LONDON - Folket i Storbritannien og USA lever i parallelle, men væsentligt forskellige, medieuniverser. Sprogets bånd og massekulturens overlap er indlysende. Men et besøg i London belyser hurtigt den virkelighed, at mainstream-journalistik er meget mindre snæver her end i Amerika.
En indikator på en robust presse: Næsten et dusin ideologisk forskelligartede nationale dagblade konkurrerer på britiske aviskiosker.
Indrømmet, billedet er ikke helt rosenrødt. Tabloider har uhyggelige kriminalitetsoverskrifter og inkluderer udnyttende billeder af barbrystede kvinder. Adskillige store aviser afspejler de forvridende virkninger af højreorienterede ejere som Rupert Murdoch (som har haft held med at fremtvinge det uhyggelige Fox News på USA). Og oplagstallene for Storbritanniens dagblade viser, at størrelsen af presseopslagene er omvendt proportional med journalistisk kvalitet, med The Sun på 3.5 millioner og Daily Mail på 2.3 millioner - i modsætning til to fantastiske dagblade, Guardian (381,000) og Independent (186,000).
Alligevel er virkningerne af The Guardian og The Independent, sammen med Observer på søndag, meget større, end deres cirkulationer kunne antyde. De er uforskammede progressive aviser, der kombinerer ofte eksemplarisk journalistik med en vilje til at påtage sig de beføjelser, der er. Disse aviser fungerer med vitalitet i nyhedsrapportering - og venstreorienterede politiske kommentarer - som ikke konsekvent kan findes i et enkelt amerikansk dagblad. Overordnet set spænder tankespektret i britisk avispapir så bredt, at en progressiv amerikaner kan blive fristet til at tage ophold her.
Til sammenligning er de førende "liberale" dagblade på tværs af Atlanten - New York Times og Washington Post - talerør for virksomhedernes magt og det amerikanske imperium. Hvis Times and the Post blev udgivet i London, ville britiske læsere betragte disse aviser som centristiske eller endda konservative.
Eteren er også meget forskellige. British Broadcasting Corp. er blevet beskyldt af nogle mediekritikere for at frafiltrere antikrigsstemmer under invasionen af Irak i det tidlige forår. Men udgangspunktet for BBC's sædvanlige reportage kan sammenlignes meget positivt med det, der er på amerikanske netværk, inklusive sådanne offentlige tv- og radiostøtter som PBS og NPR.
BBC er hørbart langt mere interesseret i en bred vifte af information, ideer og debat. Dets generaldirektør, Greg Dyke, var på mærket, da han kommenterede for flere uger siden: "Sammenlignet med USA ser vi upartiskhed som at give en række synspunkter, inklusive dem, der er kritiske over for vores egen regerings holdning." Han havde for nylig besøgt USA og var "overrasket over, hvor mange mennesker der lige kom hen til mig og sagde, at de fulgte krigen på BBC, fordi de ikke længere stolede på de amerikanske elektroniske nyhedsmedier."
Dyke kommenterede: "Personligt var jeg chokeret, mens jeg var i USA, over hvor ubetinget de udsendte nyhedsmedier var under denne krig." Og han tilføjede: "For vores demokratis sundhed er det afgørende, at vi ikke følger mange amerikanske netværks vej."
Da jeg ankom til London i begyndelsen af denne måned, blev jeg straks slået af forskellen i Storbritanniens politiske atmosfære. Mange politikere, journalister og kommentatorer satte varme på Tony Blair og satte fokus på de vægtige nye beviser på, at han havde løjet for offentligheden med sine stejle påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak. Han er tydeligvis i store politiske problemer - i modsætning til George W. Bush.
Hjemme i USA, mens adskillige syndikerede klummeskribenter på store aviser har raket Bush over kullene i dette spørgsmål, kan ingen præcist hævde, at Bush er på de politiske tov. En nøglefaktor er, at få demokrater på Capitol Hill er villige til at gå for den politiske jugular mod denne bedrageriske præsident. Men Blairs problemer og Bushs Teflon skylder meget de to landes forskellige mediemiljøer.
En række britiske forretninger nægter på det kraftigste at lade Blair komme ud af krogen. Dette er resultatet af et gradvist og konstruktivt skift i den britiske mediekultur gennem det sidste kvarte århundrede. Respekt for premierministeren har udviklet sig til ordentligt aggressiv rapportering. Med journalister, der stiller svære spørgsmål og kræver bedre svar, står Blair nu over for en hård behandling - på tryk og i æteren.
Nyhedsmediernes vilje til at udfordre ledere er et vigtigt tegn på demokrati. Men overordnet set er pulsen svag i USA.
___________________________________
Norman Solomon er medforfatter til "Target Iraq: What the News Media Didn't Tell You." For et uddrag og andre oplysninger, gå til: www.contextbooks.com/new.html#target