sig tilbage. Indtil han døde som 79-årig, var Jim aktivt engageret i politiske projekter, offentlig uddannelsesindsats og samfundsorganisering. Hans evne til at se svære sandheder i øjnene var en kilde til styrke og så vigtig for mig, at jeg efter hans død skrev en bog om ham, Plain Radical, og tilbød hans visdom til dem, der aldrig mødte ham.
Jim hjalp mig med at forstå, at der ikke er nogen løsninger på flere, kaskadende økologiske kriser, hvis vi insisterer på at opretholde den højenergi-/højteknologiske eksistens, der leves i store dele af den industrialiserede verden (og ønsket af mange, der i øjeblikket er udelukket fra den). Selv mange hårdtsindede aktivister, der er villige til at udfordre uretfærdige koncentrationer af rigdom og magt, er tilbageholdende med at give slip på en forpligtelse til denne såkaldte "livsstil", som ikke har frembragt en livskultur, men en slags dødskult, et samfund, der værdsætter billige fornøjelser og billigt legetøj mere end sunde mennesker og en sund planet.
Når vi nægter at sørge over det, der forgår, er der større sandsynlighed for, at vi klamrer os irrationelt til måder at leve på, som ikke kan opretholdes. Når vi ikke kan erkende den dybe sorg over det tabte, stræber vi efter at skjule os fra tabets virkelighed og fastholde illusionen om, at vi kan fortsætte på denne kurs. Derfor bør en kollektiv sorgproces være en prioritet for os alle, og hjælpe os med at give slip på vrangforestillingen om, at vi kan opretholde uholdbare systemer.
De teknologiske fundamentalister – dem, der tror på, at vi kan trodse alle grænser og opfinde vores vej ud af enhver krise – vil fortælle os, at vi skal bruge vores fantasi. Jeg er enig, men vores opgave er ikke at forestille os en narcissistisk science-fiction-fremtid. En anstændig menneskelig fremtid – måske overhovedet muligheden for en menneskelig fremtid – afhænger af vores evne til at forestille os et nyt forhold til den større levende verden.
Robert Jensen er professor ved School of Journalism ved University of Texas i Austin og bestyrelsesmedlem i Third Coast Activist Resource Center i Austin. Han er forfatter til Plain Radical: Living, Loving, and Learning to Leave the Planet Gracefully (Counterpoint/Soft Skull, 2015). Jensens andre bøger omfatter Arguing for Our Lives: A User's Guide to Constructive Dialogue (City Lights, 2013); All My Bones Shake: Søger en progressiv vej til den profetiske stemme, (Soft Skull Press, 2009); Getting Off: Pornography and the End of Masculinity (South End Press, 2007); The Heart of Whiteness: Confronting Race, Racisme and White Privilege (City Lights, 2005); Citizens of the Empire: The Struggle to Claim Our Humanity (City Lights, 2004); og at skrive dissens: at tage radikale ideer fra marginerne til mainstream (Peter Lang, 2002). Jensen er også co-producer på dokumentarfilmen "Abe Osheroff: One Foot in the Grave, the Other Still Dancing" (Media Education Foundation, 2009), som fortæller om den mangeårige radikale aktivists liv og filosofi.
Jensen kan træffes på [e-mail beskyttet] og hans artikler kan findes online på http://robertwjensen.org/. Gå til http://www.thirdcoastactivist.org/jensenupdates-info.html for at tilmelde dig en e-mail-liste for at modtage artikler af Jensen. Twitter: @jensenrobertw.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner