Den seneste gruppe, der hævder at være offerstatus, er de rige. Faktisk de superrige, hvis rigdom normalt fritager dem for medlidenhed. Selvom de endnu ikke er udsat for lufthavnsprofilering (bortset fra tidlig boarding og klubadgang), fornemmer de, at offentligheden vender sig subtilt imod dem - ellers hvordan kunne præsident Obama foreslår at hæve deres skatter?
Beundrere af de rige, ledet af eksperter og politikere på højrefløjen - fra Laura Ingraham til Larry Kudlow — har længe hånet afroamerikanernes, kvinders, homoseksuelles og arbejdsløses påstande om offer, men nu hæver de deres stemmer for at forsvare de rige mod, hvad de ser som en grim bølge af "dæmonisering".
På et tidspunkt da fattigdommen er voldsomt stigende, arbejdsløsheden svæver dystert over 9 procent, og et stigende antal amerikanere lider af "fødevareusikkerhed" - den officielle eufemisme for sult - denne bekymring kan virke en smule esoterisk. I en tid, hvor ledelseskompensation er ved at nå svimlende nye niveauer, og kløften mellem de rige og alle andre vokser lige så hurtigt som det føderale underskud, kan det endda virke lidt perverst.
Men selv ud over skatte- og underskudsdebatten, hvor velhavende amerikanere rutinemæssigt er blevet karakteriseret som yachtejere og virksomhedsflyers, de rige har faktisk lidt et par slag mod deres selvværd. Sidste års film "Det sociale netværk" var lidet flatterende for eksempler på både ny og gammel rigdom, og nu bliver to nye tv-serier hypet af nogle i medierne som tilskyndelse til klassekrig. I "2 Broke Girls," et par unge kvinder kæmper for at overleve - ikke som banemodeller eller husmødre med høj vedligeholdelse, men chokerende nok som servitricer. Og magasinet Time pirrende beskriver ABC's "Revenge", der foregår i Hamptons, som "et målrigt miljø af polospillere og aktiehandlere", hvor en ung kvinde forfølger de enestående overprivilegerede mennesker, som år tidligere ødelagde sin far. Ikke mindre en social kommentator end "Revenge"-stjernen Madeleine Stowe har observeret, at "vi har at gøre med et bestemt tidspunkt lige nu i amerikansk historie, hvor jeg tror, at den gennemsnitlige amerikaner vil ønske at se en nedtagning af de rige."
Du ville aldrig gætte, ud fra al snakken om "dæmonisering", at de rige nyder måske den stærkeste PR-maskine på planeten, langt ud over deres entourage af agenter, publicister og diverse billedskabere. Mainstream-medierne er for eksempel ikke ejet af kollektiver af busboys og taxachauffører, og selv de "liberale" forretninger blandt dem er ikke rettet mod de uskyldige. De griner måske, når en lejlighedsvis hedgefondsforvalter bliver stillet for retten, men de har været lige så snerpede med hensyn til populistiske handlinger mod de rige, såsom de igangværende besættelse af Wall Street, hvilket er nyhedsværdigt, hvis det kun er for de niveauer af brutalitet, det er fremkaldt fra NYPD. Eller vidste du, at Transportation Security Administration lige har vundet fagforeningsrepræsentation den her sommer? Sandsynligvis ikke, fordi det er "arbejdskraftnyheder", som næsten er blevet fortrængt af "forretningsnyheder."
Faktisk, hvis du holder dine ører åbne, kan du høre de riges lovprisninger ringe næsten overalt. Den evangeliske kristendom havde f.eks. engang en gammel bibelsk skævhed til fordel for de fattige, men nu har den, i det mindste i dens højprofilerede megakirkelige manifestationer, forladt Matthæus-bogen for en tid. "velstandsevangelium" der tæller rigdom som et tegn på Guds gunst.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner