Perioden efter 1991
Efter Jugoslaviens opløsning i 1991 stod den græske offentlige mening ansigt til ansigt med en bitter virkelighed. Det "Socialistiske Republik Makedonien", en af de fødererede stater i den tidligere jugoslaviske føderative republik, søgte international anerkendelse under navnet"Republik MakedonienSiden dens oprettelse i 1945, hvor den blev omdøbt fra Vardarska Banovina til "Folkerepublikken Makedonien" (og derefter til SRM), og så længe det var en del af Jugoslavien, var det muligt for græske myndigheder at vende det blinde øje til selve dets eksistens. Græske regeringer, under NATO-direktiver, valgte kollektivt ikke at sætte spørgsmålstegn ved Titos påstande om Makedonien. Hans trodsige holdning over for Stalin og USSR gjorde ham til en NATO-favorit i regionen. Desuden som Kofos stater [1], "På det politiske plan delte på hinanden følgende græske regeringer i årtierne efter borgerkrigen den opfattelse, at Jugoslavien var en nyttig bufferstat i udkanten af den sovjetdominerede kommunistiske verden. På trods af hyppige irritationer fra lokalregeringen, pressen og radioen i Skopje, havde Athen aldrig rejst nogen indvendinger mod de forfatningsmæssige rammer for FSR i Jugoslavien, og det havde heller aldrig stillet spørgsmålstegn ved dens interne administrative struktur i føderative republikker. Faktisk fortsatte et græsk generalkonsulat med at fungere i Skopje og holdt sig normalt de facto forbindelser med myndighederne i republikken, selvom det officielt var akkrediteret til den føderale regering i Beograd. På den anden side afviste den officielle græske politik, støttet af alle større græske politiske partier, eksistensen af en "makedonsk" nation. Denne benægtelse afviste dog ikke eksistensen af et separat slavisk folk i SRM, men gjorde indsigelse mod dets makedonske navn, som blev betragtet som en bestanddel af den græske kulturarv.[2]" og så: "før midten af 1980'erne, med undtagelse af lejlighedsvise opblussen i pressen, var der ringe seriøs debat i Grækenland om de forskellige aspekter af det makedonske spørgsmål. Enhver diskussion, der fandt sted, var begrænset til et begrænset antal akademikere, journalister og politikere, hovedsageligt centreret i Thessaloniki."
Den græske håndtering
Men alt det arrangement brød sammen, og Grækenland befandt sig ved siden af en nabo, hvis indbyggere var blevet opdraget som "makedonere" (Makedonci) i mere end fire årtier. Den oprindelige refleksive og enstemmige reaktion fra de græske politiske partier var kraftigt at modsætte sig anmodningen fra den nyligt uafhængige stat: ingen stat uden for Grækenland kunne bære navnet Makedonien eller dets derivater. Denne holdning stod imidlertid i skarp kontrast til de tidligere årtiers forsømmelse. Ikke meget senere blev forskellige tilgange vedtaget inden for den konservative regering nyt Demokrati parti; Udenrigsminister Antonis Samaras valgte et ikke-kompromis, mens premierminister Constantinos Mitsotakis søgte en kompromitterende løsning. Det maksimalistiske, "ingen Makedonien eller dets afledte"-syn blev udnyttet af det store oppositionsparti i PASOK, under Andreas Papandreou, som en taktik til at tvinge regeringen ind i en hårdere forhandlingsposition. Den 17. december 1991 udsendte EF/EU's udenrigsministre en erklæring, hvori de bad "for forfatningsmæssige og politiske garantier, der sikrer, at [ansøgerstaten] ikke har nogen territoriale krav over for en tilstødende fællesskabsstat [Grækenland], og at den ikke vil udføre fjendtlige propagandaaktiviteter i forhold til en nabostat, herunder brugen af en pålydende værdi, som indebærer territoriale krav."Den 13. april 1992 mødtes partiledernes råd under republikkens præsident Constantinos Karamanlis (onkel til den nuværende premierminister) og vedtog den maksimalistiske linje (med den eneste undtagelse af kun KKE's Aleka Paparriga). På det tidspunkt blev Samaras afskediget. af Mitsotakis, som selv overtog porteføljen af udenrigsanliggender, men Mitsotakis indtog sig selv den maksimalistiske holdning, der udmanøvrerede både sit partis interne opposition og Papandreous.
Europæisk solidaritet blev bekræftet den 2. maj (Gimaraes) og den 26.-27. juni (Lissabon) af EU-lederne, som erklærede sig rede til at anerkende den nye stat, så længe der var indgået et forlig med Grækenland. Dette var en diplomatisk kvasi-sejr for Grækenland, som så ud til at nå alle sine mål. Krigen i det nordlige Jugoslavien, der rasede i 1992, gav imidlertid præsident Kiro Gligorov mere overbevisende argumenter for at støtte sin egen maksimalistiske holdning: øjeblikkelig anerkendelse ville fremme stabiliteten i regionen. Da han således et år senere anmodede om medlemskab af FN og derved omgik EU-erklæringerne, blev dette givet (afgørelse 817/7.4.1993). Medlemskab var dog under det foreløbige navn "Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien" (FYROM), og på betingelse af, at FYROM ville fjerne "Vergina Sun" (emblem for det antikke makedonske dynasti) fra dets flag.
I maj 1993 fremlagde FN-mæglere Lord Owen og Cyrus Vance et udkast til traktat om afvikling af forskellige
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner