Tanya Reinhart
In
Sharm-al-Sheikh-topmødet i sidste uge, fik Barak fra USA sit grønt lys til
slagte. For at dømme efter de israelske medier, er det, vi har set indtil videre, blot
optakt. "Det vigtigste kommer i midten af næste uge,
når...Israel bliver nødt til at overveje at tage initiativet i stedet for blot
reagere på begivenheder". ('Haaretz', Amos Harel, 19.00. okt.)
Bits
og dele af "initiativet" er blevet afsløret: Det omfatter
at komme ind i PA-områder "for at konfiskere våben", og 'uundgåelig' luft
razziaer. Der tales om det palæstinensiske Kosovo, med 2000-3000
Palæstinensere døde. Som sædvanlig lægges skylden for denne slagtning på forhånd
Arafat, som ifølge historien ønsker, at hans folk skal slagtes, for at vinde
international sympati.
En anden
aspekt af det, der planlægges, er allerede begyndt, med meget lidt dækning,
under den rolige titel 'evakuering'. Palæstinensiske indbyggere i 'områder af
konflikt' nær jødiske bosættelser er blevet kaldt til at evakuere deres hjem
"til deres egen beskyttelse". Indtil videre er dette sket i el-Bireh (7.10),
Beit-Jallah (18.10) og Askar-flygtningelejren nær Nablus (19.10). Og dette er
kun begyndelsen. Med mere direkte ord – overførsel under påskud af krig.
militære forberedelser og træning til det israelske angreb er allerede startet
i juni, da Barak første gang informerede israelske medier om, at "der er en fare for
en palæstinensisk urolighed, efter forbillede fra det sydlige Libanon". Men at få
der var det først nødvendigt at manifestere Baraks hidtil usete iver efter
fred. Modellen blev øvet på Syrien tidligere på året: Intensiv "fred
samtaler", i slutningen af hvilke Barak erklærede, at der ikke er nogen partner til
fred. Camp Davids "fredsrunde" var tilstrækkelig til at overbevise
lydige israelske medier, at det samme gælder palæstinenserne. Alt det var
stadig nødvendig var amerikansk godkendelse.
US
GODKENDELSE
Til
tre uger nu har Barak trukket fuld henrettelse og ventet på USA's green
lys. Som rapporteret i begyndelsen af oktober, "er den israelske premierminister Ehud Barak
appellerer til USA om godkendelse af en massiv offensiv mod
Libanon og Den Palæstinensiske Myndighed. Indtil videre har USA appelleret til
Barak for mere tid" (World Tribune, 9. oktober).
We
kan være blevet narret til at tro, at han ikke får amerikansk godkendelse denne gang. Der er så
megen modstand mod Israels handlinger i hele verden. Den arabiske verden er
stormer med demonstrationer. De amerikanske ambassader måtte lukke midlertidigt, og den
Yemen-eksplosionen var en indikation af den brændende jord.
USA var først forsigtig - ikke engang den sædvanlige nedlæggelse af veto fra sikkerhedsrådet
løsning. CNN - Det Hvide Hus' mest direkte seismograf - forrådte
tøven. Der var en uge, hvor skarp kritik af Israel blev lukket ind
deres nyheder, sammen med standard pro-israelsk propaganda, og endda Edward Said
fik et interview i fuld længde, sandsynligvis for første gang i CNN's historie. Men
ikke mere! – De tre ugers overvejelser endte med grønt lys.
Intensivt diplomati af trusler og løfter overbeviste USA om, at araberen
Man kan stadig stole på regimer til at modstå deres folks pres. De forventer
topmødet i den arabiske liga ender som en harmløs ceremoni. De tror, at hvornår
det slutter, tankene kan begynde at tale, uforstyrret.
Til
i USA, dette er et farligt spil. Men det, der er på spil her, er ikke kun dets
automatisk opbakning af Israel. Den eksplosive arabiske vrede har været rettet mod
USA ikke mindre end Israel. Det rationelle skridt for USA ville have været at afkøle
tingene slukket for nu, for at stoppe Barak. Men det har aldrig været USA's strategi. De
kan ikke tolerere selv den ringe ulydighed fra loyale tjenere. De skal vise
hvem er mesteren.
ARAFAT'S
ROLLE
In
Sharm-al-Sheikh-topmødet, efterkom Arafat igen. Vi er måske blevet narret til
tror på, at denne gang, under pres fra hans folk, vil han ændre sig.
Men det er for sent for ham at ændre sig. Det palæstinensiske folks tragedie er
at den person, der førhen symboliserede deres kamp i verdens øjne
er blevet til en bøddel af den israelske besættelse.
væsentlige spørgsmål, som blev udarbejdet på topmødet, bag den offentlige fremvisning af
"våbenhvile", lød sikkerhedsaftalen, som garanterer Arafats
fortsat forpligtelse til at udføre sikkerhedsarbejdet for Israel, nemlig forebygge
Palæstinensiske gengældelsesaktioner inde i Israel. Som rapporteret i 'haaretz', "its
implementeringen vil blive overvåget af CIA-chef George Tenet og CIA
repræsentant i Tel Aviv. Denne aftale vil for første gang involvere CIA
observatører i felten foruden CIA deltagelse i israelsk-palæstinensisk
møder." ('haaretz', Aluf Ben, okt 18.00)
Faktisk
blot et døgn efter topmødet beslaglagde den israelske undercover-enhed otte palæstinensere
som var i mængden, der lynchede to israelske soldater en uge før.
"The
operationen blev udført med samvittighed fra nogle medlemmer af palæstinenseren
sikkerhedsstyrker, som tilsyneladende tippede israelerne, hvor de kunne finde
mænd." 'The Telegraph' (UK), Alan Phillips i Jerusalem, 19. oktober 2000,
Den officielle propaganda i Israel er, at Arafat er ansvarlig for opstanden,
og "han er ikke en rigtig partner for fred". Dette giver ikke kun
den løbende begrundelse for den planlagte slagtning, men det er også den
største service Israel kan tilbyde til gengæld for Arafats overholdelse. Israels
konstant 'utilfredshed' med Arafat er hans eneste krav på troværdighed.
Hvornår
Israel intensiverede sit mord på ubevæbnede demonstranter fredag den 20
10 døde på én dag) Arafats talsmand, Arikaat, blev interviewet og bønfaldt nej
andet end USA for at efterforske og beskytte palæstinenserne. Dette følger
endnu en indrømmelse af Arafat i Sharm-al-Sheikh. - Ikke flere bønner til
internationale samfund. Fra nu af kan lille rødhætte kun kalde den
uld for at beskytte hende.
If
der er noget, der stadig kan forhindre blodsudgydelserne, det er internationalt
intervention. Internationale inspektører, FN-styrker eller endda bare NGO-frivillige
tilstede i området kan potentielt bremse israelske styrker. Det er derfor
ekstremt vigtigt nu at forstå Arafats samarbejdsrolle, og til
husk, at det er Israel, snarere end det palæstinensiske folk, der ser på USA
som 'neutral moderator'.
Tanya
Reinhart Tel Aviv University og universitetet i Utrecht.