Reportere uden Grænser (RSF) bliver ved med at være besat af Cuba. Ifølge RSF's egne tal blev 86 journalister og 20 mediebidragsydere dræbt i verden i 2007, og 67 fagfolk fra pressen blev kidnappet, men ikke én cubaner er på disse lister. Ikke desto mindre koncentrerer den parisiske organisation sig om Caribien's største ø. (1) Organisationens generalsekretær, Robert Menard, som foregiver at forsvare "pressefriheden", brugte anledningen af det cubanske lovgivende valg til at mindes "de fængslede journalisters dramatiske skæbne." (2)
Under et pressemøde i Madrid Januar 15, 2008, gentog RSF "sin krav om løsladelse af de 24 cubanske journalister […], der blev fængslet med den absurde undskyldning, at [de var] 'betalte lejesoldater fra Forenede Stater'." Organisationen henviser til de mennesker, der af cubanske domstole blev idømt mellem seks og 28 års fængsel for tilknytning til en fremmed magt og for at være lejesoldater. (3)
RSF betegner myndighedens anklager som "absurde" og forsøger at få den offentlige mening til at tro, at de "24 fængslede journalister" blev dømt for den uortodokse karakter af deres tanker og under ingen omstændigheder for at have overtrådt loven mod at modtage finansiering fra Forenede Stater. Dette er, hvad cubansk retfærdighed fastslår. Skeptikere kunne sætte spørgsmålstegn ved det cubanske retssystems upartiskhed. Det kunne være. Ikke desto mindre er der en kilde, der bekræftede denne virkelighed, og som er hævet over enhver mistanke. Faktisk officielle dokumenter fra Forenede Stater regeringen bekræfter, at Forenede Stater rekrutterer, uddanner og finansierer enkeltpersoner i Cuba at fremme sin udenrigspolitik mod det revolutionære regime.
For det første siden revolutionens triumf i 1959 Forenede Stater har udviklet en politik om at fremstille en opposition i Cuba. For eksempel under et møde i det nationale sikkerhedsråd den Januar 14, 1960, erklærede vicestatsminister Livingston Merchant: "Vores mål er at stramme alle vores handlinger med henblik på at fremskynde udviklingen af en opposition i Cuba […]." På sin side bekræftede assisterende udenrigsminister for latinamerikanske anliggender, Roy Rubottom, at "det godkendte program [bestemt til at vælte den cubanske regering] har bemyndiget os til at tilbyde vores hjælp til elementer, der modsætter sig Castros regering i Cuba så det ser ud som om dets fald kan være et resultat af deres egne fejltagelser.”(4)
På samme måde på 19. Juni, 1962, godkendte Kennedy "en omfattende plan for undercover-aktion" "for at holde alt muligt pres på Cuba og at skabe og udnytte i Cuba situationer beregnet til at stimulere dissidente elementer af regimet […] med det formål at begå et statskup.”(5)
Denne politik fortsætter i kraft i dag med den forskel, at det, der udgør en hemmelig og hemmelig politik i 1970'erne, er blevet omdannet til en offentlig politik siden 1992.
Torricelli-loven, der blev vedtaget i 1992 af den amerikanske kongres, indeholder også en interventionistisk og subversiv sektion. § 1705 bestemmer, at "den Forenede Stater vil yde bistand til ikke-statslige organisationer, der er egnede til støtte til enkeltpersoner og organisationer, der fremmer demokratiske og ikke-voldelige forandringer i Cuba". (6)
Helms-Burton-loven, som blev underskrevet af Clinton-administrationen i 1996, opfordrer også til planer om at organisere, styrke og finansiere en indenlandsk opposition i Cuba. Sektion 109 er meget klar: "Præsidenten [for Forenede Stater] er bemyndiget til at tilbyde bistand og tilbyde alle former for støtte til enkeltpersoner og ikke-statslige uafhængige organisationer til at organisere kræfter med henblik på at opbygge et demokrati i Cuba.”(7)
On Maj 6, 2004, udsendte præsident Bush en imponerende 454-siders rapport med titlen Kommission for Bistand til en Fri Cuba. Denne rapport planlægger udviklingen af et "solid program for støtte, som favoriserer det cubanske civilsamfund." Blandt de annoncerede tiltag var 36 millioner dollars i finansiering for at "støtte den demokratiske opposition og styrkelsen af det nye civilsamfund." (8)
On Marts 3, 2005, Roger Noriega, dengang assisterende udenrigsminister for Vestlige halvkugle anliggender i Bush-administrationen, indikerede, at 14.4 millioner dollars var blevet tilføjet til budgettet på 36 millioner dollars, der var fastsat i 2004-rapporten. Noriega var endda så oprigtig, at han afslørede identiteten på nogle af de personer, som var betroet USA udenrigspolitik imod Cuba. Han citerede navnene på Martha Beatriz Roque, kvinderne i hvidt og Oswaldo Paya. (9)
On Juli 10, 2006, godkendte præsident Bush en ny 93-siders rapport. Det klart formulerede mål er at bryde den gældende forfatningsorden ind Cuba. Den første foranstaltning, der blev vedtaget, planlagde større finansiering til "dissidente"-grupperne. Washington overvejer at fremskynde rekrutteringen af personer, hvis rolle ville være at deltage i væltet af den nuværende regering. Til de 36 millioner dollars, der var planlagt i den første rapport i 2004, og de 14.4 millioner dollars fra marts 2005, blev der tilføjet en ny sum på 31 millioner dollars. Bushs plan citerer endda de personer, der er anklaget for at lede de undergravende kræfter: Martha Beatriz Roque, Oswaldo Paya, Guillermo Farinas og Women in White, blandt andre. (10)
Bush-administrationen dedikerede også yderligere 24 millioner dollars til Radio og TV Martí, to USA propagandamedier havde til formål at fremme et "regimeskifte". Midlerne var til at øge transmissionen af de subversive programmer mod Cuba, en krænkelse af international lov, som forbyder krænkelse af det nationale radiorum. Medlemmerne af de cubanske "dissidenter" vil modtage en del af dette beløb til at erhverve og distribuere radio- og tv-udstyr, der kan indstilles til programmerne, der sendes fra Forenede Stater. Andre lande opfordres til at sende programmer til Cuba. Planen planlægger også "at uddanne og udstyre uafhængige journalister fra den skrevne, radio- og tv-presse i Cuba". (11)
Altså officielt USA dokumenter bekræfter eksistensen af en subversionspolitik og modsiger indiskutabelt RSF's udtalelser. På den anden side tøver den parisiske organisation ikke med at konvertere kriminelle til journalister, forudsat at disse mennesker – med to undtagelser, havde aldrig haft en journaliststilling, før han deltog i den profitable forretning med dissidente - skriv nogle skærende linjer mod Havana-regeringen.
Men RSF, hvis dagsorden klart er politisk, formerer løgnene. Den erklærer i sin meddelelse, at "hvis den ikke er i stand til at vælge dem, er befolkningen klar til at udpege sine repræsentanter i nationalforsamlingen og i provinsforsamlingerne," og tilføjede, "der er ingen illusioner vedrørende valget […] . Politisk pluralisme figurerer ikke i dagens orden, og cubanerne kan kun 'vælge' 614 repræsentanter, der allerede er udpeget, fra det cubanske kommunistparti, den eneste autoriserede." (12)
Problemet er, at den cubanske lovgivning kategorisk forbyder kommunistpartiet at udpege kandidater. »Intet parti har ret til at indstille kandidater. Indstillingen af kandidater foretages direkte af vælgerne selv på offentlige forsamlinger. Kommunistpartiet er ikke en valgorganisation, og derfor er det ikke til stede ved valget og kan heller ikke nominere kandidater." (13) Derudover er mere end halvdelen af de lovgivere, der blev valgt, ikke medlemmer af kommunistpartiet. (14) Med hvilket formål skjuler RSF denne virkelighed om ikke at vildlede den offentlige mening og fortsætte sin dæmoniseringskampagne Cuba?
Robert Menards organisation bringer også "sundhedstilstanden op for […] repræsentanterne for den fængslede dissidentepresse i Cuba," blandt hvilke nogle må være "alvorligt syge". RSF bekræfter, at "de ikke er tilstrækkeligt fodret eller passet i deres celler. (15) Organisationen af "forsvar for pressefriheden" frygter ikke at virke latterlig. Hvordan kan man faktisk overleve i fængslet uden tilstrækkelig mad og lægehjælp?
Af hvilke grunde har RSF denne enestående besættelse af Cuba? Er pressens tilstand virkelig årsagen? Det ser ud til, at svaret er nej. Dens prioriteter bør være med Irak hvor 47 journalister blev myrdet i 2007, Somalia hvor otte journalister mistede livet, Pakistan hvor seks journalister omkom, Sri Lanka hvor tre journalister blev henrettet, afghanistan, Eritrea, Filippinerne, nepal or Mexico, hvor flere journalister også blev myrdet, men ikke i Cuba. (16)
Svaret ligger i finansieringen af RSF. Faktisk er organisationen støttet af det ekstreme højre organisation center for en gratis Cuba (17), hvis direktør Frank Calzon er tidligere direktør for Cuban American National Foundation (CANF), en terrororganisation, der er ansvarlig for adskillige angreb mod Cuba. (18) RSF finansieres også af National Endowment for Democracy, en CIA-front hvis mål er at fremme den politiske dagsorden i Det Hvide Hus. (19)
Den franske forfatter og journalist Maxime Vivas har netop udgivet en afslørende bog med titlen Journalister uden Grænsers skjulte ansigt [La face cachée de Reporters sans frontieres] hvori han fordømte "de tvivlsomme arrangementer, den skammelige finansiering, den selektive forargelse […], de gentagne løgne fra Reportere uden Grænser, alt sammen til tjeneste for en sag, der er fuldstændig uden forbindelse med de mål, den hævder. Denne særligt stringente bog bringer dagens lys af Robert Menards dobbelthandling og afslører den parisiske organisations sande ansigt til tjeneste for verdens magtfulde. (20)
Noter
(1) Journalister Uden Grænser, «Liberté de la presse: l'année 2007 en chiffres», 2. januar 2008. http://www.rsf.org/article.php3?id_article=24908 (stedet konsulteret januar 23, 2008).
(2) Journalister Uden Grænser, «En vísperas de las legislativas, Reporteros sin Fronteras recuerda la dramática suerte de los periodistas encarcelados», 17. januar 2008. http://www.rsf.org/article.php3?id_article=25094 (stedet konsulteret januar 20, 2008).
(3) Ibid..
(4) Marion W. Boggs, «Memorandum of Discussion at 432d meeting of the National Security Council, Washington», 14. januar 1960, Eisenhower Library, Whitman File, NSC Records, Top Secret, i Foreign Relations of the United States 1958-1960 (Washington: United States Government Printing Office, 1991), s. 742-743.
(5) Piero Gleijeses, Misiones en Conflicto. La Habana, Washington og Afrika 1959-1976 (Havana, Editorial Ciencias Sociales, 2004), s. 37.
(6) Lov om cubansk demokrati, kapitel XVII, afsnit 1705, 1992. Se også Salim Lamrani, Dobbelt moral. Cuba l'Union européenne et les droits de l'homme (Paris: Editions Estrella, 2008), s. 45-55.
(7) Helms-Burton Act, kapitel I, afsnit 109, 1996.
(8) Colin L. Powell, Kommission for Bistand til en Fri Cuba, (Washington: United States Department of State, maj 2004).www.state.gov/documents/organization/32334.pdf (webstedet konsulteret Maj 7, 2004), s. 16, 22.
(9) Roger F. Noriega, «Assisterende sekretær Noriegas udtalelse til Repræsentanternes Hus' komité for internationale forbindelser», Department of State, Marts 3, 2005. www.state.gov/p/wha/rls/rm/2005/ql/42986.htm (webstedet konsulteret April 9, 2005).
(10) Condolezza Rice & Carlos Gutierrez, Kommission for Bistand til en Fri Cuba, (Washington: Forenede Stater Department of State, juli 2006). www.cafc.gov/documents/organization/68166.pdf (stedet konsulteret juli 12, 2006), s. 19.
(11) Ibid.., P. 22.
(12) Journalister Uden Grænser, «En vísperas de las legislativas, Reporteros sin Fronteras recuerda la dramática suerte de los periodistas encarcelados», op. cit.
(13) Parlamento cubano, «El sistema electoral cubano: cien preguntas y cien respuestas», 9. februar 2007. http://www.parlamentocubano.cu/Preguntas%20y%20Respuestas%20sobre%20el%20Sistema%20Electoral.htm (stedet konsulteret januar 26, 2008).
(14) Pascual Serrano, «El periodismo papagayo», oprør, Januar 21, 2008.
(15) Journalister Uden Grænser, «En vísperas de las legislativas, Reporteros sin Fronteras recuerda la dramática suerte de los periodistas encarcelados», op. cit.
(16) Journalister Uden Grænser, «Baromètre de la liberté de la presse 2007. Journalistes tués», Januar 2, 2008. http://www.rsf.org/rubrique.php3?id_rubrique=73 (webstedet konsulteret Januar 26, 2008).
(17) Journalister Uden Grænser, «Lettre ouverte à ses détracteurs», Réseau Voltaire, September 12, 2006. http://www.voltairenet.org/article143413.html?var_recherche=Reporters+sans+fronti%C3%A8res?var_recherche=Reporters%20sans%20frontières (webstedet konsulteret September 12, 2006).
(18) Salim Lamrani, «La Fondation nationale cubano-américaine est une organisation terroriste», Globalisering, Juli 27, 2006.
(19) Robert Ménard, "Forum for diskussion af Robert Ménard", Le Nouvel Observateur, April 18, 2005. www.nouvelobs.com/forum/archives/forum_284.html (webstedet konsulteret April 22, 2005); John M. Broder, "Politisk indblanding af udenforstående: Ikke nyt for USA' The New York Times, Marts 31, 1997, s. 1; Allen Weinstein, Washington Post, September 22, 1991.
(20) Maxime Vivas, La face cachée de Reporters sans frontières. De la CIA aux faucons du Pentagone (Bruxelles: Aden, 2007).
Salim Lamrani er professor, forfatter og fransk journalist med speciale i forholdet mellem USA og Cuba. Han har udgivet følgende titler: Washington mod Cuba (Pantin: Le Temps des Cerises, 2005), Cuba ansigt à l'Empire (Genève: Timeli, 2006) y Fidel Castro, Cuba et les Etats-Unis (Pantin: Le Temps des Cerises, 2006).
Hans seneste bog er Dobbelt moral. Cuba, l'Union européenne et les droits de l'homme (Paris: Editions Estrella, 2008).
Kontakt: [e-mail beskyttet]
Oversat af Dana Lubow
Redigeret af Robert Sandels
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner