Vold er et spektakulært våben indsat af den herskende klasse for at miskreditere bevægelser nedefra og retfærdiggøre deres undertrykkelse. det er spektakulære i betydningen at være et stort og magtfuldt politisk redskab til at styre masserne og holde dem på deres plads. For at gøre dette er voldsvåbenet dog spektakulære i en anden forstand: det skaber en omhyggeligt orkestreret mise en scène, der søger at gøre den herskende klasses vold usynlig, samtidig med at modstandshandlinger omdannes til vidunderlige skuespil af kriminel vold.
Sådan præsenteres lov 18 om de gule veste i øjeblikket af massemedierne: netop på det tidspunkt, hvor regeringen afsluttede sin demokratiske høring af folket via Emmanuel Macrons "Grand Débat, ”De Gule Veste har udløst en umådelig mængde vold, som nu skal undertrykkes på det stærkest mulige. Formanden for Champs-Elysées-udvalget, Jean-Noël Reinhardt, erklæret i et interview hvor han er omgivet af mikrofonerne fra mange af de store pressemedier, at bevægelsen ikke længere er en af de gule veste, men snarere af sorte veste, der blot "udtrykker had og viljen til at ødelægge." Han proklamerede, at denne situation ikke kan fortsætte på grund af dens indvirkning på kommerciel og turistaktivitet, såvel som dens bagvaskelse af det globale symbol på Champs-Élysées, bløder hans udtalelse problemfrit ind i erklæring fra statsministeren, Édouard Philippe: Nye foranstaltninger vil blive iværksat for at forbyde protester på visse steder og give mulighed for endnu mere aggressive politiangreb.
I dette øjeblik af spektakulæriseringen af skaden på forsikret privat ejendom i kommerciel- og luksusindustrien, som præsenteres som indbegrebet af "vold", er det bemærkelsesværdigt, at generalsekretæren for Unsa politiforbund, Philippe Capon, har offentligt forklaret at politiet modtog ordren i lørdags til ikkegribe ind, fordi der var et eksplicit valg om at "lade et vist antal ting gå i stykker." Timingen kunne ikke være bedre, fordi regeringen har sine hænder bundet. Efter et par sølle indrømmelser i december, samt den diskursive teatrik fra "Grand Débat,” De Gule Veste er ikke gået hjem og har overlevet både vinteren og de ekstreme former for undertrykkende statsvold, der blev udløst mod dem.
Dette nuværende voldsskuespil tjener derved to formål. Først og fremmest dissimulerer den kapitalismens og det plutokratiske oligarkis strukturelle vold, som er de primære kilder til de nuværende opstande. Levevilkårene for masserne er i stigende grad uacceptable, og det traditionelle system med partipolitik og fagforeninger er dysfunktionelt. Et af protestskiltene, der går til sagens kerne, siger blot: "Vold er fattigdom [La violence c'est la pauvreté].” I stedet for at tage alvorligt den allestedsnærværende og quotidiske karakter af dennevold, som er den kapitalistiske uligheds vold, spektakulær "vold" er konstrueret netop for at distrahere fra den daglige ødelæggelse af livet under kapitalistisk styre. Det forstås som en midlertidig og foruroligende afbrydelse af status quo, som skal udryddes. Det er "volden" ved at brænde en bank, snarere end at stifte en, eller mere generelt banksystemets vold i dets daglige rolle med at sikre hegemoni for den globale herskende klasse.
For det andet virker voldsforestillingen orkestreret af staten og massemedierne for at vedhæfte det skarlagenrøde bogstav V for Vold til bevægelsen De Gule Veste for samtidig at kriminalisere den og retfærdiggøre dens brutale undertrykkelse. Der har været adskillige sager, hvor politiet er blevet fanget på kamera og beskadiget ejendom for at give demonstranter skylden, og mange betjente er blevet fotograferet og filmet med hammere, formentlig til dette formål. Mindst et medlem af uropolitiet har udtalt sig imod volden indsat mod ikke-voldelige demonstranter, hvilket er blevet opmuntret af indenrigsministeren, samt mod bestræbelserne på at anspore til vold i protesterne.
Elitekredse i Frankrig har ikke haft fuld succes med dette aspekt af deres propagandakampagne, fordi selv liberale institutioner som f.eks. Forenede Nationer, Det Europæiske Råd, Europa-Parlamentet, Amnesty International har gennemskuet deres forsøg på at gøre statsvold usynlig eller i det mindste berettiget. Europarådets kommissær for menneskerettigheder, Dunja Mijatović, forberedte en memorandum i februar 26thder opsummerer noget af volden, samtidig med at man kritiserer manglen på præcision og stringens i de statistikker, der føres af staten og medierne: "Ifølge tal fra Indenrigsministeriet 12 122 LBD-runder, 1 428 øjeblikkelige tåregasgranater og 4 942 håndholdte stikgranater blev affyret eller kastet mellem begyndelsen af den gule vest-bevægelse og den 4. februar 2019.” Baseret på beregninger fra en uafhængig journalist, citeret i rapporten, har der været "38 sår på de øvre lemmer, inklusive 5 mistede hænder, 52 sår på underekstremiteterne, 3 sår på kønsorganerne og 189 hovedsår, herunder 20 personer, der har mistet et øje ." Læger og journalister er jævnligt blevet angrebet, og der har været adskillige brutale overfald og en rekordmange demonstranter spærret inde.
Ikke desto mindre har betydelige dele af staten, massemedierne og punditokratiet gået meget langt for at dække over denne systematiske udbredelse af statsvold mod ikke-voldelige demonstranter, læger, journalister og tilskuere. Emmanuel Macron har destilleret selve essensen af liberal ideologi vedrørende staten ved blankt udråbende at vi ikke kan tale om "undertrykkelse" eller om "politivold" i Frankrig i dag, fordi "disse ord er uacceptable under retsstaten [i en état de droit].” Strengt taget kan der altså ikke være noget, der hedder "statsvold", fordi staten står i opposition til vold, og sidstnævnte kan kun komme fra vilde og anarkiske kræfter uden for den.
Her ser vi den dobbelte bevægelse af spektakulær vold i fuld kraft. På den ene side stræber staten efter at dissimulere sin spektakulære udbytning gennem kapitalistisk styre og sin lige så spektakulære undertrykkelse af enhver modstand mod den. På den anden side søger den at tilskynde til eller skabe spektakulær "vold" i protesterne for samtidig at miskreditere dem og bruge dette skuespil som dækning for sin egen øgede udnyttelse og undertrykkelse. Det er de to primære aspekter af den spektakulære vold, der udspiller sig i Frankrig lige nu.
Det er bydende nødvendigt at identificere denne taktik for, hvad den er, og at finde nye strategier til at bekæmpe dens ekstremt skadelige virkninger. Ellers risikerer vi at bukke under for den ideologiske inversion, som Malcolm X så præsciently diagnosticerede i et foredrag den 13. december 1964, hvori han forklarede, at pressen er så magtfuld i sin "imageskabende rolle", at "den kan gøre en kriminel se ud som om han er offeret og få offeret til at se ud som om han er en kriminel.”
Denne artikel blev samlet på workshoppen i Radikal Uddannelsesafdeling.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner