Kilde: The Independent
As Taliban kæmpere kommer ind Kabul, alle fra den amerikanske regering til lokale politifolk søger at nå frem til en aftale med de nye herskere i afghanistan. Alternativt ønsker de at flygte ud af landet hurtigst muligt.
Den afghanske regering blev i weekenden enige om en overgangsregering, som vil undgå et direkte Taliban-militærangreb på hovedstaden, hvilket muliggør en fredelig overførsel af magt. I starten af denne overgang kan det i hvert fald være i interessen for Taliban at vise et moderat ansigt og ikke vække modstand herhjemme eller i udlandet ved offentlige henrettelser og tæsk.
Som afghanerne ser det, indledte præsident Donald Trump en række ensidige aftaler til fordel for Taleban i 2020, en tilgang bekræftet af præsident Joe Biden i sin tale den 14. april i år. Han erklærede, at den endelige amerikanske tilbagetrækning ville være afsluttet ved 20-årsdagen for 9/11, hvad der end måtte ske.
Ved at fastlægge en så fast dato forudså Biden åbenbart ikke, at han havde sat bolden i gang for den fuldstændige opløsning af anti-Taliban-styrkerne fire måneder senere. Ved at fremhæve umiddelbarheden og fuldstændigheden af den amerikanske militærtilbagetrækning ønskede Det Hvide Hus sandsynligvis at vinde ære blandt amerikanske vælgere, som er blevet mere og mere fjendtlige over for USA's involvering i udenlandske krige. Den sandsynlige rystende virkning i Afghanistan af Bidens meddelelse fik for lidt opmærksomhed.
Mange afghanere mente, at hvis amerikanerne nåede til en aftale med Taleban, så skulle de ikke være langt bagud – hvis de ville maksimere deres chancer for personlig overlevelse. "Folk begyndte at spørge, hvorfor de skulle dø for en tabt sag og ikke nå til enighed med Taleban, som amerikanerne lige havde gjort," siger en afghansk observatør.
Hun påpeger, at Taliban-krigere ikke mødte nogen militær modstand, da de fejede gennem det traditionelt anti-Taliban nord for landet. I provinser domineret af tadsjikiske, usbekiske og hazara-samfund mødte Taliban, som i vid udstrækning kommer fra det pashtunske samfund i det sydlige Afghanistan, ingen væbnet modstand. Alligevel var denne region før 2001 hjertet af anti-Taliban Northern Alliance. "Det er klart, at de lokale ledere og tidligere krigsherrer i Nordalliancen nåede deres egne aftaler med Taliban og nægtede at samles til regeringens side," siger observatøren.
Hærens officerer forlod militære fæstninger, de havde holdt i to årtier, mens byer og byer overgav sig uden kamp, den seneste var Jalalabad i den østlige del af landet. "Jeg har taget min uniform af og gemt den," siger Najib, en 35-årig politibetjent i Jalalabad, som faldt i lørdags. Talibans hvide flag spirede overalt i byen, da de tog over med knap et skud, der blev affyret.
Najib siger i en besked til en ven i Europa vist til The Independent at han håber, at Taleban vil holde fast ved deres løfte "om ikke at skade nogen, der ikke gjorde modstand mod dem". Som mange afghanere i sikkerhedsstyrkerne havde Najib i sidste uge, da by efter by faldt uden kamp, besluttet, at Taliban havde vundet krigen.
Overalt i Afghanistan forsøger bange individer og familier desperat at beregne, hvordan de enten kan overleve eller undslippe det nye regime. Mange vil gerne flygte ud af landet, men ved ikke, hvordan de ville gøre det, eller hvor de kunne tage hen.
I byen Herat, i det yderste vestlige af Afghanistan tæt på den iranske grænse, siger en velhavende forretningsmand ved navn Farid i en anden besked til en ven, at "i de sidste tre dage har vi gemt os i vores kælder. Vi ved ikke, hvad Taliban vil gøre. Vi har mad nok for nu, men snart bliver vi nødt til at gå uden for vores hus til markedet.”
Familien havde de seneste år tænkt på at forlade Herat, men valget var ikke nemt. Byen var forholdsvis fredelig, og de ejede ejendom der samt indbringende pistacie- og mandelplantager. Farid overvejede at bygge et privathospital, hvor hans to lægeuddannede døtre kunne arbejde som læger, men han opgav ideen, da sikkerheden blev forværret i de sidste par år.
I stedet tog han og hans familie til Istanbul i seks måneder, men Covid-19-restriktioner gjorde levevilkårene der vanskelige, og de tog tilbage til Herat, hvor de nu er fanget i deres kælder.
Andre, der tidligere havde afvist tanken om at forlade Afghanistan, ønsker nu at komme ud. Mustapha, fætter til en canadisk statsborger, havde engang været oversætter, men blev på grund af mangel på arbejde tvunget til at være taxachauffør i Kabul. Alligevel sagde han, at han var glad i Afghanistan – indtil de sidste par dage da han sendte en besked til sin fætter og sagde, at han ville "spørge om mulighederne for at få et canadisk visum [Canada har tilbudt at tage imod 20,000 afghanske flygtninge]".
Kvinder i Kabul er ikke i tvivl om, at de går en dyster og forværret fremtid i møde. Mursal, en filmskaber og freelancejournalist, siger, at under Taleban "vil der ikke være nogen respekt for kvinder, kultur eller film, og ingen måde at fortsætte med at arbejde på". Najmia, en ældre kvinde og en lærer, der havde erfaring med Taleban-styret for 20 år siden, siger: "Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle stoppe med at undervise igen, men det ser ud til at være tilfældet." Hun spørger ligeledes, om det ikke er for sent at få et opholdsvisum for at bo uden for landet.
Ikke alle sidder fast i Afghanistan. Fru Abadi, en britisk statsborger født i Iran, som arbejder for en NGO, siger, at "det er trist, at så mange ønsker at rejse, især hvis de har døtre. Hvilket rod har USA efterladt! Hun planlægger selv at tage til Iran for en tid, men har tænkt sig at vende tilbage, når situationen er afklaret. Hun kunne vente længe.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner