Irans uranberigelsesprogram har vakt stor kritik, og der har været talt i både Israel og USA om mulige angreb mod iranske atomanlæg. Driften mod en militær løsning ser ud til at tage et alarmerende momentum, med ringe offentlig diskussion af alternative tilgange i de almindelige amerikanske medier. Der vil sandsynligvis være meget store omkostninger forbundet med at udføre sådanne angreb.
Iranske ledere har en række forskellige instrumenter til rådighed til gengældelse, og der er ringe grund til at tro, at disse ikke ville blive brugt. Det er højst sandsynligt, at Israel ville blive angrebet som reaktion af Hizbollah og Hamas, som begge har kapaciteten til at påføre alvorlig skade. Endnu mere skade kan Iran selv gøre, som er ved at udvikle lang rækkevidde leveringskapacitet ved hjælp af avanceret missilteknologi og en type bombebærende dronefly.
Der eksisterer også den iranske mulighed for at blokere passagen gennem Hormuz-strædet, hvorigennem to tredjedele af verdens importerede olie rejser, hvilket utvivlsomt producerer mangel på forsyninger, et stigning i priserne, lange gasledninger i lande rundt om i verden og globalt økonomisk kaos. Ud over dette er der en række uløste konflikter i regionen, som let kan opildnes af iranske interventioner, mest åbenlyst Irak.
Angreb mod Iran, som en ikke-defensiv anvendelse af magt, ville være i strid med international lov og FN-pagten. Magt er kun lovligt i internationale konfliktsituationer, hvis det bruges som selvforsvar som reaktion på et tidligere væbnet angreb. Chartrets kerneforpligtelse i artikel 2, stk. 4, forbyder såvel trusler som magtanvendelse. Efter den standard kan både Israel og USA, alene ved deres trusler, allerede blive betragtet som lovovertrædere. Den faktiske magtanvendelse ville ikke efterlade nogen tvivl.
En langt bedre mulighed end at angribe Iran ville være at forsøge at forhandle en mellemøstlig atomvåbenfri zone. Der er bred opbakning til dette initiativ blandt regeringerne i regionen og verden. Det var et prioriteret mål, der blev vedtaget ved konsensus på konferencen om revision af ikke-spredningstraktaten i 2010. Men der er én stor fangst, som hidtil har været en afgørende hæmmer: Israel er uafvendeligt imod, da etableringen af zonen ville kræve, at Israel afmonterede sit eget atomvåbenarsenal.
Det er klart, at ideen om en Mellemøstlig atomvåbenfri zone har ringe regional appel, hvis den ikke inkluderer Israel. Israels insisteren på at beholde atomvåben og samtidig være parat til at føre en krig, med truende følger, for at forhindre Iran i at erhverve sådanne våben, er udtryk for den dybt bekymrende dobbeltstandard, der er et overordnet træk ved ikke-spredningsregimet.
En atomvåbenfri zone i Mellemøsten ville øjeblikkeligt forbedre den overordnede regionale stabilitet og også tage højde for udsigterne for mange arabiske lande, der er klar til at gå i gang med deres egne atomenergiprogrammer. Uden en sådan zone er der faktisk en væsentlig mulighed for et regionalt atomvåbenkapløb, der ville friste lande som Tyrkiet, Egypten, Syrien og Saudi-Arabien samt Iran til at have de formodede afskrækkende fordele ved et atomarsenal.
En mellemøstlig atomvåbenfri zone, der omfatter alle landene i regionen, er et spørgsmål, der kræver amerikansk lederskab. Kun USA har løftestangen og staturen til at bringe den mangfoldige gruppe af regionale aktører til forhandlingsbordet for at gøre den nødvendige indsats for at afværge krig. Der kan ikke på forhånd gives sikkerhed for, at et sådant diplomatisk initiativ ville lykkes, men at undlade at forsøge ville være beklageligt.
Richard Falk er FN's særlige rapportør for de palæstinensiske områder og formand for Nuclear Age Peace Foundation. David Krieger er præsident for Nuclear Age Peace Foundation.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner