Jeremy Corbyns genvalg til Labour-partiets ledelse på en øget stemme er en væsentlig sejr for venstrefløjen i Labour-partiet og for progressiv politik i Storbritannien. Det er en sejr, som alle på venstrefløjen fejrer. Det demonstrerer styrken af støtte, der er til at ændre arbejderpartiets politik: for at flytte magtbalancen i vores samfund, væk fra de politiske og økonomiske eliter mod flertallet, for at bemyndige og give ret til arbejderklassen og samfundene, der er hårdest ramt af det langsigtede angreb på velfærdsstaten.
Det er helt klart, at Corbyn søger at bringe Labour-partiet betydelige forandringer: at genoprette dets grundlæggende forpligtelse til arbejderklassens interesser og fremskridt, at forsvare og udvide dets største præstation – velfærdsstaten, og at gøre fremskridt, hvor der tidligere var har været få fremskridt – med at gøre Labour til en forkæmper for international fred og retfærdighed, mod britisk økonomisk interventionisme, krig og atomvåben. Alle dem, der søger fremskridt for denne dagsorden, ønsker at støtte Corbyn og hans allierede i at bringe ændringer til Labour-partiet, så det kan implementere nogle eller alle af disse politikker.
Tilstrømningen af nye medlemmer til Labour-partiet for at støtte Corbyns politiske vision har været bemærkelsesværdig. Alligevel er hindringerne for gennemførelsen af omfattende forandringer i Arbejderpartiet betydelige, som det er set det sidste år. Både det britiske establishment og dets kolleger inden for Labour-partiet har kæmpet for at underminere Corbyn og fjerne ham fra embedet. Dette er mislykkedes, men højrefløjens styrke i partiets apparat og strukturer har hindret meget af det arbejde, han ville ønske at udføre. Men der er også en række andre historiske og politiske faktorer, som taler imod den form for omfattende forandring, som nogle på den yderste venstrefløj ville ønske at se.
Arbejderpartiet har altid været en bred kirke politisk, aldrig overvejende venstrefløjens forbehold. Som Corbyn demonstrerede i sin tale ved den nylige Labour-konference, betyder det at forene partiet politiske løfter, som er acceptable for det overvældende flertal af partiet – progressive, men meget i Labour-traditionen. Disse omfatter støtte til NHS, indførelse af en national uddannelsestjeneste, investering i job og hjem og genoprettelse af arbejdernes rettigheder og nogle elementer af offentligt ejerskab. Alle disse er fremragende tilsagn, og Arbejderpartiets genindførelse af dette politiske program er meget velkomment.
Politikker støttet af Jeremy Corbyn og venstrefløjen, som ikke tolereres af højrefløjen, såsom anti-krig, anti-Trident, anti-NATO er blevet sat på sidelinjen eller afvist, i overensstemmelse med Labour-politikker gennem det meste af dets eksistens. Attlee, hvis regering indførte velfærdsstaten, hjalp også med at stifte NATO og forpligtede Storbritannien til atomvåben, og der er dem i Corbyns ledelse, såvel som i fagforeningerne, PLP og på tværs af medlemskredsen, som enten virkelig støtter dette perspektiv, eller tolerere det for at opnå forandringer i mere "mainstream"-spørgsmål som jernbanerenationalisering . Andre spørgsmål er også meget omstridte, og der eksisterer strukturelle hindringer for progressive ændringer - såsom regelændringen, der blev vedtaget på den nylige konference, der forhindrer Labour-rådsmedlemmer i at stemme imod nedskæringer i budgetterne og derved tillade situationen at fortsætte, hvor mange arbejderklassefolk og samfund ser Labour som en del af problemet frem for en del af løsningen.
Så spørgsmålet, som Labour står over for, er ikke, om det kan blive et antikapitalistisk parti for den radikale venstrefløj. Det er ikke inden for rammerne af, hvad der er politisk muligt. Politisk indgriben fra den yderste venstrefløj med det i tankerne vil skade Corbyns udsigter til at opnå forandring i Labour-partiet. Spørgsmålet er, om hans ledelse kan lykkes med at genvinde Labour til en socialdemokratisk reformdagsorden. En sådan udvikling ville være uden fortilfælde og af enorm politisk betydning, på tværs af Europa og udenfor, og potentielt påvirke andre lignende partier i hele Europa - SDP i Tyskland, Socialistpartiet i Frankrig.
Siden 1990'erne har alle nominelt socialdemokratiske partier taget neoliberalismen til sig. Blair konsoliderede denne proces i Storbritannien, som Jospin gjorde i Frankrig og Schroeder i Tyskland og utallige andre andre steder. Ingen steder er denne politiske proces endnu blevet vendt. Muligheden eksisterer i Storbritannien, fordi der på grund af det første postvalgsystem ikke er opstået noget numerisk signifikant radikalt venstreparti til at præsentere et anti-neoliberalt alternativ, som vi har set i hele Europa og andre steder globalt. Corbyn har således modtaget meget af den anti-establishment, anti-neoliberale stemning, som har bragt betydelig valgstøtte til partier som Podemos og Syriza. Hvis Corbyn kan udnytte dette ønske om forandring for at genoprette socialdemokratiet til Labour-partiet, vil det være et enormt fremskridt for folket i Storbritannien, med en potentiel indvirkning på massedemokratiske partier ud over vores nationale grænser. Det socialdemokratiske rum i britisk politik skal igen besættes af et regeringsdygtigt masseparti.
Mange på venstrefløjen har valgt at melde sig ind i Arbejderpartiet for at støtte denne udvikling. Andre mener, at det ud over kampen for at genskabe Arbejderpartiet til dets oprindelige mandat og etos også er afgørende, at en alternativ venstrepolitik kommer til udtryk – antikapitalistisk og antiimperialistisk – som det har været i politik i Storbritannien og globalt, i et århundrede eller mere. Formålet hermed er ikke blot at redegøre for omfanget af, hvad der er muligt og nødvendigt for en reel transformation af samfundet og menneskelige, økonomiske og sociale relationer, men at være i stand til i praksis at føre den politik, som denne vision repræsenterer. Dette politiske rum, til venstre for socialdemokratiet, skal også besættes – i Storbritannien, som det er i hele Europa og udenfor. Left Unity er en del af den radikale venstrestrøm, med partier og bevægelser i hele Europa, der handler solidarisk og erkender, at de problemer, vi står over for i Storbritannien, ikke kan løses på nationalt grundlag. Det er systemiske problemer, som arbejderklassen internationalt organiserer sig imod, og vi er en del af den proces.
Håbene og drømmene hos så mange af dem, der støtter Corbyn – og mange flere på tværs af samfundet, som ikke formulerer deres forhåbninger i partipolitiske termer – kan kun i sidste ende opfyldes af en radikal transformation af samfundet, hvor demokrati ikke kun er en politisk proces men en økonomisk proces, hvor folket skal være suverænt. Vi ønsker at se det investerings- og reformprogram, som Corbyn foreslår for at forbedre folks liv, men vi erkender også, at kapitalismen grundlæggende er anti-mennesker, og vores interesser kan ikke forenes med kapitalens interesser. Et klart politisk udtryk for antikapitalistiske principper og politikker er en væsentlig del af det politiske spektrum – en lille del uden tvivl i Storbritannien – men erfaringerne fra de sidste to århundreder viser, at denne politiske analyse er korrekt og har bred opbakning internationalt.
Ligesom vores modstand mod imperialismen og vores kritik af britisk udenrigspolitik og de redskaber, den bruger til at bevare sin globale position, uanset de lidelser, den påfører. En klar stemme mod krig og atomvåben har aldrig været mere nødvendig, for at Storbritannien skal spille en anden slags rolle i verden baseret på retfærdighed og lighed mellem stater, ikke at fastholde nykolonialismen. En sådan stemme er nødvendig mod racisme og diskrimination, for migranter, flygtninge og fri bevægelighed, for rettighederne ikke kun for arbejdere fra alle lande, men for kvinder og piger, for handicappede og alle dem, der lider som følge af den brutale politik, der er påført af herskende klasser her og internationalt.
Frem for alt handler vores holdning ikke kun om at argumentere for et alternativ, det handler om at handle, arbejde hvor som helst vi kan i vores lokalsamfund, med vores klasse inden for og uden for vores nationale grænser, mod besparelser, mod sanktionerne, mod racister angreb og diskrimination. Der er forskellige måder at bidrage til kampen for et retfærdigt og lige samfund på, og det er vores.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner