Selv før anti-AfD-møder fandt sted over hele Tyskland, forbud mod Tysklands mest åbenlyse nynazistiske parti, AfD, var en af de mest varmt diskuteret problemer.
Desværre er nogle af Tysklands nynazister er virkelig kloge. Den yderste højrefløj forstår at udnytte de svageste punkter i et liberalt demokrati. Derfor har traditionelle ideologier som chauvinisme og ultranationalisme, der plejede at definere Tysklands højreekstremisme, taget lidt af bagsædet.
Alligevel ser civilsamfundet ud til at være vågnet op til faren for tysk nyfascisme. Der har været masseprotester imod AfD over hele Tyskland – i måneder. 100,000 demonstranter marcherede gennem det grå, kolde og regnfulde München den 11. februar 2024. Og de var ikke alene.
Demonstrationerne, som har varet måneder nu og har aktiveret mere end to millioner mennesker, blev udløst af udvisningsfantasier af det nynazistiske AfD. Hundredtusindvis af mennesker i mindre byer og endda i det tidligere Østtyskland – det sande højborg af AfD – fortsæt med at demonstrere mod fascisme og højreekstremisme.
Mange eksperter diskuterer i mellemtiden, om og hvor farligt demokratiet trues af AfD. Disse eksperter såvel som almindelige mennesker undersøger muligheder for at håndtere den eksistentielle trussel fra den yderste højrefløj. Det tyske samfund er endelig virkelig bekymret.
For ikke så længe siden så det ud som om højreorienterede AfD ville gå fra valgsucces til valgsucces i de tre nøglevalg, der er fastsat til 2024.
Ikke desto mindre frygter nogle forudseende iagttagere – selv nu med massemøder hver weekend – at refleksen til at møde op imod yderst til højre, som vil blive gentaget og gentaget igen og igen i de kommende weekender, savner helt det egentlige problem. Disse historieanalytikere hævder, at det at konfrontere neofascister, komme med argumenter imod dem og udfordre deres voldelige populisme, i virkeligheden er en forgæves øvelse.
Det er fordi den yderste højre fascisme handler om noget helt andet. Det handler om bevidst ødelæggelse af demokratiet. Desværre giver liberale demokratier deres fjender lovgivningsmæssig støtte og beskyttelse, fordi de giver dem de samme rettigheder, som gives til dem, der forsvarer demokratiet.
demokratiets fjender vil bruge den økonomiske og institutionelle støtte, som demokratiet giver dem til at bekæmpe demokratiet. De vil bruge deres statsstøttede kontorer og støttepersonale til at ødelægge ethvert spor af demokrati.
Samtidig pryder den camouflage leveret af en sympatisk presse og nogle oligarker, sørger det yderste højre for, at det – offentligt – fremstår som et moralsk upåklageligt politisk parti. Til outsideren, Tysklands AfD er ikke længere præget af interne skænderier, modsætninger og dobbeltmoral.
I mellemtiden er demokratiske samfund afhængige af et årvågent civilsamfund, fungerende institutioner og velafbalancerede kontrolmekanismer, der er i stand til at forsvare demokratiet.
Nyfascister som f.eks Martin Sellner og Bjørn Höcke ved, at demokratiske samfund har svage punkter. De udnytter disse steder på en meget målrettet måde.
I mellemtiden, den nuværende forargelse over den nynazistiske periode remigrering er passende. Det kommer dog lidt sent. Tysklands nynazister og Identitær's talsmand, Sellner, østrigeren, har i meget lang tid presset på deres nynazistiske ideologi.
Det samme kan siges om Hocke, historielæreren og statsansatte, der officielt kan kaldes fascist. Sellner og Höcke har talt og skrevet om deres nynazistiske ideologi i årevis. Begge, og AfD, bruger pop- og netkultur at udsende deres yderste højre ideologi til den uvidende masse af lemminger, der følger dem.
Tysklands yderste højrefløj har aldrig opgivet eller nedtonet deres racistiske, hvide overherredømme og völkische ideologi. Når de bruger ordet "volkisch”, betyder de udryddelsen af enhver, de tror at være ikke-arisk. De betyder en genskabelse af Dachau og Auschwitz – uden at sige det højt selvfølgelig.
En anden person, der også er af samme sindstilstand, er nynazistisk udgiver Götz Kubitschek. Han har sammen med de andre arbejdet på at destabilisere demokratiet i årevis.
De har også vist en enorm vilje til at nå deres mål: udslettelse af demokratiet. Fordi deres tilgange og strategier er ret kloge, de ser ud til at virke.
De og deres ansigtsløse PR-konsulenter ved, hvordan man dygtigt kombinerer pop- og onlinekultur med en ideologi, der er knyttet til historisk fascisme.
Ved at bruge disse teknologiske metoder sigter de på systematisk at underminere og ødelægge demokratiet. Indtil videre har deres valgsucceser bevist, at deres teknikker virker effektivt. Højrepopulister har ikke engang brug for et sammenhængende program.
Og alligevel engagerer analytikere sig i en akademisk og absolut frugtesløs opgave i et forsøg på at dissekere AfD partiprogram. Det er lige så nytteløst som at skændes med Mengele in Auschwitz da han forbereder dig på bordet til en operation uden bedøvelse. At dykke ned i detaljerne i AfD's partiprogram misser helt pointen.
Målet for den yderste højrefløj er at oversvømme den politiske arena og online platforme med deres misantropiske, racistiske affald for permanent at skade hele den demokratiske kultur:
- de sætter vulgaritet i stedet for en demokratisk ånd;
- de sætter racistiske motiver i stedet for empati;
- de svækker eller helst ophæver grænserne mellem sandhed og løgn;
- de slører samfundets evne til at genkende sandheden;
- de arbejder hen imod en fuldstændig transmogrificering af den demokratiske kultur; og,
- de glorificerer en nihilisme, der ikke længere viger tilbage fra udskejelser of vold.
I øjeblikket spiller mange ting – den ukrainske krig, bæredygtighed, global opvarmning osv. – i hænderne på yderste højrepopulistiske demagoger fra "fascistisk lejr" – som det er velkendt i Tyskland. I historisk henseende, æraen efter Anden Verdenskrig med de relativt rolige aktiviteter for nynazister i anden halvdel af det 20.th århundrede er forbi. Nutidens nynazister er hyperaktive.
Reaktionær anti-modernisme er vendt tilbage i det 21st århundrede i et betagende tempo. På grund af AfDs seneste succes er det svært at have tillid til demokratiets fremtid.
AfD kan udnytte det faktum, at vi lever i en meget kompleks verden, der ændrer sig i et hastigt tempo, og hvis globale forbindelser efterlader selv professionelle iagttagere forundret.
Mange mennesker kan ikke længere fuldt ud forstå kompleksiteten i livet i det 21st århundrede. Det gør det svært at have tillid til fremtiden. Dette inkluderer de apokalyptiske dimensioner af den globale klimakrise.
Alle disse faktorer forplumrer fremtidsudsigterne for mennesker og fører til en slags depressiv atmosfære. Det forestående mørke bliver derefter udnyttet med den store løgn om, hvordan en stærk leder vil gøre fremtiden lys og værd igen.
Alle har indset, at den planetariske skala af global opvarmning kræver løsninger, der skal vedtages over hele verden. I en globalt netværksforbundet verden er folk i det globale syd ikke kun opmærksomme på den koloniale fortids hærgen, men også på de resulterende økonomiske afhængigheder, der stadig eksisterer i dag, og de uforlignelige bedre levevilkår i landene i nord.
Tysklands yderste højrefløj udnytter alle disse områder gennem sin højreorienterede propagandamaskine. Bottene og de falske sociale mediekonti giver nemme kryptoløsninger på komplekse problemer, kombineret med et væld af imaginære konspirationer, der ser ud til at målrette normale mennesker og bringe deres eksistens i fare.
Tysklands miljøforkæmpere Grønne er opmærksomme på farerne ved klimaforandringer og had mod kvinder og de dårligt stillede i samfundet og går derfor ind for en radikal ændring af den nuværende politik.
Denne type forandringer i samfundet, med mere kritisk tænkning, mere generøsitet over for udenforstående, hvis det skulle spredes i hele samfundet, ville udrydde den neofascistiske ideologi fuldstændigt.
Den yderste højrefløj konstruerer derfor et hidtil uset had til De Grønne. Dette er især synligt online. Det efterlængte øjeblik af en såkaldt "eksistentiel krise" annonceres som værende nært forestående.
For ekstreme højre fascister som Höcke og Trump er dette det øjeblik, de har ventet på, fordi de er klar til at indlede faldet af Vesten - endnu engang. Som Goebbels engang sagde: “Du kan ikke ændre masserne. De vil altid være de samme: dumme, frådsende og glemsomme."
Autoritære gør dette kun ud fra et desperat psykopatisk behov for at sikre deres egen politiske og magtbevarende eksistens. For dem – de antidemokratiske neofascister – tjener den kendsgerning, at demokratiske forhandlinger ofte er ret kedelige og nervepirrende, som bevis på deres tro på, at demokratier er fundamentalt svage – som de betragter som korrupte, i betydningen forurenede, syge, forkrøblede, og fik derfor lov til at blive aflivet, ligesom de handicappede var under nazitiden.
I mellemtiden hævder de – som sande højrepopulister – at tale for en stille flertal, eller som de kalder det på tysk: folket. For mange tyskere betyder ordet Volk simpelthen folk, men for nynazister, AfD og Tysklands højreekstremister betyder det Volksgemeinschaft, det autoritært-elskende samfund, som de fejlagtigt tror har noget at gøre med at være "arisk".
Gamle Tricky Dicky Nixon brugte berømt lignende kommunikationsstrategier, kendt som hundefløjter, at sende sparsomt kodede beskeder til racister i det gamle syd for at få deres stemmer.
Det egentlige mål er ikke demokratisk engagement, men en autoritær omstyrtelse af demokratiet. Det er en slags mørkt oprør mod en revet modernitet. Dens frygt er blevet omsat til støtte til den yderste højrefløj. Den yderste højrefløj har intet koncept eller program for opbygningen af en succesfuld fremtid, og det lover de heller ikke. Der er ingen grund til.
I stedet udløser de vage og dystre vrede mod demokratiets forestillede onder. De lover også beskyttelse, normalt mod en udefrakommende fjende, som det i øjeblikket kan findes hos migranter, der søger tilflugt, i global opvarmning, i Covid-19. I frygtens politik, vil enhver gammel grund gøre det.
Hvad det går ud på er: "Du er ingenting, din Volk er alt." Sådan formulerede 1930'ernes nazister det. Det er terror nedefra – anstiftet oppefra. Nazisme, fascisme såvel som nynazisme er top-down-anliggender.
Som konsekvens heraf er den yderste højrefløj giftigt forarget over de mange demonstrationer og diskussioner, der nu finder sted, fordi de komme nedefra.
De ærgrer sig også over dem, fordi de er imod den yderste højrefløj og AfD. Alle disse massemøder vil desværre ikke løse problemet ved roden.
Med andre ord kan demokratisk engagement være effektivt med nogen inde i demokratiet - en person, der læser fra den samme spillebog. jeg
t kan ikke være effektiv med nogen, der er død til at ødelægge demokratiet. Da dette er målet for AfD, går folk i stigende grad ind for et forbud mod AfD.
Det er ingen ringere end über-nazistiske Joseph Goebbels som gjorde alt dette meget klart i året 1935, da han sagde:
Das wird immer einer der besten Witze der Demokratie bleiben, dass sie ihren Todfeinden die Mittel selbst stellte, durch die sie vernichtet wurde wurde. Die verfolgten Führer der NSDAP traten als Abgeordnete in den Genuss der Immunität, der Diäten und der Freifahrkarte. Dadurch waren sie vor dem polizeilichen Zugriff gesichert, durften sich zu sagen erlauben als gewöhnliche Staatsbürger und ließen sich außerdem die Kosten ihrer Tätigkeit vom Feinde bezahlen. Aus der demokratischen Dummheit ließ sich vortrefflich Kapital schlagen.
Det vil altid forblive en af demokratiets bedste vittigheder, at det forsynede sine dødelige fjender med de midler, hvormed det blev ødelagt. De forfulgte ledere af NSDAP nød som stedfortrædere immunitet, diæter og en gratis billet. Det resulterede i, at de var beskyttet mod politiets adgang, fik lov til at sige sig selv som almindelige borgere og fik desuden udgifterne til deres aktiviteter betalt af fjenden. Det var muligt at gøre fremragende kapital ud af demokratisk dumhed.
Demokrati behøver ikke at begå den samme fejl to gange (1933 og 2024). Et stort antal mennesker – faktisk 800,000 – går ind for et forbud mod AfD.
Overalt i Tyskland er opfordringerne til sagsanlæg mod AfD blevet kraftigere. EN seneste undersøgelse viste, at ikke mindre end 49 folkevalgte politikere er klar til seriøst at undersøge at iværksætte retssager for at forbyde AfD.
Det seneste fremstød understøttes af, at AfD-medlemmer mødtes med højreekstremister og andre nynazister på et hotel nær Potsdam – Wannsee 2.0 – at drøfte planer for massedeportation af personer med indvandrerbaggrund fra Tyskland.
AfD ønsker også at udvise dem, som det anser for ikke at være assimileret, altså ikke passe ind i Volksgemeinschaft. Donald Trump læser fra den samme spillebog.
På baggrund af de seneste massemøder mod AfD er spørgsmålet om at gøre AfD ulovligt - "verboten" eller forbudt - steget de seneste uger. Det er et spørgsmål om, hvordan man bedst bekæmper AfD?
Faktisk kan proceduren for at forbyde AfD indledes af Forbundsdagen (parlamentet), Bundesrat (senatet) samt af Tysklands forbundsforfatningsdomstol.
Men hindringerne for at forbyde et politisk parti er ekstremt vanskelige at overvinde. Bekymringen er, at det hele kan gå grueligt galt. Det gjorde det en gang før, da højesteret afviste at forbyde Tysklands tidligere nynazistiske parti, NPD.
De blev til sidst opløst. NPD omdøbte sig selv Heimat [hjemland] og spiller ingen som helst rolle i Tyskland. Dens medlemmer er gladeligt flyttet til AfD.
Ligesom det tidligere NPD er AfD et dybt racistisk og umenneskeligt parti. Derfor går mange mennesker ind for en nøje undersøgelse for at indlede forbudsprocedurer. Selvfølgelig tror mange også, at selv en vellykket procedure for at forbyde AfD ikke vil være en tilstrækkelig løsning til at håndtere nynazismen i Tysklands underliv.
I mellemtiden er parlamentarikere fra alle de demokratiske partier begyndt at slå sig sammen i Tysklands Forbundsdag for at finde ud af mulighederne for succes med et forbud.
Nogle har allerede besluttet at "tage til Karlsruhe." Karlsruhe er hvor den føderale forfatningsdomstol er placeret. Reglerne siger, at fem procent (5%) af medlemmerne af Forbundsdagen er tilstrækkelige til at sætte spørgsmålet om et forbud mod AfD på dagsordenen i parlamentet. Det betyder ikke mere, at der er brug for 37 parlamentarikere.
Disse 37 kan anmode om, at Tysklands føderale regering undersøger de potentielle chancer for succes for et forbud. På den anden side kan Forbundsdagen også selv beslutte at anmode om et forbud. I et andet trin ville en beslutning om at indlede et forbud skulle vinde et flertal af parlamentarikere for sagen.
Opbakningen til et forbud mod AfD er mere udbredt blandt medlemmer af det socialdemokratiske SPD, de miljøforkæmpere Grønne og socialisten Die Linke. Det er ikke så udbredt blandt parlamentarikere fra det konservative CDU/CSU og det neoliberale FDP.
Ikke overraskende er tanken om at forbyde AfD stærkt støttet af folketingsmedlemmer, der kommer fra det østlige Tyskland end blandt dem fra de vestlige stater.
Det kan skyldes, at AfD er meget stærkere de gamle DDR-stater sammenlignet med de vestlige og udgør derfor mere en udfordring for de demokratiske partier derovre.
Det er indlysende, at opbakningen til at forbyde AfD er højere blandt parlamentsmedlemmer, der kommer fra familier, der har migrantbaggrund, end blandt dem, der ikke har. Et liberalt partimedlem fra Thüringen sagde for eksempel for nylig:
Jeg har stærke sympatier for et forbud mod AfD. Partiet er klassificeret som højreekstremistisk i Thüringen. Vi er alle klar over, hvor farligt AfD er. Proceduren for at forbyde AfD skal dog have en chance for succes.
Af mange grunde er det usikkert, om parlamentarikere alle vil stå sammen bag et fælles forslag på tværs af alle politiske grupper om at forbyde AfD. Hvis der kommer et forslag om at forbyde AfD, vil det også kræve to tredjedeles flertal i senatet. Tysklands forfatning – kaldet grundloven – siger i artikel 21, stk:
(2) Parter, der på grund af deres mål eller deres tilhængeres adfærd søger at underminere eller afskaffe den frie demokratiske grundorden eller bringe Forbundsrepublikken Tysklands eksistens i fare, er forfatningsstridige.
Mange parlamentarikere er overbevist om, at AfD konstant bryder med princippet om menneskelig værdighed, som er en hjørnesten i Tysklands liberaldemokratiske grundorden. De føler, at staten har pligt til at gribe ind over for dette. Hvad alt dette betyder, har været ret uklart.
Det er trods alt meget lang tid siden, at Tysklands højesteret forbød et politisk parti. Det forbød en nazi-genindspilning kaldet Socialistisk Rigsparti (SRP) i 1952, og det forbød Tysklands Kommunistiske Parti i 1956. Medlemmer af SRP indeholdt folk, der byggede koncentrationslejrene. Kommunisterne i KPD var fanger i disse koncentrationslejre.
I 2003 og 2017 mislykkedes to sager mod det højreekstremistiske NPD. Første gang (2003) var det på grund af procedurefejl. Anden gang (2017) var partiet blevet for ubetydeligt til at håndhæve et forbud. I dag var der ingen, der kunne argumentere for det AfD er ubetydelig og kan derfor undgå et forbud på disse grunde.
Informationsmateriale og websteder på tysk, der forklarer og opfordrer til at forbyde AfD: Tysk Institut for Menneskerettigheder; Politische Schönheit; Campact
Thomas Klikauer er forfatter til over 950 publikationer, herunder en bog om Alternative für Deutschland: AfD - udgivet af Liverpool University Press.
Danny Antonelli voksede op i USA, bor nu i Hamborg, Tyskland og skriver radioafspilninger, historier og er professionel tekstforfatter og librettist.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner