Debatten om den grønne økonomi raser i næste måned i Rio de Janeiro kl International Society for Ecological Economics møder, Cupulo dos Povos alternative folketopmøde, og den FN's Rio+20 Earth Summit. Tilhængere og kritikere af kapitalisme med 'grøn vækst' vil rage hovederne ved at bruge fortællinger om vurderinger af naturen og markedernes effektivitet.
Koger et komplekst argument ned fra hendes bog Økotilstrækkelighed og global retfærdighed, University of Sydney-baseret politisk økolog Ariel Salleh bemærker, hvordan en tredobbelt eksternalisering af omkostninger 'tar form af en udvinding af overskud, både økonomisk og termodynamisk: 1) en social gæld til utilstrækkeligt lønnede arbejdere; 2) en indbygget gæld til kvindelige familieplejere; og 3) en økologisk gæld trukket på naturen som helhed.'
At løse disse problemer kræver som minimum en fuldgyldig omlægning af regnskabet for at smide den fatalt fejlbehæftede BNP-indikator ud og internalisere miljøet og samfundet i den måde, vi vurderer omkostninger og fordele på. Denne øvelse vil logisk set både gå forud for og katalysere en fuldgyldig transformation af finansierings-, udvindings-, produktion-, transport- og distributions-, forbrugs- og bortskaffelsessystemer.
Men det er kun i kampen for transformation, at vi lærer, hvordan magtinstitutioner holder fast i deres privilegier, og hvorfor ægte forandring ikke vil ske ved blot at manipulere med nationalindkomstregnskaber: 'torturere data, indtil de indrømmer', de gamle økonomer ' ordsprog.
Verdensbanken er en sådan institution, til dels fordi manden, der tager ansvaret næste måned, JIM YONG KIM, er en progressiv læge og antropolog. Det er rimeligt at forudsige, at han vil tilføje stil til bankens 'talk venstre, gå til højre' break-dance-repertoire, hvor han kommer med argumenter, der får vores hoveder til at snurre, mens forretningerne fortsætter mere eller mindre som normalt.
Et godt eksempel på miljøreformistisk PR kan findes i den nye bankrapport, Inklusiv grøn vækst. 'Der skal sørges for at sikre, at byer og veje, fabrikker og gårde er designet, forvaltet og reguleret så effektivt som muligt for klogt at bruge naturressourcer og samtidig understøtte den robuste vækst, udviklingslandene stadig har brug for,' argumenterer bankens medarbejdere ledet af Inger Andersen. og Rachel Kyte, for at flytte økonomien 'væk fra suboptimaliteter og øge effektiviteten - og dermed bidrage til kortsigtet vækst - samtidig med at miljøet beskyttes.'
Visse brug af ressourcer er naturligvis ude af grænser for høflig diskussion, da bankens personale ikke tør stille spørgsmålstegn ved finansfolks råvarespekulation, eksportdrevne vækst eller irrationaliteten i så megen international handel, herunder spildt bunkerbrændstof til skibsfarten for ikke at tale om lastbilfragt.
Alligevel kan banken ikke lade være med et øjeblik at indsprøjte en magtvariabel i sin teknikeranalyse: 'At så meget prisfastsættelse i øjeblikket er ineffektiv, tyder på komplekse politiske økonomiske overvejelser. Uanset om det tager form af fortrinsadgang til jord og kredit eller adgang til billig energi og ressourcer, skaber ethvert tilskud sin egen lobby. Store virksomheder (både statsejede og private) har politisk magt og lobbykapacitet. Energiintensive eksportindustrier vil for eksempel lobbye for subsidier for at bevare deres konkurrenceevne.'
Ville banken vove at praktisere, hvad den prædiker om at standse 'ineffektiv' subsidiering, i betragtning af hvordan det forstærker irrationelle magtforhold, når den opretholder verdens største finansieringsportefølje af fossile brændstoffer? Hvornår Inklusiv grøn vækst hævder, at "regeringer skal fokusere på de bredere sociale fordele ved reformer og skal være villige til at stå op mod lobbygrupper", kan vi ikke glemme bankens egen største projektkredit nogensinde, der blev givet for blot to år siden. Lånet på 3.75 milliarder dollar til et 4800 MW kulfyret kraftværk ('Medupi') var ifølge den afgående bankpræsident Robert Zoellick og hans kolleger rettet mod at hjælpe fattige sydafrikanere.
I virkeligheden er fordelene overvældende for minehuse, som får verdens billigste elektricitet (omkring 0.02 USD/kWh). Omkostningerne til Medupi og dets efterfølger Kusile bæres ikke kun af alle, der vil lide under klimaændringer (inklusive en anslået yderligere 180 millioner døde afrikanere dette århundrede). Alle sydafrikanere mister adgang til elektricitet gennem afbrydelser og som følge heraf engagerer sig i verdens førende satser for samfundsprotester fordi for at betale for Medupi og Kusile har prisstigningerne over de seneste fire år oversteget 100 procent.
Bankens Inklusiv grøn vækst argumenter vender altid tilbage til profitincitamenter: 'Hvis miljøet betragtes som produktiv kapital, giver det mening at investere i det, og miljøpolitikker kan betragtes som investering.'
Natur-som-kapital-fortællingen hælder faretruende tæt på den maniske positionering af tidligere bankembedsmænd Larry Summers og Lant Pritchett, som i 1991 skrev deres berygtede notat som forberedelse til den oprindelige Rio-konference: 'Den økonomiske logik i at dumpe en masse giftigt affald på det laveste lønningsland er upåklagelig, og det bør vi se i øjnene.'
At stå i øjnene med eksternaliteter fra forurening er vildledende simpelt i bankens allerede eksisterende neoliberale fortælling om at løse et markedsproblem med en markedsløsning. For eksempel: 'Mangel på ejendomsrettigheder i havet har ført til overfiskning – i nogle tilfælde med ødelæggende resultater. Brugen af individuelle omsættelige kvoter kan rette op på dette markedssvigt og øge både produktionen og beskæftigelsen i fiskeindustrien.'
Bankens banale tilbagevenden til omsættelige kvoter – også kendt som cap-and-trade – er mest ekstrem på drivhusgasmarkederne, hvor dens forfattere undlader at anerkende dybe fejl, der har styrtet prisen på et ton kulstof fra €35 til €7 de sidste seks år. Banken, som subsidierer COXNUMX-handel, nævner kun nogle få, der angiveligt kan løses, designproblemer fra EU's emissionshandelsordning. Den ignorerer den dybere kritik af COXNUMX-markeder udviklet, for eksempel i vores nye rapport, "CDM'er kan ikke levere pengene til Afrika".
Her er dog en utilsigtet konsekvens af bank-tænk: Hvis man indregner, hvad det betegner som "naturkapital" i nationalregnskabet, finder man ud af, at når ikke-fornybare ressourcer graves ud af jorden, burde der logisk set være en betalingskort mod ægte nationale besparelser (dvs. et fald i et lands naturkapital) i stedet for blot en kortvarig kredit til BNP.
Således i mange situationer det bliver logisk at efterlade ressourcer i jorden (helligbrøde!), især i Afrika syd for Sahara, fordi siden råvareboomet begyndte i begyndelsen af 2000'erne, ifølge en anden nylig bankrapport (Nationernes skiftende rigdom), har min hjemregion lidt under negative ægte besparelser – 'plyndring' – hovedsageligt på grund af ikke-vedvarende ressourceforfald i forbindelse med ressourceforbandet neokolonial politik.
Jeg har haft dette argument med bankens dogmatiske cheføkonom i Afrika, Shanta Devarajan, og behøver ikke gentage det. Lad os i stedet vende tilbage fra Bank-babble for at lytte til dem i basen med mere dybtgående indsigt:
· Via Campesina verdens landmandsbevægelse;
· den Rio-baserede FASE Center for miljøretfærdighed og -rettigheder;
· det 'ETC Group ' der kritiserer techno-fixes;
· feminister fra World Rainforest Movement;
· Tyske solidaritetsaktivister i BUKOOg
· og Dhaka-erklæringen fra South Asia Women's Network, som fortjener det sidste ord:
'I dag taler de, der har skabt den økologiske krise, om den grønne økonomi. For dem betyder den grønne økonomi at tilegne sig de resterende ressourcer på planeten til profit - fra frø og biodiversitet til jord og vand samt vores færdigheder, såsom de miljøtjenester, vi leverer. For os kan privatiseringen og kommersificeringen af naturen, hendes arter, hendes økosystemer og hendes økosystemtjenester ikke være en del af en grøn økonomi, for en sådan tilgang kan ikke tage hensyn til vores traditioner. Jordens ressourcer er til alles velfærd, ikke profitten for nogle få.'
Patrick Bond instruerer University of KwaZulu-Natal Center for Civilsamfund. Dette dukkede oprindeligt op kl TripleCrisis blog: http://triplecrisis.com/inclusive-green-growth-or-extractive-greenwashed-decay/#more-6011