Mordet på tre arbejderledere tilhørende det stort set pro-PSUV UNT, Richard Gallardo, Luis Hernández og Carlos Requena[1] den 27. novemberth er blevet sat i kontekst af analyseartikler som den udbredelse af politisk vold i landdistrikter til urbaniserede former rettet mod arbejderledere og socialarbejdere, begået af en opposition, der kommer bag på nogle betydelige valggevinster[2] og flyder med udenlandsk finansiering[3]. Hvad der ikke er blevet diskuteret, er venstreorienteredes følelsesmæssige reaktion mod sådanne forbrydelser. Vesterlændinge er dårligt rustet til at forstå dette svar, fordi den vold, vi normalt møder, såsom knivkriminalitet i Storbritannien, er fundamentalt anderledes. Selvom vi som sådan kan møde volden i vores samfund med benægtelse, accept eller positiv aktivisme, fanger ingen af disse dynamikken af modstand, der findes blandt venezuelanske venstreorienterede i forhold til den nuværende bølge af politisk vold.
I løbet af de sidste par måneder har jeg en eller to gange om ugen deltaget i møderne for en gruppe venstreorienterede i Merida. Normalt larmende affærer, hvor de ældste griner højest, er gruppen stolt af at være aktiv og arbejde i samfundet i stedet for "hablando paja" (at snakke vrøvl). Det har omkring 80 medlemmer fordelt ligeligt mellem køn.
Aftenen begyndte som sædvanlig. Vi sad rundt om det lange træbord og kæmpede for at tilbyde vores pladser til enhver, der ville tage dem. Den formidable moderator spørger om der er noget til overs fra sidste møde, ingen svarer, i fællesskab laver vi så dagsordenen for denne uges møde.
Vi starter med at oprette et udvalg til at vurdere udnævnelser til kommunalbestyrelsen, stillinger ingen ønsker, før nogen tåbeligt foreslår, at dem, som han betragter som "aktive medlemmer", skal gøre det op. Diskussionen går ironisk nok ned i spørgsmål om senioritet i en gruppe, der ideologisk er imod hierarki. Denne form for adfærd er usædvanlig, folk er på kant. Inden diskussionen bliver for ophedet, træder moderatoren ind i en afstemning om kandidater, dette er afsluttet, og så afbrydes strømmen som en misbilligelse.
Lysene tænder næsten øjeblikkeligt igen og slukker det bløde skær fra 20 mobiltelefoner lige så hurtigt, som de dukkede op; dette er ikke en helt sjælden begivenhed. Vi går videre til den anden artikel på dagsordenen; en mand læser et interview givet af en engelsk professor til de venezuelanske medier. Stilheden er fuldstændig. Han læser færdig, og vi indgår i en heftig, men venlig diskussion.
Pludselig er vi fremme ved den tredje artikel på dagsordenen. Latteren stopper, smilene forsvinder. Vi begynder en lang diskussion om politiske drab og kontrarevolutionær vold. "Hvordan ved vi, at det er politisk?" en gammel mand spørger: "Jeg kan ikke se nogen af oppositionen døde på gaden".
Venezuelanere er ikke nye inden for vold, hverken fra staten, der massakrerede mange fattige venezuelanere i Caracazo i 1989, eller i samfundet - antallet af mord er steget foruroligende siden begyndelsen af den bolivariske proces[4]. I denne sammenhæng kan man desværre være sikker på, at der er en del af oppositionen døde på gaden.
Men det er altså ikke den vold, den gamle mand refererer til. Holdningerne til den stigende drabsrate i Venezuela er meget lig dem, jeg har fundet i England i forhold til knivkriminalitet. Alle er enige om, at det er en frygtelig ting, at det er en indikator for det meget omtalte "moralske forfald" i samfundet[5]. Men det, der rammer os frygt i forhold til disse statistikker, er, at de virker vilkårlige. Der er noget forfærdeligt i tanken om tilfældighed, når man taler om knivkriminalitet eller drab. Tanken om, at en normal person, der venter uden for en klub i Bristol en kold nat, kunne blive stukket, er skræmmende tæt på os i Storbritannien, lige på den anden side af statistikken.
For at forstå reaktionen fra venezuelanske venstreorienterede må vi erkende, at politisk vold er et svar på politisk aktivisme. Jeg tror på, at enhver venstremand i gruppen arbejder, fordi de mener, at deres arbejde er retfærdigt. Om de virkelig vælger at arbejde er et stort filosofisk spørgsmål, men at de føler for at gøre det er det ikke. Derfor føler disse mennesker, at de vælger at sætte sig selv i fare for noget, de mener er rigtigt.
Alligevel føler folk i England også, at de vælger at gå på klub sent en lørdag aften, det bliver en berettiget risiko, man tager for at hygge sig, som man selvfølgelig forsøger at tage forholdsregler imod. Det er i denne forstand som at krydse vejen og tage denne risiko for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Knivkriminalitet ligner også, idet den er lige så moralsk fordømmelig som politiske drab, skyld ikke bør tilskrives dens ofre, og vi er lige så forpligtede til at kæmpe mod den ene i samfundet som den anden.
Alligevel blev Richard Gallardo, Luis Hernández og Carlos Requena ikke dræbt, fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. De blev dræbt for deres politiske handlinger af folk, der var imod disse handlinger. Det er først, når vi forstår denne dynamik og dens følelsesmæssige implikationer, at vi kan forstå, hvorfor smilene forsvandt, og hvad der erstattede dem.
At gå ud over for skræmmende statistikker kan betragtes som en modstandshandling, det er en fejl[6]. Sådanne handlinger kan kun være en form for benægtelse eller accept af risikoen, fordi de i sig selv ikke anfægter eksistensen af knivkriminalitet eller gerningsmændenes hensigter. Gerningsmændene til knivkriminalitet er ikke bevidst imod tanken om at hygge sig på en aften i byen. Fortsat aktivisme over for politisk vold er dog præcis det, som udøverne af den vold modarbejder, derudover kan det også potentielt udfordre voldsudøverne selv og dermed eksistensen af volden. En sådan aktivisme forvandles således til modstand i to dynamikker.
Hvad betyder det i den venezuelanske kontekst? Volden er rettet mod at dæmme op for fagforeningslivet, og dermed er fortsat fagforening en umiddelbar og direkte form for modstand. Alligevel bør vi også forstå, at venstreorienterede i Venezuela i vid udstrækning betragter "oligarkiet" som den fjende, der skal besejres for at bringe lighed, udvikling og sandt demokrati til deres land. Det samme oligarki opfattes som kraften bag mordene i Aragua. I betragtning af bemyndigelsen af fagforeninger håber man at slå et slag mod oligarkiets magt bliver fagforening dobbelt en modstandshandling. Den modsætter sig ikke kun sin undertrykkelse, men den søger at afslutte denne undertrykkelse ved at underminere dens gerningsmænd. At forstå svar som modstand frem for reaktion er nøglen til konfliktens psykologi i Venezuela og skaber håb om et svar, der er moralsk bundet frem for et brutalt udtryk for raseri.
Selvom vi i England måske fortvivler over knivkriminalitet, og de bedste af os måske organiserer os for at bekæmpe den, gør viden om ingen af reaktionerne os i stand til at forstå den følelsesmæssige virkning af politisk vold. Så til min overraskelse, da smilene forsvandt, blandt tydelige tegn på frygt og vrede, dukkede den dystre vished op hos en klar gruppe mennesker. Den gruppe, jeg deltager i, konfronterer ikke direkte undertrykkelse rettet mod den, men ved at søge at ændre samfundet og udfordre oligarkiet er dens mentalitet også modstand mod politisk vold. Denne anden dynamik, hvorved aktivisme transformerer, ændrer den følelsesmæssige kontekst for aktivister generelt til en modstand, selvom kun nogle af dem direkte støder på undertrykkelse. En mand fortalte os, hvordan hans datter, assistenten for en PSUV-guvernør, var nødt til at flytte efter at have modtaget dødstrusler. Hun arbejder nu som assistent for en anden PSUV-guvernør. Denne historie om modstand blev modtaget af venstreorienterede aktivister selv, der ikke var truet, den styrkede deres vilje til at revolutionere samfundet, da de ved at gøre dette også håber at afslutte volden.
[1] http://www.venezuelanalysis.com/news/3995
[2] http://www.venezuelanalysis.com/analysis/4002
[3] http://www.venezuelanalysis.com/analysis/4010
[4] http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2006/05/09/AR2006050901803.html
[5] http://www.telegraph.co.uk/opinion/main.jhtml?xml=/opinion/2008/07/12/dl1201.xml
[6]http://uk.youtube.com/watch?v=RGBBpiAPXyA se de sidste 2 minutter
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner