Than udkast til aftale mellem grækerne og Eurogruppen er ude og som alle har bemærket, det er ikke bare en hævnhandling - det er et stykke lovgivende tortur. Den indeholder gamle krav, såsom pensionsnedsættelser og højere skatter for at finansiere primære overskud, såvel som nye krav, såsom en reduktion af fagforeningernes magt og en massiv privatisering af statsaktiver ved hjælp af en separat fond kontrolleret af Grækenland, men overvåget af EU's institutioner.
Faktisk anmoder dokumentet om et massivt lovgivningsprogram, der berører alle aspekter af det græske økonomiske liv - skattepolitik, produktregulering, arbejdsmarkeder, statsejede aktiver, finanssektoren, skibsfart, budgetoverskud, pensioner og så videre. Denne lovgivning kræves inden for de næste par uger. Sådan en pakke er den slags ting, man ser under eller lige efter krigstid, ikke som et produkt af demokratisk forhandlede beslutninger.
Lad os huske, at det program, som den græske premierminister Alexis Tsipras og Eurogruppen blev enige om, er noget, der stilles til et land, der har allerede erfarne en meget alvorlig depression, implementeret en række begrænsninger efterspurgt af kreditorer og har en arbejdsløshed på 25 procent og en bankkrise. Hvad er meningen med at torturere et offer, hvis vilje allerede er brudt? At ødelægge al opposition.
Jeg mener, at dette ikke skal læses som et forslag om at genoprette væksten i Grækenland eller endda som en afspejling af en økonomisk blindhed i Europa, men som tilbageløbet af EU's politiske projekt, hvor euroen er det reneste udtryk: præferencen for teknokratisk dominans over folkesuverænitet. Dette program beskriver en styrearkitektur, en der udtrykker fuldstændig ligegyldighed over for folks forsøg på at styre deres anliggender demokratisk, og en der kræver enorme reserver af skønsmæssig magt til Eurogruppen.
Bemærk ikke blot omfanget af Eurogruppens krav, men også det molekylære detaljeringsniveau, som de opstiller krav med. Som en del af deres pakke med "ambitiøse produktmarkedsreformer" insisterer de på ændringer i "søndagshandel, salgsperioder, apoteksejerskab, mælk og bagerier, undtagen håndkøbsmedicinske produkter, som vil blive implementeret i en næste skridt, samt for åbningen af makrokritiske lukkede erhverv (f.eks. færgetransport).
Så er der de nye krav, som "strenge gennemgange og modernisering af kollektive forhandlinger [og] arbejdskampe", som er Eurospeak for at gnide arbejdstagerrettighederne ud. Andre krav gør det klart, at disse beslutninger ikke kun er omfattende og finmaskede, men designet så meget som muligt for at fjerne ansvar og kontrol fra det græske folk og deres regering.
Det "opskalerede privatiseringsprogram" skal "oprettes i Grækenland og forvaltes af de græske myndigheder under tilsyn af de relevante europæiske institutioner." Og de "kvasi-automatiske udgiftsnedskæringer i tilfælde af afvigelser fra ambitiøse primære overskudsmål" er "underlagt forudgående godkendelse fra de [europæiske] institutioner."
Mest sigende af alt, "Regeringen er nødt til at konsultere og blive enige med institutionerne om alle lovudkast på relevante områder med tilstrækkelig tid, før den indsendes til offentlig høring eller til parlamentet." Det vil sige, at på alle ovennævnte reformområder - fra skattepolitik til arbejdsmarkeder - skal regeringen først rådføre sig med sine europæiske ledere.
hovedreter dog, at grækerne er maksimalt ansvarlige over for Eurogruppen, mens Eurogruppen er minimalt ansvarlige og maksimalt vilkårlige. Efter at have listet sine krav op, siger dokumentet derefter: "Ovennævnte tilsagn er minimumskrav for at starte forhandlingerne med de græske myndigheder." Senere fremgår det af dokumentet, at en Europæiske stabilitetsmekanisme programmet er muligt "forudsat at alle de nødvendige betingelser indeholdt i dette dokument er opfyldt."
Der er ingen garanti for, at pengene kommer. Med andre ord bevarer Eurogruppen den maksimale skønsmargen til at beslutte, at Grækenland har undladt at opfylde nogen af de umulige krav, der stilles til den, mens grækerne ikke har nogen tilsvarende evne til at holde europæerne til regnskab for deres fiaskoer.
Husk f.eks., at aftalen kræver, at Grækenland skal have budgetoverskud, som tyskerne og franskmændene aldrig har formået at opnå, og at Den Europæiske Centralbank for nylig afvist at udvide tilstrækkelig nødfinansiering til de græske banker, i det væsentlige at skabe et næsten bankkonkurrence i direkte strid med dets mandat til at skaffe nødlikviditet til illikvide banker.
Der er dem, der tror, at man kan være pro-euro og anti-stramninger. Som denne forhandlingsrunde viser, er euroens økonomi og politik ikke adskilt på den måde. Euroen er en politisk projekt. Det er forening uden suverænitet. Det er delegationen af national suverænitet til grupper af finansministre og overnationale organer, hvis hovedopgave er at undertrykke genkomsten af selve kilden til deres magt.
De politiske institutioner og praksis, der er vokset op omkring euroen og EU, er baseret på troen på, at suverænitetsudøvelse er farlig, uansvarlig og uansvarlig. Selvom disse institutioner på en måde ikke er andet end et produkt af aftaler mellem nationer, er deres eksistensberettigelse at forhindre yderligere, direkte udtryk for denne suveræne magt. Det er derfor, de insisterer på total underkastelse af deres beslutninger, og hvorfor Grækenland blev mere end Grækenland.
Grækerne vovede at hævde folkelig suverænitet på det eneste niveau, det i øjeblikket er muligt at gøre det. Den bitre ironi er, at den diskretion, der kræves af disse postsuveræne enheder, er mindre ansvarlig, end når den udøves som den direkte magt af en demokratisk valgt regering. Og ikke mindre hævngerrig.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner