International handel kan spille en stor rolle i fremme af økonomisk udvikling og afhjælpning af fattigdom. Vi anerkender behovet for, at alle vores folk drager fordel af de øgede muligheder og velfærdsgevinster, som det multilaterale handelssystem genererer. Størstedelen af WTO-medlemmer er udviklingslande. Vi søger at sætte deres behov og interesser i centrum af det arbejdsprogram, der er vedtaget i denne erklæring.
— Doha Verdenshandelsorganisationens ministererklæring, 14. november 2001
Med disse ord begyndte WTO-forhandlingsrunden for syv år siden. Er økonomisk udvikling, bekæmpelse af fattigdom, alle vores folks behov, de øgede muligheder for udviklingslandene i virkeligheden i centrum for de aktuelle forhandlinger i WTO?
Først må jeg sige, at hvis det var tilfældet, burde alle 153 medlemslande og især det store flertal af udviklingslande være hovedaktørerne i WTO-forhandlingerne. Men det, vi ser, er, at en håndfuld 35 lande inviteres af generaldirektøren til uformelle møder, så de kommer væsentligt videre i forhandlingerne og forbereder aftalerne i denne WTO-"udviklingsrunde".
WTO-forhandlingerne er blevet til en kamp fra de udviklede lande om at åbne markeder i udviklingslandene for at favorisere deres store virksomheder.
Landbrugsstøtten i Norden, som hovedsageligt går til landbrugs- og fødevarevirksomheder i USA og Europa, vil ikke kun fortsætte, men vil faktisk stige, som det fremgår af Farm Bill fra 2008[1] i USA. Udviklingslandene vil sænke tolden på deres landbrugsprodukter, mens de reelle subsidier[2], som USA eller EU anvender på deres landbrugsprodukter, ikke vil falde.
Hvad angår industriprodukter i WTO-forhandlingerne, bliver udviklingslandene bedt om at sænke deres toldsatser med 40 % til 60 %, mens de udviklede lande i gennemsnit vil sænke deres toldsatser med 25 % til 33 %.
For lande som Bolivia vil udhulingen af handelspræferencer som følge af den samlede sænkning af toldsatserne have negative virkninger på vores eksports konkurrenceevne.
Anerkendelsen af asymmetrier og den reelle og effektive særbehandling og forskelsbehandling til fordel for udviklingslandene er begrænset og hindret, når den implementeres af udviklede lande.
I forhandlingerne er der et skub i retning af liberalisering af nye servicesektorer i landene, når vi definitivt bør udelukke grundlæggende tjenester inden for uddannelse, sundhed, vand, energi og telekommunikation fra teksten til WTO's generelle aftale om handel med tjenesteydelser. Disse tjenester er menneskerettigheder, som ikke kan være genstand for private kommercielle forbindelser og liberaliseringsregler, der fører til privatisering.
Dereguleringen og privatiseringen af blandt andet finansielle tjenesteydelser er årsagen til den aktuelle globale finanskrise. Yderligere liberalisering af tjenesteydelser vil ikke medføre mere udvikling, men større sandsynlighed for en krise og spekulation i vitale emner såsom fødevarer.
Den intellektuelle ejendomsret, der er etableret af WTO, har mest af alt været til gavn for transnationale selskaber, der monopoliserer patenter, og dermed fordyrer medicin og andre vitale produkter, fremmer privatiseringen og kommercialiseringen af selve livet, som det fremgår af de forskellige patenter på planter, dyr og endda menneskelige gener.
De fattigste lande vil være de største tabere. De økonomiske fremskrivninger af en potentiel WTO-aftale, udført selv af Verdensbanken,[3] indikerer, at de kumulative omkostninger ved tabet af beskæftigelse, restriktionerne for national politikudformning og tabet i toldindtægter vil være større end "gevinsten" fra "Udviklingsrunden".
Efter syv år er WTO-runden forankret i fortiden og forældet med de vigtigste fænomener, vi lever i i øjeblikket: fødevarekrisen, energikrisen, klimaforandringerne og afskaffelsen af kulturel mangfoldighed. Verden forledes til at tro, at en aftale er nødvendig for at løse den globale dagsorden, og denne aftale svarer ikke til den virkelighed. Dens baser er ikke passende til at modstå denne nye globale dagsorden.
Undersøgelser fra FAO peger på, at det med de nuværende kræfter i landbrugsproduktionen er muligt at brødføde 12 milliarder mennesker, med andre ord næsten mere end det dobbelte af verdens nuværende befolkning. Der er dog en fødevarekrise, fordi produktionen ikke er rettet mod menneskers velfærd, men mod markedet, spekulation og rentabilitet hos de store producenter og marketingfolk af fødevarer. For at håndtere fødevarekrisen er det nødvendigt at styrke familie-, bonde- og samfundslandbruget. Udviklingslandene skal genvinde retten til at regulere[4] vores import og eksport for at sikre vores befolkningers fødevareforsyning. Vi er nødt til at stoppe forbrugerisme, spild og luksus. I den fattigste del af kloden dør millioner af mennesker af sult hvert år. I den rigeste del af kloden bruges millioner af dollars på at bekæmpe fedme. Vi forbruger for meget, spilder naturressourcer, og vi producerer det affald, der forurener Moder Jord.
Lande bør prioritere forbruget af det, vi producerer lokalt. Et produkt, der rejser halvdelen rundt i verden for at nå sin skæbne, kan være billigere end andet, der er produceret indenlandsk, men hvis vi tager hensyn til miljøomkostningerne ved at transportere disse varer, energiforbruget og mængden af kulstofemissioner, som det genererer, så kan vi nå frem til, at det er sundere for kloden og for menneskeheden at prioritere forbruget af det, der produceres lokalt.
Udenrigshandel skal være et supplement til den lokale produktion. Vi kan på ingen måde favorisere udenlandske markeder på bekostning af national produktion.
Kapitalismen ønsker at gøre os alle ensartede, så vi bliver til blotte forbrugere. For Norden er der kun én udviklingsmodel, deres. De ensartede modeller for økonomisk udvikling er ledsaget af processer af generaliseret akkulturation for at påtvinge os én enkelt kultur, én enkelt måde, én enkelt måde at tænke og se tingene på. At ødelægge en kultur, at true et folks identitet er den største skade, der kan gøres på menneskeheden.
Respekten og den fredelige og harmoniske komplementaritet mellem de forskellige kulturer og økonomier er afgørende for at redde planeten, menneskeheden og livet.
For at dette i virkeligheden skal være en forhandlingsrunde om udvikling og forankret i nutiden og fremtiden for menneskeheden og planeten, bør den:
· Garantere udviklingslandenes deltagelse i alle WTO-møder og dermed afslutte eksklusive møder i "det grønne rum".[5]
· Gennemføre ægte asymmetriske forhandlinger til fordel for udviklingslande, hvor de udviklede lande giver effektive indrømmelser.
· Respektere udviklingslandenes interesser uden at begrænse deres kapacitet til at definere og gennemføre nationale politikker inden for landbrug, industri og tjenesteydelser.
· Effektivt reducere de protektionistiske foranstaltninger og subsidier fra udviklede lande.[6]
· Sikre udviklingslandenes ret til at beskytte deres spæde industrier, så længe det er nødvendigt, på samme måde som industrialiserede lande gjorde tidligere.
· Garantere udviklingslandenes ret til at regulere og definere deres politikker i servicesektoren, eksplicit udelukke basale tjenester fra WTO's almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser.
· Begræns store virksomheders monopoler på intellektuel ejendom, fremme overførsel af teknologi og forbyd patentering af alle former for liv.
· Garantere landenes fødevaresuverænitet og eliminere enhver begrænsning af staternes mulighed for at regulere fødevareeksport og -import.
· Vedtage foranstaltninger, der bidrager til at begrænse forbrugerisme, spild af naturressourcer, eliminering af drivhusgasser og skabelse af affald, der skader Moder Jord.
I det 21. århundrede kan en "Udviklingsrunde" ikke længere handle om "frihandel", men den skal snarere fremme en slags handel, der bidrager til ligevægten mellem lande, regioner og moder natur, og etablere indikatorer, der giver mulighed for en evaluering og korrektion af handelsregler med hensyn til bæredygtig udvikling.
Vi, regeringerne, har et enormt ansvar over for vores folk. Aftaler som dem i WTO skal være almindeligt kendte og debatteret af alle borgere og ikke kun af ministre, forretningsmænd og "eksperter". Vi, verdens befolkninger, må holde op med at være passive ofre for disse forhandlinger og blive til hovedaktører i vores nutid og fremtid.
Evo Morales Ayma
Bolivias præsident
[1] Farm Bill fra 2008 blev godkendt den 22. maj af den amerikanske kongres. Den tillader udgifter, der inkluderer subsidier til landbruget på op til 307 milliarder dollars på 5 år. Af disse vil der være cirka 208 milliarder dollars, der kan bruges på madprogrammer.
[2] Den nuværende tekst i landbruget foreslår en reduktion af amerikanske subsidier med et interval på mellem 13 og 16.4 milliarder dollars om året. Men de reelle subsidier, der faktisk vil gælde for USA, er på cirka 7 milliarder dollars om året. På den anden side tilbyder EU i WTO-forhandlingerne den reform, som den gennemførte i 2003 af sin fælles landbrugspolitik (CAP), uden at foreslå yderligere åbning.
[3] Udviklingslandene har kun lidt at vinde i WTO-runden: de forventede gevinster er på 0.2 % for disse lande, reduktionen af verdens fattigdom er på 2.5 millioner (mindre end 1 % af verdens fattige) og tabene som følge af tab. toldindtægterne vil være på mindst 63 milliarder dollars. (Anderson, Martin og van der Mensbrugghe, "Marked and Welfare Impplications of Doha Reform Scenarios," i Agricultural Trade Reform and the Doha Development Agenda, Anderson og Martin, Verdensbanken i Back to the Drawing Board: No Basis for Conclusion the Doha Round of Negotiations" af Kevin P. Gallagher og Timothy A. Wise, RIS Policy Brief #36).
[4] Denne forordning skal omfatte retten til at indføre skatter på eksport, til at sænke toldsatserne for at begunstige import, forbyde eksport, subsidiere indenlandsk produktion, fastlægge prisintervaller og kort sagt enhver foranstaltning, der, givet hvert udviklingslands virkelighed, passer bedre til formålet med at sikre befolkningens fødevareforsyning.
[5] Green Room-møderne er navnet på de uformelle forhandlingsmøder i WTO, hvor en gruppe på 35 lande udvalgt af generaldirektøren deltager.
[6] En reel nedskæring af landbrugssubsidierne i USA ville skulle reducere dem til mindre end 7 milliarder dollars om året.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner