[Bidrag til Reimagining Society Project hostet af ZCommunications]
Jeg vil ikke se den Svinebugt igen.
-William S. Burroughs
Sætningen ovenfor er fra William Burroughs' roman The Wild Boys: A Book of the Dead (1969: 142). Hele bogen er yderst politisk, dog naturligvis ikke i den almindelige forstand af politik. I stedet er Burroughs' roman politisk og subversiv følelse af at præsentere en verden, der ikke rigtig eksisterer, måske en verden mellem utopi og dystopi, bestemt ikke det empirisk givne, selvom det samtidig ikke er det ikke-empiriske. Det er en verden, som ikke rigtig eksisterer, men alligevel eksisterer på en eminent måde. Den er således politisk i den forstand, at den genskaber kulturen som helhed: fra produktionen (selvproduktionen) til begærets (hvilket altid, som Hegel viser, indebærer ødelæggelse) og nydelse; i hvert fald en genskabelse af hverdagslivets kultur. Hele bogen er politisk, men den pågældende sætning optræder i det mest politisk ladede afsnit af romanen, "Mor og jeg vil gerne vide det." Det begynder med ordene: "Det urolige forår 1988" (s.138). Derefter hedder det: "Vores mål er totalt kaos" (s. 139).
Det er i konstruktionen, i opfindelsen af et alternativ, at Burroughs' radikal fantasi værker, der trænger ind i utopiens ontologiske dimension. Det er her, spørgsmålet om det empiriske først skal behandles. I Burroughs er alt erfaring og af den mest sublime form. Alligevel er denne oplevelse altid trods det empirisk givne. Det går altid ud over, bagved, under eller over snæverheden i det empirisk givne; det er, som vi skal se i slutningen af dette essay, når vi taler om Ernst Bloch, transcendent inden for rækkefølgen af immanens. For hvem bekymrer sig om det, der er så sløvt til stede, egentlig alt for nærværende? Faktisk er det det, der er nærværende og fraværende på samme tid, ligesom Pascals skjulte gud, der konstant trodser, i Burroughs, kontrolmaskinen. Men hvad der er nærværende og fraværende, hvad der er og ikke er, hvad der kan være, men heller ikke kan være, udgør en form for oplevelse, der omfatter potentialet, alle muligheder, hvad-kunne-være i vores ellers elendige verden. Men det kunne være?
I Mexico, Syd- og Mellemamerika danner guerillaenheder en befrielseshær for at befri USA. I Nordafrika fra Tanger til Timbuctu forbereder tilsvarende enheder sig på at befri Vesteuropa og Det Forenede Kongerige. På trods af forskellige mål og personale hos dens bestanddele, er undergrunden enige om grundlæggende mål. Vi agter at marchere på politimaskinen overalt. Vi agter at ødelægge politimaskinen og alle dens optegnelser. Vi har til hensigt at ødelægge alle dogmatiske verbale systemer. Familieenheden og dens kræftfremkaldende ekspansion til stammer, lande, nationer vil vi udrydde ved dens vegetabilske rødder. Vi vil ikke høre mere familiesnak, morsnak, farsnak, politisnak, præstesnak, landsnak or festsnak. For at sige det simpelt har vi hørt nok bullshit (s.139-140).
Virkelig befrielse er så, hvad der er muligt, befrielse fra det, der holder potentialet, ikke blot fra at aktualisere sig selv, men fra at vise sig selv as potentiel; befrielse fra de empiriske lænker, der holder de ontologiske rødder til en højere erfaringsform skjult – oplevelse af nærværets ’ja’ og ’nej’, af handling (inklusive lidenskab), af denne handling, inklusive den universalitet og fælleshed, som tildeler 'dette' hele betydningen af væren ('dette' er en sammentrækning af væren), af kroppens transformation til skovens krop (se f.eks. historien "Det døde barn ," s. 102-120), hvorfra byen opstår, og som den stadig skal lytte til, skovens ånd, som den skal vende tilbage til, den poetiske oplevelse, uden hvilken al praksis ikke er andet end en mekanisk, bureaukratisk rutine, en dødbringende forretning, begrænset inden for det, der er givet, uden den grundlæggende støtte (den wor
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner