Udenrigsminister John Kerry har kastet sig tilbage i Mellemøstens "fredsproces", idet han pendler mellem forskellige mellemøstlige hovedstæder og forsøger at lokke den israelske regering til at nå frem til en form for forståelse med det palæstinensiske selvstyre.
Indtil videre er det kun en proces. Men på dette tidspunkt giver selv processen alene anledning til bevogtet optimisme om, at der er gjort nogle fremskridt.
De to sider er blevet enige om at tale. Men hvis forhandlingerne snart kommer i gang, vil opmærksomheden falde på substansen, og det er en helt anden sag. Hvis forhandlerne faktisk ender med at sidde over bordet i Washington i næste uge, vil spørgsmålet være, hvad det altid har været: Vil der være en ende på den israelske besættelse af jord beslaglagt i 1967 og enighed om grænserne til en palæstinensisk stat? Hvis rammerne for et eventuelt regionalt forlig ikke løser disse spørgsmål, er der reelt ikke så meget at forhandle om.
Ny finansiel bistand til Den Palæstinensiske Myndighed, en mulig udveksling af fanger og en aftale fra PA om at udsætte med at søge yderligere støtte i FN eller handling i Den Internationale Domstol kunne alle være vigtige "tillidsskabende foranstaltninger". Men sagens substans forbliver: besættelsen. Det er der gummiet møder vejen.
Naysayers og sabotører
Siden Kerry begyndte sin febrilske runde af shuttle-diplomati designet til at skabe en amerikansk sponsoreret aftale om nye samtaler, har det israelske politiske establishment – hjulpet af en stor del af de amerikanske massemedier – forsøgt at bagatellisere, endda latterliggøre, Kerrys indsats.
Først fik vi at vide, at den israelske offentlighed ikke brød sig meget om indsatsen, da den var optaget af hjemlige bekymringer. Så gik den linje, at mens den arabiske verden var i politisk omvæltning, gav den amerikanske mission ingen mening. Der var endda tyndt tilslørede forslag om, at Det Hvide Hus ikke stod bag udenrigsministeriets mission. Wall Street Journal klummeskribent Bret Stephens [1] kaldte Kerry "et fjols i et fjols ærinde." Caroline Glick [2] skrev en tidligere udenrigspolitisk rådgiver for premierminister Benjamin Netanyahu, som har stærke bånd til amerikanske neokonservative, at den amerikanske udenrigsminister "ligner lidt af en idiot i disse dage." Alligevel forfulgte Kerry stædigt sit mål.
Kerry havde tydeligvis brugt en pakke med pinde og gulerødder for at sikre, hvad der kunne blive et gennembrud. Den Arabiske Liga-delegation på ni medlemmer, der mødtes med Kerry i Jordan, udstedte en erklæring [3] og sagde, at de "mener, at Kerrys ideer, der er foreslået for udvalget i dag, udgør et godt grundlag og et passende miljø til at genstarte forhandlingerne, især de nye og vigtige politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige elementer." Kerry er sagde [4] at have tilbudt palæstinenserne en $4-milliarder pakke af økonomiske incitamenter for at hjælpe med at få forhandlinger i gang.
At Netanyahu og PA-præsident Mahmoud Abbas var blevet enige om at begynde at tale, måtte være kommet som et chok for mange i officielle kredse i Tel Aviv. New York Times-korrespondent Jodi Rudoren skrev, at "frigivelsen af fanger – og den større aftale om at genoptage forhandlinger – afhang af en afstemning i de kommende dage af en israelsk ledelse, der har været bittert splittet over spørgsmålet." Det kunne kvalificeres som en underdrivelse.
De vestlige medier var hurtige til at bemærke, at Israels viceforsvarsminister Danny Danon, en leder af Netanyahus kabinet og en fremtrædende leder i det regerende Likud-parti, offentligt har udtalt, at regeringen ville modsætte sig en palæstinensisk stat, og at enhver forhandlinger med det formål ville være forgæves. "Vores interesse," sagde Danon [5], "er at beholde så meget territorium i Judæa og Samaria som muligt og placere det under israelsk suverænitet." Han sagde senere, at flertallet i den nuværende regeringskoalition aldrig ville tillade oprettelsen af en palæstinensisk stat.
Den 30. juni blev Danon valgt til formand for Likuds centralkomité.
Hvad der næppe er blevet nævnt i de amerikanske medier, er det faktum, at Danons udtalelser kun var en del af en bredere kampagne i israelske høje kredse for at dømme Kerry-indsatsen fra begyndelsen. Israels økonomiminister Naftali Bennett fortalte medierne [6] at ideen om en palæstinensisk stat er "håbløs", og at forsøget på at etablere en sådan i "vores land" er forbi. Bennett talte til en bosætterkonference og opfordrede Israel http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2013/jun/18/israel-build-build-b… [7] at "bygge, bygge, bygge" for at etablere en "israelsk tilstedeværelse overalt." Han opfordrede til en hurtig annektering af mere end 60 procent af Vestbredden, og med klummeskribentens ord Roger Cohen i New York Times [8] "erklærede, at landet havde været Israels i 3,000 år, og karakteriserede søgen efter en to-statsløsning som en kolossal øvelse i nytteløshed."
Vicetransportminister Tzipi Hotovely har kaldt en to-statsløsning for en "illusion". Den 19. juli blev viceudenrigsminister Ze'ev Elkin fortalte israelsk radio [9] at accept af 1967-grænsen ville være selvmorderisk, og at han modsatte sig israelske indrømmelser, der havde til formål at starte forhandlinger.
"Det er vigtigt at forhandle, og endnu vigtigere, at forhandlinger er baseret på realisme og ikke illusioner," Netanyahu fortrolige og tidligere israelske udenrigsminister Avigdor Lieberman skrev [10] på Facebook. "Der er ingen løsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt, i hvert fald ikke i de kommende år, og det, der er muligt og vigtigt at gøre, er konflikthåndtering." (Lieberman tog midlertidig orlov fra sine regeringsposter i december sidste år i afventning af resultatet af en undersøgelse, der involverede anklager om bedrageri og tillidsbrud.)
Boligminister Uri Ariel reagerede negativt [11] til rapporter om en mulig løsladelse af fanger. "Hvis rapporterne i udenlandsk presse om enighed om forudsætninger er sande, er det en alvorlig fejl," sagde han.
Transportminister Yisrael sagde Katz fra Likud [12] "ingen tænker seriøst på at afgive territorium" til den palæstinensiske myndighed.
Last Chance
Hvorvidt Kerry-missionen kan producere meningsfulde fremskridt hen imod en fredsløsning i Mellemøsten – som Obama-administrationen klart ønsker – afhænger i høj grad af, hvad der sker på den israelske side. Er Netanyahu virkelig solgt på en to-statsløsning, eller siger han, som mange har mistænkt i nogen tid, kun for at berolige Washington?
"De store test ligger stadig forude," sagde det israelske dagblad Haaretz. "Bolden er nu hos de to parter, og hovedansvaret for at få forhandlingerne videre hviler på Israel. Kun Israel kan sætte en stopper for besættelsen, som er nøglen til alt andet."
Haaretz-redaktørerne bemærkede, at mange israelere ville støtte Netanyahu, hvis han handlede dristigt for fred, og tilføjede, at hvis han "virkelig er fast besluttet på at nå en historisk aftale, vil han sammensætte en ny koalition, der vil støtte hans tiltag."
Kerrys ønske om at genstarte forhandlingerne var "et øjebliks lejlighed, der ikke let vil dukke op igen," den britiske udenrigsminister William sagde Haag [13] i maj, efter en tur til regionen. "Hvis dette ikke virker, vil der ikke være endnu et øjeblik i amerikansk diplomati, der er mere engageret og energisk til at skabe forhandlinger. Så det er meget vigtigt - om uger, ikke måneder - at få mest muligt ud af denne mulighed."
"Tostatsløsningen er ved at glide væk; den har ikke meget længere tilbage," sagde Haag. "Vi bryder os aldrig om at sige, at det er det sidste forsøg på noget, men vi nærmer os det sidste forsøg på dette. Det er afgørende for alle sider at indgå de nødvendige kompromiser, for at forhandlingerne mod [en to-statsløsning] kan lykkes."
Hague konkluderede: "Jeg tror ikke, vi er i stand til at sige, at de nødvendige kompromiser allerede er indgået, men jeg tror, at tankerne bliver koncentreret. Men medmindre den dristige ledelse er der for at få mest muligt ud af denne mulighed, så vil vi står over for en virkelig dyster situation i Mellemøsten."
Indtil det sker, er det hele kun en proces.
Udenrigspolitik i fokus klummeskribent Carl Bloice, medlem af den nationale koordineringskomité for komiteerne for korrespondance for demokrati og socialisme, er klummeskribent for Black Commentator [14]. Han sidder også i dens redaktion. Han er også en af moderatorerne på Portside.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner