Den 16. september besøgte jeg Sydafrika, et land, hvor mange palæstinensere altid har følt sig velkommen, hvis ikke overvældet af graden af ægte og meningsfuld solidaritet.
Samtidig med at have den ære at tale mange publikummer i seks større byer har jeg også lært en hel del. En vigtig og nøgtern lektie er, at mens apartheidlovene kan afvises på en dag, kan økonomisk apartheid og massiv ulighed blive ved i mange år. Takket være min interaktion med mange sydafrikanske intellektuelle, aktivister og almindelige mennesker, lærte jeg ikke at romantisere Sydafrikansk kamp, en afgørende lektie for dem af os, der kæmper for at stoppe israelsk apartheid i Palæstina.
Mine værter på Afro-Mellemøsten Center sikret, at jeg mødtes med forskelligt publikum, herunder topmedlemmer af African National Congress, ledelsen af landets to, store fagforeningsgrupper, anti-apartheid-forskere og aktivister og et stort antal studerende og andre mennesker i hele landet.
Den vigtigste, indlysende konklusion fra alle disse møder og interaktioner er, at sydafrikanerne mener alvor med deres solidaritet med Palæstina, og at de ser sig selv som partnere i den palæstinensiske kamp for retfærdighed og fred.
Mens sydafrikanere altid er klar til at tage deres solidaritet med Palæstina til et helt nyt niveau, er der dog en generel fornemmelse af, at afgørende politiske tiltag kan vise sig at blive dyre for Sydafrika.
Sandt nok har den sydafrikanske regering taget flere skridt i den rigtige retning. Den 14. maj 2018, Pretoria mindes dets ambassadør i Israel, Sisa Ngombane, for at protestere mod drabet på hundredvis af ubevæbnede demonstranter, der deltager i Stor marts om tilbagevenden i det belejrede Gaza. Den 5. april 2019 begyndte det at gå aktivt nedgradering dets bånd til Israel, som svar på et opkald fra ANC-ledelsen selv.
Selvom disse skridt er betydelige, mangler Sydafrika endnu at tage den form for handling, der, når de kombineres med andre foranstaltninger for international solidaritet, endelig kunne tvinge Israel til at afvikle sit apartheidsystem i Palæstina.
Problemet er ikke manglen på vilje eller diplomatisk dobbelttale. Der er en voksende og berettiget følelse af, at arabiske regeringer ikke længere ser befrielsen af Palæstina som et fælles mål. Mens de arabiske folk forblive engageret i deres støtte til palæstinenserne er arabiske regeringer faldet i krigsførende lejre og politiske splittelser.
Alligevel fortalte en top ANC-leder mig, at Sydafrikas politik vedrørende Palæstina er styret af dagsordenerne for Den Arabiske Liga og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Desværre tjener hverken Den Arabiske Liga eller PLO de roller, de blev betroet for årtier siden. Førstnævnte er skæmmet i divisioner, og sidstnævnte er reelt blevet erstattet af den foreløbige, fraktionelle palæstinensiske myndighed i Ramallah.
At bruge ineffektive organisationer som en juridisk og moralsk referenceramme skader Sydafrikas muligheder for at omdanne sin solidaritet med Palæstina til håndgribelige politiske aktiver.
Det andet dilemma er, at selve det afrikanske kontinent ikke længere er forenet med hensyn til Palæstina. Israel har successivt drevet en kile ind mellem afrikanske lande, hvilket på et tidspunkt var det United i deres ubetingede støtte til den palæstinensiske kamp mod israelsk militærbesættelse og apartheid.
Israels succeser i Afrika, især gennem trænge ind fra Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), har gjort Tel Aviv til en politisk aktør på det afrikanske kontinent. Forstærket af den velkomst, han modtog fra forskellige afrikanske ledere, havde den israelske premierminister Netanyahu håbet på det hold topmødet mellem Israel og Afrika i oktober 2017. Takket være indsatsen fra afrikanske lande som Sydafrika og Algeriet blev konferencen udskudt.
Hvis Israel fortsætter med det score politiske sejre, mens den står over for lidt modstand, vil den dog i sidste ende dominere det afrikanske kontinent. Det absurde i denne sag går ud over kampen i Palæstina. Et kontinent, der var hærget af kolonialisme, racisme og apartheid, bør ikke omfavne folk som Israel, eksemplificeringen af selve de dårligdomme, der har kostet Afrika så dyrt i hundreder af år.
Faktisk er spørgsmålet om solidaritet med Palæstina, og det presserende behov for at blokere Israels plager i Afrika, uløseligt forbundet. I netop dette link kan Sydafrika finde en måde at genvinde sin naturlige rolle som en fortrop mod racisme og apartheid overalt.
Mit forslag til ANC er, at Sydafrika bør opdatere sin referenceramme og bevæge sig væk fra trætte klicheer om en nedlagt to-statsløsning og sådan, til en helt ny måde at tænke på. Og det skal ikke gå om at gøre det alene; hele Afrika og alle palæstinensere bør være en del af denne indsats.
Jeg er overbevist om, at Sydafrika er klar til at imødegå Israels bestræbelser på kontinentet ved at indlede en Afrika-Palæstina-konference, en stor forsamling, der har til formål at udnytte al solidaritet for det palæstinensiske folk i alle afrikanske lande.
Uanset om konferencen afholdes i regi af Den Afrikanske Union (AU) eller uafhængigt, kan forsamlingen af ligesindede afrikanske og palæstinensiske ledere, parlamentarikere, lærde og civilsamfundsledere udvikle en ny referenceramme, som Sydafrika, den afrikanske kontinent, og faktisk resten af verden kan bruge som et vejledende princip for nytænkning om Palæstina. Baseret på ringe lavet af det palæstinensiske civilsamfund i 2005 for at boykotte Israel, har det palæstinensiske folk krævet og forventet denne nytænkning i mindst 15 år.
De, der måtte finde ideen om, at Afrika kan gå forrest i dannelsen af en ny, global forståelse af Palæstina, skal huske, at det var Organisationen for Afrikansk Enheds resolution 77 (XII) af august 1975, der anerkendte og fordømte " organisk forbindelse" mellem "det racistiske regime i det besatte Palæstina og det racistiske regime i Zimbabwe og Sydafrika". Netop den beslutning tjente som en vigtig referenceramme, der blev brugt i FN-resolution 3379 november 1975, der fastslog, at "zionisme er en form for racisme og racediskrimination".
Afrika skal genvinde sin position som global leder i kampen mod racisme og apartheid, og Sydafrika er meget kvalificeret til at stå i spidsen for disse bestræbelser, for trods alt som den ikoniske sydafrikanske leder Nelson Mandela engang sagde, "Vi ved alle alt for godt, at vores frihed er ufuldstændig uden palæstinensernes frihed".
Ramzy Baroud er journalist, forfatter og redaktør af The Palestine Chronicle. Hans sidste bog er 'The Last Earth: A Palestinian Story' (Pluto Press, London), og hans kommende bog er 'These Chains Will Be Broken: Palestinian Stories of Struggle and Defiance in Israeli Prisons' (Clarity Press, Atlanta). Baroud har en ph.d. i Palæstinastudier fra University of Exeter. Hans hjemmeside er www.ramzybaroud.net.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner