Man kunne være fristet til at afvise de seneste resultater fra det amerikanske udenrigsministerium om menneskesmugling som stort set politisk. Men vær ikke for forhastet.
Kritikken af udenrigsministeriets rapport om handlede personer, der blev udgivet den 16. juni, burde være udbredt. Det sprog, der beskriver amerikanske allieredes bestræbelser på at bekæmpe problemet, virker ufortjent, især når man undersøger den næsten 320 sider lange rapport og observerer disse regeringers ubetydelige indsats. Desuden var det næppe overraskende at opdage, at Cuba, Nordkorea, Iran og Syrien – Washingtons fremmeste fjender – sygner hen i rapportens Tier 3-kategori, dvs. lande, hvor problemet er mest alvorligt og mindst bekæmpet. Lovovertrædere i niveau 3 er underlagt amerikanske sanktioner, mens regeringer i lande i niveau 1 opfattes som påpasselige med at bekæmpe menneskehandel.
Man kunne også stille spørgsmålstegn ved den amerikanske regerings egen moralske legitimitet; at klassificere verden i observationslister, lykønske nogle og irettesætte og sanktionere andre, mens USA selv hidtil (og i ni på hinanden følgende rapporter fra 2000) har været immune over for selvkritik.
Betænkningens politiske hybris og selvretfærdige grundlag er utvivlsomt foruroligende, men det repræsenterer næppe en ende på argumentet. Faktum er, at rapportens vurdering af over 170 lande er grundig og stort set i overensstemmelse med fakta som observeret, rapporteret af medierne og undersøgt i andre omfattende rapporter om samme emne. Faktisk bekræfter FN's egen Global Report on Trafficking in Persons, lanceret af FN's Kontor for Narkotika og Kriminalitet (UNODC) i februar 2009, en stor del af udenrigsministeriets resultater vedrørende misbrugsmønstre rapporteret rundt om i verden, især i Afrika , Mellemøsten og Asien-Stillehavsområdet.
Rapporten undersøgte regeringens reaktion på udnyttelsen af mennesker, herunder børn, med henblik på tvangsarbejde, sex og stjålne organer. Mindst 12.3 millioner voksne og børn bruges til at opretholde den blomstrende forretning med moderne slaveri, selvom det reelle tal sandsynligvis er meget højere, da menneskesmuglere har ringe interesse i at videregive nøjagtige data.
Den globale finanskrise har sat skub i efterspørgslen efter billig arbejdskraft, hvilket gør udnyttelsen af de mest sårbare mennesker til en del af de økonomiske genopretningsplaner for mange virksomheder og endda lande. Under disse omstændigheder bør der ikke være nogen tvivl om, at FN's engang lovende kampagne for at udrydde en stor del af verdens sult inden 2015 allerede er en drøm.
Et af de vidnesbyrd, der blev citeret i udenrigsministeriets rapport, var det fra Mohamed Selim Khan, som "vågnede op i et fremmed hus og følte en ulidelig smerte i hans underliv. Usikre på, hvor han var, spurgte Khan en mand iført en kirurgisk maske, hvad der havde skete 'Vi har taget din nyre', sagde den fremmede 'Hvis du fortæller det til nogen, slår vi dig ihjel.'
Khans oplevelse er indbegrebet af millioner af menneskers mareridt rundt om i verden, mens de kæmper for at forsørge sultne familier. Deres situation er ingen hemmelighed. Det kan ses på gaderne i mange byer rundt om i verden, fra Europa til Asien og Mellemamerika til Golfen, hvor udslidte, udslidte mænd i snavsede uniformer arbejder lange timer for lidt løn, fanget mellem presserende behov derhjemme og de nådesløse krav fra deres "rekrutteringsbureauer".
Men billig eller tvangsarbejde er ikke den eneste form for menneskehandel. Ifølge FN's Global Report on Trafficking in Persons, baseret på data indsamlet i 155 lande, er "den mest almindelige form for menneskehandel [79 procent] seksuel udnyttelse".
IRIN News, der er tilknyttet FN's kontor for koordinering af humanitære anliggender, rapporterede den 18. juni, at "kvinder fra det tidligere Sovjetunionen og Kina stadig bliver handlet over grænsen til Egypten til Israel for tvungen prostitution af organiserede kriminelle grupper". Israel er blevet identificeret som en "primær destination for menneskehandel af både udenrigsministeriet og FN's kontor for narkotika og kriminalitet". En israelsk bande alene har ifølge rapporten handlet over 2,000 kvinder til Israel og Cypern i de sidste seks år.
Man må undre sig over visdommen i internationale konferencer og globale bestræbelser, der sigter mod at slå ned på Gazas indbyggere, der smugler mad og medicin over den samme egyptiske grænse for at overleve den israelske belejring, når næsten ingen indsats er blevet dedikeret til at stoppe den voldsomme udnyttelse og misbrug af tusindvis af kvinder beriger Israels sexindustri.
Tør jeg sige, at mens menneskesmugling i sig selv er et upolitisk spørgsmål, at erkende og bekæmpe eller undlade at bekæmpe, er problemet i høj grad politisk. Tænk på bankkrisen, som gav næring til en global recession, og den måde, hvorpå astronomiske beløb er blevet dedikeret til at løse den, billioner af dollars i globale redningspakker, der i sidste ende belønner dem, der forårsagede krisen i første omgang. Sammenlign disse bestræbelser med de patetiske forsøg på at standse den skændige kommercialisering af mennesker, deres organer, deres seksualitet, deres menneskelighed.
Problemet er nu forværret. FN's fødevareembedsmænd erklærede den 19. juni, at sult rundt om i verden har passeret den hidtil usete tærskel på én milliard, det vil sige én ud af seks mennesker. Den alarmerende stigning på 100 millioner sultne børn, kvinder og mænd fra sidste års skøn skyldes den økonomiske recession. Mens internationale institutioner er effektive til at genkende sådanne problemer, mangler foreslåede løsninger ofte oprigtighed eller enhver følelse af uopsættelighed.
"En sulten verden er en farlig verden," sagde Josette Sheeran fra World Food Programme. "Uden mad har folk kun tre muligheder: de gør oprør, de emigrerer eller de dør." De bliver også produkter på markeder, der er klar til at udnytte dem, hvis selve overlevelse er på spil.
Da Julia fra Balkan var otte år gammel, blev hun ført sammen med sine søstre til et naboland, hvor hun blev solgt for at tigge. Hun blev slået, hver gang hun undlod at vende tilbage med sin faste kvote af penge. Da hun blev teenager, blev hun tvunget til prostitution. Efter at være flygtet blev hun anbragt på et offentligt børnehjem, hvorfra hun også flygtede og vendte tilbage til gaderne. Ifølge rapporten fra Udenrigsministeriet blev "Julia til sidst anholdt på grund af anklager om narkotika".
Kan denne uretfærdighed være mere åbenlys?
– Ramzy Baroud (www.ramzybaroud.net) er forfatter og redaktør af PalestineChronicle.com. Hans arbejde er blevet publiceret i mange aviser, tidsskrifter og antologier rundt om i verden. Hans seneste bog er, "The Second Palæstinian Intifada: A Chronicle of a People's Struggle" (Pluto Press, London), og hans kommende bog er, "My Father Was a Freedom Fighter: Gaza's Untold Story" (Pluto Press, London)
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner