Labor Day kan være en passende hyldest til Amerikas arbejdere. Men hvad med årets andre 364 dage? På trods af al snak om arbejdende menneskers betydning og værdighed, får de kun lidt magt eller ære i nyhedsmediernes hverdag.
Hvad hvis situationen var vendt?
En gang om året kunne store investorer og virksomhedsejere hyldes på Business Day. For at fejre højtiden kan politikere marchere arm i arm gennem downtown Manhattan med folk som Bill Gates, Warren Buffett og Donald Trump. Ledere kunne have en fridag, mens medier sagde nogle pæne ting om dem.
I løbet af resten af året, i dette omvendte scenarie, ville journalister fokusere på det virkelige liv for nationens arbejdsstyrke. I stedet for at gøre helte ud af milliardærinvestorer - og i stedet for at rapportere om Wall Street som det ultimative centrum for folks økonomiske liv - ville nyhedsmedierne give omfattende dækning af arbejdspladsen.
For eksempel vil en sådan dækning afspejle de sundhedsfarer, som arbejdere står over for. På en gennemsnitlig dag dør 18 amerikanere af arbejdsskader, mens anslået 165 mennesker dør af erhvervssygdomme. Andre daglige arbejdsrelaterede tal omfatter 36,400 tilskadekomne og 3,200 sygdomme.
Hvis medier kan holde os så tæt informeret om aktiekurser hver dag, kunne de også holde os informeret om præcis, hvilke industriarbejdspladser der dræber og sårer amerikanske arbejdere. Meget af afgiften er mindre end indlysende: Forskere har fundet ud af, at for hver amerikaner, der bliver dræbt af en arbejdsskade, sker der næsten 10 jobrelaterede dødsfald på grund af sygdom.
Hvis disse dystre begivenheder blev rapporteret dagligt, med den intensitet og opmærksomhed på detaljer, der nu er forbeholdt dækning af aktiemarkedet, så ville vores samfund være meget mere opmærksomme på arbejdsforholdene i hele landet - og der ville være mere offentligt pres for forbedring.
I et mere arbejdsvenligt mediemiljø ville fjernsynsekspertise ikke være domineret af pro-corporate fora som "The Capital Band", "Hardball", "The McLaughlin Group" og ABC's "This Week" - som ikke tilfældigt er gjort muligt af fagforeningsbaserede firmaer som Archer Daniels Midland og General Electric. I modsætning hertil ville fremtrædende tv-programmer præsentere udsigterne for folk, der ikke kører i limousiner.
Offentligt tv - nu med showet "Nightly Business Report" - ville også være villig til at sende et regulært program, der kunne hedde "Nightly Labor Report." I denne mediedrømmeverden ville National Public Radio ikke fortsætte med at inkludere en "virksomhedsopdatering" som en del af nyhedsudsendelser hver time uden også at give en "arbejdsopdatering" øverst i hver time.
Dagblade med størst oplag ville ikke være begrænset til virksomhedsejede aviser på linje med USA Today, Wall Street Journal og New York Times. I stedet ville mindst et af de mest udbredte blade ejes og drives af en koalition af fagforeninger. Og de redaktionelle sider ville rutinemæssigt offentliggøre en reel mangfoldighed af synspunkter.
På magasinstativerne ville tidsskrifter som Business Week og Forbes (motto: "Kapitalistisk Værktøj") konkurrere med publikationer med lige så penge som Labour Week og Solidarity Forever (motto: "Worker's Tool").
Kongressen ville ikke slippe af sted med at ændre navnet på Washington National Airport til Ronald Reagan National Airport, som det skete i 1998. En pro-labour mediestemning ville gøre det politisk uholdbart at opkalde lufthavnen efter en tidligere præsident, der smadrede flyveledernes' fagforening tidligt i sin første periode.
Nyhedsmedierne ville ikke nøjes med at udstøde en lind strøm af floskler om "demokrati" og "det frie marked", men begrebet demokrati på arbejdspladsen.
Lige nu udforsker massemedierne sjældent ideen om at udvide demokratiske principper til de institutioner, hvor amerikanerne arbejder for deres levebrød. Det er, som om vi er blevet betinget til at tro, at vores mest ophøjede politiske værdier – ytringsfrihed og retten til at stemme for lederne af magtfulde institutioner – ikke bør trænge sig forbi døren til arbejdspladsen.
For et par årtier siden indspillede satiriker Tom Lehrer en sang om National Brotherhood Week. "Det er kun for en uge, så frygt ikke," skraldede han. "Vær taknemmelig for, at det ikke varer hele året!"
Labor Day varer 24 timer. Ærgerligt, vi har brug for det.