Længe før kampagnen for boykot, sanktioner og afståelse langsomt bevægede sig fra udkanten af global solidaritet med palæstinenserne for at komme i centrum, havde Tony Benn i årevis talt for en boykot af Israel med uindskrænket overbevisning.
"Storbritannien bør tilbyde sin støtte til denne strategi ved at stoppe alt våbensalg til Israel, indføre handelssanktioner og et forbud mod alle investeringer der sammen med en boykot af israelske varer her og gøre det til en betingelse for ophævelsen af disse foranstaltninger, at Israel overholder disse krav på én gang,” skrev Benn i sin blog den 19. april 2002 under titlen “A STATE OF PALESTINE NOW”. Den 'strategi', som Ben talte om, var, at Arafat skulle erklære en stat, og at 'venlige nationer' skulle anerkende den.
Ja, titlen var med store bogstaver. Det var, som om Benn, en principfast britisk venstrefløjspolitiker, højlydt havde ønsket at fremhæve sin insisteren på, at det palæstinensiske folk fortjente deres rettigheder, frihed og suverænitet. Han var så modig og modig, som enhver mand eller kvinde med sande værdier og principper altid burde være. Han forblev kompromisløs i spørgsmål om menneskerettigheder og retfærdighed. Denne internationale kriger efterlod et udfordrende rum at udfylde, da han døde i en alder af 88, torsdag den 13. marts.
Efter nyheden om hans død var britiske medier oversvømmet af rapporter om Benn og hans lange arv efter at være en stædig politiker og kompromisløs fortaler for menneskerettigheder. Helt ærligt var der mindre vægt på sidstnævnte og meget mere på førstnævnte, på trods af at Benn forstod, at politik var en platform til at skændes med moralske dilemmaer. Folketinget var en platform for at tjene folket, ikke for at konspirere med andre politikere for ens partis skyld. For nogle politikere handler det om at vinde valg, ikke at bruge embedet til at udføre et moralsk funderet mandat til at tjene folket. Benn var anderledes, så der var det had-kærlighedsforhold, Storbritannien havde til ham.
Tro mod form fremtryllede britiske medier straks et par buzzwords, som de forsøgte at definere Benns arv. Han var 'umoden med alderen', var en af dem. Det var en bemærkning fra Benns hårdeste rival i Labour-partiet, Harold Wilson, med henvisning til, at Benn blev mere radikal venstreorienteret, efterhånden som han blev ældre. Nogle i medierne elsker simpelthen aksiomer og catch phrases, for det skåner journalister for smerten ved udtømmende research. Wilson og hans lejr investerede kraftigt i at tildele Benn ansvaret for de successive nederlag, som Labour-partiet oplevede i hænderne på de konservative. Faktisk havde Margaret Thatcher og derefter John Major vundet fire valg i træk, og mellem dem ændrede britisk økonomis ansigt og ophævede store fagforeninger. Men at give Benn skylden for at splitte partiet er mildest talt uretfærdigt.
Sammenlign Tony Benns arv med Tony Blairs. Den første var principfast til kernen, udfordrede modigt USA's hegemoni i verden og kæmpede hårdt for Storbritanniens fattige arbejderklasse og mod uhindret globalisering, der gjorde stater sårbare over for den iboende ulighed i det globale økonomiske system.
Blair stod for det stik modsatte: en selvbetjent politiker, blottet for enhver moral, og blev med rette døbt Bushs puddel for at tage hensyn til det amerikanske militæreventyrisme, hovedsageligt i Afghanistan og Irak.
Benn, selv fra synspunktet af dem, der var uenige med ham, blev altid set og vil altid blive husket som en mand af høje værdier. Blair var blevet distriktet af sine egne jævnaldrende, selv før han blev tvunget til at give afkald på embedet. Man kan forestille sig, at israelske medier er dem, der sandsynligvis vil huske Blair med stor kærlighed.
Selvom Benn så ud til at være styret af de samme høje moralske værdier, som fulgte ham gennem de over 50 år, hvor han fungerede som parlamentsmedlem i det britiske parlament, virkede han klar til at tage endnu større udfordringer op, da han gik på pension i 2001. Hans opgave ændrede sig fra at være en voldsom politiker derhjemme, der kæmpede for selve definitionen af arbejderpartiet, til en internationalist, der tog det sværeste af emner og aldrig bøjede sig.
Efter den amerikansk-britiske såkaldte 'krig mod terror' – designet omkring økonomiske og strategiske interesser – blev Benn større fremtrædende, ikke som en anden tv-kendis 'ekspert', men som en indædt modstander af USA og hans egen regerings engros-slagtning af hundredtusindvis af uskyldige mennesker. Siden har manden aldrig holdt sig væk fra gaderne. Han talte med lidenskab og fascinerede publikum på sit smukke, pletfri engelsk. Det vigtigste ved timingen af Benns modige holdninger var, at dengang var alle offentlige diskurser relateret til krigene mættede med frygt. Men hver gang Benn talte, skubbede han fortællingen op til højere grader af frækhed.
Jeg hørte ham engang tale på Trafalgar Square i London. Han bar et Kuffiya, det traditionelle palæstinensiske tørklæde. Han talte om Irak, Libanon og Palæstina, som om deres folk var hans egne. Tusindvis af os klappede med så meget entusiasme. Det var, som om hans ord alene var redningen, der ville befri arabiske nationer fra den militære besættelses og krigs trældom. Men til tider lever ord i en egen sfære, hvor de formerer sig, og når de gentages ofte nok, kan de ændre verden.
"Hovedansvaret for de forfærdelige forbrydelser, der begås mod palæstinenserne, skal deles ligeligt mellem Jerusalem og Washington, for på hinanden følgende amerikanske regeringer har finansieret Israel, bevæbnet Israel og brugt deres veto i Sikkerhedsrådet for at beskytte Israel mod at blive tvunget til at overholde hvilken verden mening ønsket,” sagde han i 2003 i et interview med egyptiske Al Ahram.
Ganske vist var Benn ikke den eneste britiske politiker, der talte så åbenhjertigt om det fælles ansvar for forbrydelser begået mod palæstinensere, men få gik så langt, som han gjorde.
Næste gang der er et møde for Palæstina, burde der være en tom stol med en palæstinensisk Kuffiya og navnet Tony Benn. Det er en palæstinensisk tradition at ære sine helte, selv dem med en fantastisk smuk britisk accent.
– Ramzy Baroud er en internationalt syndikeret klummeskribent, mediekonsulent, forfatter og redaktør af PalestineChronicle.com. Han er ph.d.-kandidat ved University of Exeter, UK. Hans seneste bog er "My Father Was a Freedom Fighter: Gaza's Untold Story" (Pluto Press, London).
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner