En af landets førende meningsmålere, Andrew Kohut fra Pew Research Center, skrev for et par uger siden, at blandt amerikanere "er der ringe potentiel støtte til magtanvendelse mod Iran." I denne måned har Det Hvide Hus fortsat understreget, at det er forpligtet til at søge en diplomatisk løsning. Alligevel er det meget sandsynligt, at den amerikanske regering vil iværksætte et militærangreb på Iran inden for det næste år. Hvordan kan det være?
I tiden op til krig bedrager tilsyneladende ofte. Officielle begivenheder kan synes at bevæge sig i én retning, mens politiske beslutningstagere faktisk er på vej i en anden. På deres egen tidsplan implementerer strateger i Det Hvide Hus en belejring af den offentlige mening, der er afhængig af eskalerende mediespind. Den ene administration efter den anden har gennemgået bevægelserne om at blive på et diplomatisk spor, mens de lægger fliser på en vej til krig.
For flere dage siden sagde præsident Bush, at "doktrinen om forebyggelse er at arbejde sammen for at forhindre iranerne i at have et atomvåben" - og han tilføjede hurtigt, at "i dette tilfælde betyder det diplomati." Den 12. april opfordrede udenrigsministeren, Condoleezza Rice, FN's Sikkerhedsråd til at tage "stærke skridt" som reaktion på Irans meddelelse om fremskridt hen imod berigelse af uran. Bush og Rice var engageret i et slidt ritual, der involverer at spille diplomati, før de tager militæraktion.
For syv år siden proklamerede præsident Clinton, at en amerikansk-ledet NATO-luftkrig mod Jugoslavien var i gang, fordi alle fredelige veje til at håndtere den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, var nået til blindgyder. Clinton-administrationen og de store amerikanske medier undlod at nævne, at Washington havde givet Milosevic et giftpille-ultimatum i det med småt i de foreslåede Rambouillet-aftaler - med bilag B, der fastslog, at NATO-tropper ville have næsten ubegrænset løb over hele Forbundsrepublikken Jugoslavien.
De seneste årtier af amerikansk historie er fyldt med sådan falsk statsmandskunst: smøring af mediehjul og politiske maskineri til militære interventioner i Sydøstasien, Caribien, Mellemamerika og Mellemøsten. Men den nuværende administrations iver efter at bruge "diplomati" som en støtte til at gå i krig har været usædvanligt fræk.
Den 31. januar 2003 - fem dage før den daværende udenrigsminister Colin Powells ballade tale til FN's Sikkerhedsråd - holdt præsidenten et privat Oval Office-møde med Tony Blair. Som opsummering af diskussionen, som fandt sted næsten to måneder før invasionen af Irak, bemærkede den britiske premierministers udenrigspolitiske rådgiver David Manning i et notat: "Vores diplomatiske strategi skulle arrangeres omkring den militære planlægning." I mellemtiden fortalte præsident Bush og hans bedste hjælpere stadig offentligheden, at de forfulgte alle diplomatiske kanaler i håb om at forhindre krig.
Pundits har ofte rådet præsidenter til at bruge diplomatiske manøvrer som virtuelle svindlere for at legitimere den kommende krigsførelse. Charles Krauthammer sprængte sin stak i midten af november 1998, da FN's generalsekretær Kofi Annan så ud til at gøre fremskridt med at afværge et amerikansk missilangreb mod Irak. "Det er helt fint for en amerikansk præsident at tale om de sædvanlige fromheder om international konsensus og sådan noget," skrev Krauthammer i magasinet Time. "Men da han begynder at tro på dem, overdrager han det ovale kontor til Kofi Annan og venner."
I sensommeren 2002, med fremdriften i retning af en Irak-invasion, opfordrede Newsweeks udenrigs-klummeskribent Fareed Zakaria Bush-administrationen til at anerkende public-relations-værdien af at tillade FN's våbeninspektører at tilbringe noget tid i Irak. "Selv om inspektionerne ikke producerer den perfekte krise," skrev han optimistisk, "vil Washington stadig være bedre stillet for at have prøvet, fordi det ville ses at have gjort alt for at undgå krig."
Når virkeligheden ikke kan holde et lys til opfattelsen, så er virkeligheden tilbøjelig til at blive umærkelig. Og når det drejer sig om krig og fred, når magtfulde politiske vinke i Washington effektivt stræber efter, at tilsyneladende vil bedrage, er resultatet en pantomime af diplomati, der næppe ligner den ægte vare. Når det egentlige mål er krig, er PR-opgaven at vise, at ingen diplomatisk sten står uvendt.
Den slags makabert ritual var i gang den 10. april, da Det Hvide Hus' pressesekretær, Scott McClellan, fortalte journalister: "Præsidenten har gjort det meget klart, at vi arbejder sammen med det internationale samfund for at finde en diplomatisk løsning, når det kommer til Det iranske regime og dets jagt på atomvåben." Citatet dukkede op næste morgen i en nyhedsartikel fra New York Times under en overskrift, der må have glædet krigsplanlæggerne i Det Hvide Hus: "Bush insisterer på diplomati i at konfrontere et nukleart Iran."
Ambrose Bierce definerede diplomati som "den patriotiske handling at lyve for sit land." Men der er intet mindre patriotisk end at lyve for sit land - især når resultatet er en krig, der kunne have været undgået, hvis ærlighed havde erstattet falskhed.
Norman Solomon er administrerende direktør for Institute for Public Accuracy (www.accuracy.org) og forfatter til "War Made Easy: How Presidents and Pundits Keep Spinning Us to Death" (www.warmadeeasy.com).