I Obama-administrationens aftagende dage uddelte husdemokraterne en chokerende irettesættelse af præsident Obamas moderate udenrigspolitiske arv og støttede effektivt den kommende Trump-administrations hårde holdninger til Israel.
Den 5. januar sluttede et flertal af husdemokraterne sig til stort set alle republikanere i at stemme for en beslutning der kritiserede USA's afvisning af at nedlægge veto mod en ellers enstemmig resolution fra FN's Sikkerhedsråd, der modsatte sig israelske bosættelser på den besatte Vestbred. Resolutionen kalder modstand mod Israels ulovlige koloniseringsbestræbelser "anti-Israel".
Faktisk afviste 109 af husets 193 demokrater at udfordre Trump ved den første udenrigspolitiske afstemning i den nye kongres, hvilket gav anledning til bekymring for, at der vil være lidt modstand i Kongressen mod Trumps dagsorden, når han kommer til embedet.
"Ensidighed"
Formålet med Parlamentets beslutning var FN's Sikkerhedsråds resolution 2334, vedtaget den 23. december. USA skuffede mange fortalere for menneskerettigheder, international lov og israelsk-palæstinensisk fred ved at være det eneste land i FN's Sikkerhedsråd med 15 medlemmer, der ikke støttede resolutionen, og i stedet stemte for at undlade at stemme.
I en pause fra Obama-administrationens nylige praksis i FN afviste USA dog også at nedlægge veto mod resolutionen, hvilket tillod den at vedtage. Trump og hans bipartisanhængere i Kongressen argumenterede for, at USA faktisk burde have nedlagt veto mod resolutionen.
Resolutionen opfordrede både de israelske og palæstinensiske regeringer for at forhindre vold mod civile, fordømme og bekæmpe terrorisme, afstå fra at tilskynde til vold og overholde deres forpligtelser i henhold til international lov. Men Parlamentets erklæring kritiserer FN-resolutionen for at være "ensidig".
Grunden til en sådan påstand var, at der også var klausuler i Sikkerhedsrådets resolution, der kritiserede ulovlige israelske bosættelser. Årsagen til "ensidighed" i dette emne er klar: Israel er den eneste af de to parter, der ulovligt bosætter besat territorium - en krænkelse af den fjerde Genève-konvention, som bekræftet af Den Internationale Domstol og en bred konsensus af internationale juridiske forskere og menneskerettighedsorganisationer.
Det er usandsynligt, at Kongressen ville have været imod enhver FN-resolution mod krænkelser af den fjerde Genève-konvention begået af palæstinensisk side, såsom en resolution, der fordømte selvmordsbomber fra Hamas.
International Law
H. Res. 11, Parlamentets udtalelse, sidestiller reelt modstand mod Israels højreorienterede regerings illegale koloniseringsfremstød med modstand mod Israel selv. Dette ser ud til at være en del af en topartisk indsats for at delegitimere enhver kritik af israelsk politik.
Ironisk nok er moderate pro-israelske grupper som f.eks J Street , Amerikanere til fred nu støttede Obamas beslutning om ikke at nedlægge veto mod resolutionen, idet han anerkendte, at uhæmmet udvidelse af bosættelser vil gøre etableringen af en levedygtig sammenhængende palæstinensisk stat sammen med Israel umulig - og derfor i sidste ende tvinge Israel til at vælge mellem at være et demokrati eller en jødisk stat.
FN-resolution 2334 bekræftede simpelthen den langvarige konsensus om, at sådanne bosættelser er illegitime. Artikel 49 i Fjerde Genève-konvention - som både Israel og USA har underskrevet - forhindrer enhver besættelsesmagt i at overføre "dele af sin egen civilbefolkning til det territorium, den besætter."
De Forenede Nationer gennem sådanne foranstaltninger som Sikkerhedsrådets resolutioner 446, 452, 465og 471, har gentagne gange erkendt, at Vestbredden og Østjerusalem udgør territorier under udenlandsk krigerisk besættelse - og at Israels bosættelser er i strid med denne kritiske internationale traktat. EN skelsættende beslutning fra 2004 af Den Internationale Domstol bekræftet det samme. I den kendelse pålagde Verdensdomstolen USA og andre underskrivere af den fjerde Genève-konvention at "sikre Israels overholdelse af international humanitær lov."
Desuden det officielle amerikanske udenrigsministerium position, vedtaget i 1978 og aldrig ophævet, siger, at "etableringen af de civile bosættelser i disse territorier er i strid med international lov."
Både republikanske og demokratiske administrationer, der anerkender, at bosættelserne umuliggør etablering af en levedygtig sammenhængende palæstinensisk stat, har modsat sig udvidelse med den begrundelse, at det er "en hindring for fred." De amerikansk-støttede fredsplaner fremlagt af tidligere CIA-direktør George Tenet og Mitchell Kommissionen opfordrede til en fastfrysning af israelske bosættelsesaktiviteter, og det samme gjorde de meget roste "Vejkort for fred”, hvilket både Bush- og Obama-administrationerne gentagne gange understregede var nødvendigt for at løse konflikten.
Imidlertid har H. Res. 11 udfordrer De Forenede Nationers ret til at håndhæve eller endda behandle spørgsmål om international ret i territorier under udenlandsk krigerisk besættelse.
Dette står i kontrast til andre sådanne besættelser, hvor USA har presset på for FN-engagement, såsom Iraks 1990-1991 besættelse af Kuwait. USA insisterede ikke dengang på, at sagen skulle overlades til direkte forhandlinger mellem regeringerne i Irak og Kuwait. Kongressens påstand om, at den israelsk-palæstinensiske konflikt kun bør være genstand for forhandlinger mellem besætteren og dem, der er under besættelse, udfordrer selve grundlaget for, hvorfor FN skulle eksistere i første omgang.
Langvarig amerikansk politik
Den todelte resolutions angreb på Obama omfatter anklager om, at administrationen "fraveg fra langvarig politik" ved at undlade at stemme fra FN's Sikkerhedsråds resolution 2334. I virkeligheden har USA støttet eller undladt at stemme om mere end 50 resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd, der er kritiske over for israelske handlinger, siden dets erobring i 1967 af Vestbredden. Denne seneste afstemning er den første beslutning, der er kritisk over for israelske overtrædelser af international lov, som Obama-administrationen tillod at vedtage i sine otte år i embedet, men selv dette var tilsyneladende for meget for Kongressen.
På trods af meningsmålinger, der viser det et flertal af demokraterne ville støtte indførelsen af sanktioner eller endnu mere anstrengende foranstaltninger mod Israel for at stoppe udvidelsen af ulovlige bosættelser, gjorde Obama-administrationen det klart, at den ville nedlægge veto mod enhver resolution, der havde nogen håndhævelsesbestemmelser. Trods dette har H. Res. 11 insisterer på, at FN-resolutionen uretfærdigt "pålægger" parterne vilkår for forhandlinger om endelig status og endda "i modstrid med Oslo-aftalerne."
Kongressen har dog aldrig indikeret, at bosættelserne i sig selv overtræder Oslo-aftaler, som forbyder begge parter at tage skridt, der "ændrer Vestbreddens status ... indtil resultatet af forhandlingerne om permanent status." Oslo foreskriver også, at Vestbredden skal betragtes som en "enkelt territorial enhed", hvilket formentlig betyder, at man ikke deler Vestbredden op i en række ikke-sammenhængende kantoner som følge af israelske bosættelsesblokke.
Kort sagt synes kongresdemokrater at tro, at det at lade Israels højreorienterede leder Benjamin Netanyahu ulovligt etablere bosættelser på besat palæstinensisk område ikke er i strid med Oslo-aftalerne, men det gør Obama, der undlader at stemme om en resolution, der modsætter sig disse ulovlige bosættelser.
Endnu et foruroligende aspekt af H. Res. 11 er, at den sætter spørgsmålstegn ved Østjerusalems status som besat område. Det amerikanske udenrigsministerium, Det Internationale Røde Kors, De Forenede Nationer og Den Internationale Domstol har længe anerkendt landområder beslaglagt af Israel under krigen i juni 1967, herunder Østjerusalem, som "besatte områder." Dette er blevet gentaget i en række resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd (begyndende med 252, 267, 271, 298, 476 og 478) - vedtaget uden amerikanske indvendinger under både demokratiske og republikanske administrationer - som specifikt anerkender Østjerusalem som værende under udenlandsk krigsførende. beskæftigelse.
Forgreninger hinsides Israel
Ikke alene var ordlyden af H. Res. 11 mere ekstrem end praktisk talt nogen opløsning, var den såkaldte "pro-Israel Lobby" delt.
De mere moderate pro-israelske grupper, såsom J Street og Americans for Peace Now, støttede Obamas FN-position og modsatte sig H. Res 11 som værende dårligt for Israels langsigtede interesser. Imidlertid sluttede flertallet af demokraterne sig til republikanerne på side med højreorienterede pro-israelske grupper, som f.eks. Den zionistiske organisation i Amerika , AIPAC - og i forlængelse heraf med højreorienterede israelske bosættere - til støtte for Trumps anti-FN-position og mod flertallet af amerikanske jøder, der er imod dem.
Som et resultat går konsekvenserne af resolutionen langt ud over Israel.
Flertallet af demokrater udfordrede i det væsentlige FN's ret til at håndhæve eller ligefrem veje ind i spørgsmål om international humanitær ret i territorier under udenlandsk krigerisk besættelse. De insisterer på, at en ende på koloniseringen af et besat område kun kan finde sted, hvis, hvornår og på de vilkår, besættelsesmagten er enige om - og at forhandlinger med repræsentanter for de besatte skal finde sted uden pres eller indblanding udefra og uden hensyntagen til til ulovligheden af besætterens handlinger.
Konsekvenserne af denne afstemning vedrørende FN og international ret er derfor ret foruroligende. Og i betragtning af den store rolle, som amerikanske demokrater engang spillede i udarbejdelsen af FN's charter og den fjerde Genève-konvention, er det særligt skuffende, at et flertal af kongresdemokraterne nu står i opposition til netop disse dokumenter.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner