De australske Grønne gik til valget i maj med et løfte om at sætte en stopper for nye kul- og gasprojekter. For deres brændende retorik om at påtage sig store virksomheder for at bekæmpe klimaændringer, belønnede vælgerne partiet med tre nye pladser i Repræsentanternes Hus og magtbalancen i Senatet. Realistisk set kan den nye Labour-regering ikke vedtage et enkelt stykke progressiv lovgivning uden støtte fra de tolv grønne senatorer.
På trods af denne styrkeposition har De Grønnes leder Adam Bandt annoncerede onsdag, at partiet vil støtte regeringens symbolske klimalovgivning, selvom den er i modstrid med de grønnes centrale krav om "ingen nye kul- og gasprojekter." Efter at have ført kampagne for et emissionsreduktionsmål på 75 procent i 2030 er De Grønne enige om at støtte Labours valgkampsmål på 43 procent. De fik mindre, næsten meningsløse indrømmelser til gengæld.
Spøgelserne i 2009
De Grønnes overgivelse flyver i lyset af deres valgløfter. Samtidig fortsætter det en parlamentarisk strategi, der kan spores tilbage til den modreaktion, partiet udholdt, da det med rette nedstemte Labours ordning for reduktion af kulstofforurening (CPRS) i 2009.
CPRS var en emissionshandelsordning foreslået af Kevin Rudd-regeringen. Det ville have overført en enorm mængde offentlig rigdom til private virksomheder, beriget store forurenere og potentielt øget Australiens bidrag til globale kulstofemissioner. De Grønne havde fuldstændig ret i at stemme det ned. Ikke desto mindre Labour kynisk udnyttet offentlig uvidenhed om CPRS's mangler for at skyde skylden for Australiens foragtelige rekord på klimaindsats på De Grønnes manglende kompromis.
De Grønne vedtog efterfølgende en parlamentarisk strategi med mere eller mindre ubetinget kompromis. For eksempel ved det føderale valg i 2010, Labour-partiet - ledet af mineindustriens chefers dengang foretrukne kandidat, Julia Gillard — manglede flertalsregeringen og havde desperat brug for De Grønnes støtte. På trods af at de holdt Gillards fremtid som premierminister i hænderne, indgik De Grønne en magt-deling aftale med Labour. Til gengæld indvilligede Labour i at danne et klimaændringsudvalg og afgav nogle vage tilsagn om kulstofpriser. Det var en tragisk mistet mulighed for at udtrække reelle reformer.
De Grønnes beslutning om at støtte Anthony Albaneses klimalov er en gentagelse af deres fejltagelse fra 2010. Det nye mål på 43 procent er lavere end hvad Labour lovede i sin valgkamp i 2016. Værre, det er en symbolsk mål og ikke en forpligtelse for regeringen eller industrien. I Adam Bandts egne ord, vil det "koge vores land med 3 grader eller mere."
De Grønnes overgivelse rejser et legitimt spørgsmål om deres parlamentariske strategi. Labours lovgivning er værre end symbolsk - den er designet til at bevare status quo ved at se ud til at handle. Hvis De Grønne ikke er parate til at trække en streg i sandet over dette, hvad skal der så til?
Græsrods utilfredshed
De Grønnes partilokale formåede i første omgang ikke at nå til enighed på møderne tirsdag. Da debatten løb ud på natten, vandt Bandts kompromisposition dog. Efter hans tale i National Press Club onsdag spurgte journalister Bandt, hvilke føderale grønne parlamentsmedlemmer der havde modsat sig kompromiset. Han nægtede at svare. De strenge tilkendegivelser fra nogle af de fremmødte tydede dog på, at strategien med ubetinget kompromis ikke foretrækkes af hele Folketingets parti.
Jomfrutalerne fra De Grønnes nyvalgte, yngre parlamentsmedlemmer var faktisk langt mere militante, end deres partis støtte til Labours klimalov antyder. Mandag for eksempel nye Grønne MP Max Chandler-Mather argumenteret at Australiens tilbagestående klimapolitik "kun giver mening, når man tænker på, at magthaverne i parlamentet er kul- og gasselskaber, ikke almindelige mennesker." Den logiske strategi, der udspringer af denne position, er at konfrontere disse egeninteresser, ikke gå på kompromis med dem.
Folketingets Grønnes opbakning er også ude af trit med partiets græsrødder. Brisbane Greens rådmand Jonathan Sriranganathan er en af De Grønnes mere militante folkevalgte repræsentanter og har brugt sin position til at koordinere protest fra græsrødderne og forstyrrende masse civil ulydighed on handling klima. Han er måske også den mest fremtrædende grønne, der offentligt udtrykte sin uro over partiledelsens tendens til kompromis. Som svar på et potentielt tilbagetog argumenterede Sriranganathan, at "at acceptere at støtte ny lovgivning, der repræsenterer en delvis forbedring af status quo, kan fungere som en trykudløsningsventil." Som han forklarede,
Nogle gange vil den rigtige opfordring til De Grønne være at nægte at støtte tokenistiske, kosmetiske forbedringer og i stedet støtte samfundet til at bygge en større kampagne, hvor der lægges mere pres for at trække Labour tilbage til forhandlingsbordet og sikre noget bedre.
Sriranganathan kritiserede også de føderale parlamentsmedlemmer for at nægte at spørge Greens medlemmer om den foreslåede lovgivning. Som han bemærkede, underminerer det at udelukke græsrødderne fra alle centrale beslutninger partiets påstand om, at det er et græsrodsdeltagelsesdemokrati.
Fejler, mens Rom brænder
Trods det presserende behov for reel handling står klimabevægelsen i Australien i en svag position. Giganten klima strejker af 2019 og studenterprotesterne i 2022 er ikke fortsat. Det har de nye miljøforkæmpere i Folketinget hidtil været udmanøvreret af deres fossile brændstof-finansierede (og langt mere hårdføre) modstandere. De fleste direkte handlinger på gaden er i øjeblikket begrænset til individualistiske, symbolske trodshandlinger, som ikke desto mindre mødes i stigende grad brutal , straffende politiets indsats. Samtidig er der 114 foreslåede nye kul- og gasprojekter, der skal påbegyndes i løbet af de næste par år. Mange vil enten nyde bipartisk opbakning, fjerne Labours behov for grønne stemmer, eller vil simpelthen ikke have brug for lovgivningsmæssig godkendelse.
Uden en massebevægelse til at lægge et ekstraparlamentarisk pres på Labour, vil de parlamentariske Grønne i sidste ende se sig nødsaget til at vælge mellem irrelevans og kompromis. Og forholdet skal gå begge veje. For at bevare græsrøddernes tillid og være med til at opbygge en bevægelse, der er op til opgaverne foran den, må De Grønne bruge den løftestang, de har, til ikke kun at opnå konkrete gevinster for miljøet, men også til at samle modstand mod Labours hule symbolik. En logisk linje i sandet ville være at bruge deres løftestang til at blokere enhver offentlig finansiering til nye kul- og gasprojekter - noget Bandt har markeret, men endnu ikke forpligtet sig til.
På trods af De Grønnes støtte til Labours klimalov, havde de nye Grønnes parlamentsmedlemmer ret i deres jomfrutaler. Dette er en krig, og vi skal være forberedte på målrettet konflikt frem for meningsløse kompromiser med store virksomheder.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner