Hver dag nu siger nogen noget endnu mere utroligt - endnu mere utænkeligt - om præsident Bushs besættelse af krig. I går fortalte George Bush selv et publikum i Cincinnati om "nukleare hellige krigere". Glem et øjeblik, at vi stadig ikke kan bevise, at Saddam Hussein har atomvåben. Glem, at den seneste Bush-tale blot var en re-hash af alle "hvis" og "kan" og "kunne" i Tony Blairs spinkle 16 sider med påstande i hans historisk uærlige "dossier". Glem, at hvis Osama bin Laden nogensinde anskaffede sig et atomvåben, ville han sandsynligvis først bruge det på Saddam. Nej. Vi er nødt til at kæmpe mod "hellige nukleare krigere". Det er det, vi skal gøre for at retfærdiggøre hele den skænderi, som vi nu bliver taget igennem af Det Hvide Hus, af Downing Street, af alle de forfaldne "eksperter" om terrorisme og desværre alt for mange journalister.
Glem de 14 palæstinensere, inklusive det 12-årige barn, der blev dræbt af Israel et par timer før Bush talte, glem, at da hans fly dræbte ni palæstinensiske børn i juli, sammen med en militant, den israelske premierminister Ariel Sharon †"en "fredens mand" med hr. Bushs ord - beskrev nedslagtningen som "en stor succes". Israel er på vores side.
Husk at bruge ordet "terror". Brug det om Saddam Hussein, brug det om Osama bin Laden, brug det om Yasser Arafat, brug det om alle, der er imod Israel eller Amerika. Bush brugte det i sin tale i går, 30 gange på en halv time – det er én "terrorisme" i minuttet.
Men lad os nu liste præcis, hvad vi virkelig må glemme, hvis vi skal støtte dette vanvid. Vigtigst af alt må vi absolut glemme, at præsident Ronald Reagan udsendte en særlig udsending for at møde Saddam Hussein i december 1983. Det er vigtigt at glemme dette af tre grunde. For det første fordi den forfærdelige Saddam allerede brugte gas mod iranerne – hvilket er en af grundene til, at vi nu formodes at gå i krig med ham.
For det andet fordi udsendingen blev sendt til Irak for at arrangere genåbningen af den amerikanske ambassade – for at sikre bedre handelsmæssige og økonomiske forbindelser med slagteren i Bagdad. For det tredje, fordi udsendingen var – vent pÃ¥ det – Donald Rumsfeld. Nu vil du måske synes, det er mærkeligt, at hr. Rumsfeld i løbet af en af sine folkelig pressekonferencer ikke har snakket med os om denne interessante tøs. Du tror måske, at han ville have ønsket at oplyse os om den forbryderes onde natur, som han så varmt gav hånden. Men nej.
Mærkeligt nok er hr. Rumsfeld tavs om dette. Som han handler om sit efterfølgende og lige så venlige møde med Tariq Aziz - som netop fandt sted den dag i marts 1984, hvor FN udgav sin fordømmende rapport om Saddams brug af giftgas mod Iran. De amerikanske medier er selvfølgelig også tavse om dette. For vi skal glemme.
Vi må også glemme, at i 1988, da Saddam ødelagde befolkningen i Halabja med gas, sammen med titusindvis af andre kurdere - da han "brugte gas mod sit eget folk" med hr. Bush/Cheneys ord. Blair/Cook/Straw et al. - Præsident Bush senior forsynede ham med 500 millioner dollars i amerikanske statstilskud til at købe amerikanske landbrugsprodukter. Vi må glemme, at i det følgende år, efter at Saddams folkedrab var fuldført, fordoblede præsident Bush senior dette tilskud til 1 mia. USD sammen med kimfrø til miltbrand, helikoptere og det berygtede "dual-use" materiale, der kunne bruges til kemiske og biologiske våben.
Og når præsident Bush junior lover det irakiske folk "en æra med nyt håb" og demokrati efter ødelæggelsen af Saddam - som han gjorde i aftes - må vi glemme, hvordan amerikanerne lovede Pakistan og Afghanistan en ny æra af håb efter den sovjetiske hærs nederlag i 1980 – og gjorde ingenting.
Vi må glemme, hvordan præsident Bush senior opfordrede irakerne til at rejse sig mod Saddam i 1991 og - da de adlød - ikke gjorde noget. Vi må glemme, hvordan Amerika lovede en ny æra af håb til Somalia i 1993 og derefter, efter "Black Hawk Down", forlod landet.
Vi må glemme, hvordan præsident Bush junior lovede at "stå ved" Afghanistan, før han begyndte sine bombardementer sidste år – og nu har efterladt det en økonomisk snert af narkobaroner, krigsherrer, anarki og frygt. Han pralede i går med, at befolkningen i Afghanistan er blevet "befriet" - dette efter at han ikke har formået at fange bin Laden, undladt at fange Mullah Omar, og mens hans tropper kommer under dagligt angreb. Vi må glemme, mens vi lytter til behovet for at genindsætte våbeninspektører, at CIA skjult brugte FN's våbeninspektører til at spionere på Irak.
Og selvfølgelig skal vi glemme alt om olie. Faktisk er olie den ene vare - og en af de få ting, som George Bush junior ved noget om, sammen med hans tidligere oliekammerater Cheney og Rice og utallige andre i administrationen - som aldrig nævnes.
I alle Bushs 30 minutters anti-Irak-krigssnak i går - behageligt hævet med kun to minutter om, hvordan "jeg håber ikke, at dette vil kræve militær handling" - var der ikke en eneste henvisning til, at Irak evt. har større oliereserver end Saudi-Arabiens, at amerikanske olieselskaber står til at vinde milliarder af dollars i tilfælde af en amerikansk invasion, at Bush og hans venner, når de er ude af magten, kan blive multimilliardærer på byttet af denne krig . Vi må ignorere alt dette, før vi går i krig. Vi må glemme.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner