ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
DonerParticipatory Economics – Deltagarekonomi: En sammanfattning
Hvad er en økonomi?
En ekonomi kan skrives som en opsætning af institutioner og sociale ”roller” med vars hjælp, som organiserer mennesker, sig selv og arbejde for at producere, forbruge og allokera varer, tjenester og ressourcer. Et økonomisk system og disse institutioner kan yderligere defineres med hjælp af følgende spørgsmål: hvem ejer produktionsmedlen, hvordan organiserer arbejdsdeling og beslutningstagning, hvordan sker tildeling af samfundets ressourcer og det som produceres.
Det er et samfundsvalg at organisere sine økonomiske aktiviteter på langtgående konsekvenser for mennesker. De økonomiske aktiviteter, der påvirker menneskers genom, defineres de roller, der tilbydes mennesker i deres egenskaber af producenter og forbrugere, og dels ved, at de påvirkes af nogle producenter, forbrugere og allokerer. Båda disse typer af påvirkning har stort indflytning på menneskers udvikling og muligheder for at give et givande og selvforsvar.
Vejledende bedømmelse
For at kunne udvärdere og bedöma forskellige typer af økonomier skal vi have en opfatning om på hvilket sätt vi vil at et økonomisk system skal påvirke mennesker og vilka värderingar som vi vil være vejledende. En Deltagarekonomi udgår ifrån följande fyra grundläggande värderingar:
· Rättvisa
Institutioner skal fordela konsumtionsmuligheder ud fra en ”rättvis” fordelingsprincip. Ingen ska belönas eller straffas for noget som man inte kan påvirke uden kun ansträngningar og opoffringar ska belönas.
· Solidaritet
Institutionerna skall fostra egenskaper som empati, ömsesidig respekt og omtanke om andre.
· Mångfald
Institutionerna skall betyda och eftersträva mångfald både med hensyn til levnadssätt och på utförandet af ekonomins uppgifter.
· Selvforvaltning
Institutionen skal behøve og eftersträva at hver aktör i økonomiske virkninger i den omfang som han/hon påvirkes af beslutningen
Hvilke er alternative?
Om en økonomi er en opsætning af institutioner og roller for at fremstille produktion, forbrug og tildeling kan man identificere fire økonomiske grundtyper ud fra disse institutioners udmærkede træk:
· Kapitalisme
– Privat ägande af produktionsmedlen
– Hierarkisk beslutsfattande og hierarkisk arbejdsdeling i produktionsenheder
– Tilgang til konsumtion via ersättning for ägande av produktiva accessar (vinstutdelning) og arbejdets bidrag til produktionsudfallet (marknadslöner) hvor parternas förhandlingsstyrka avgör fordelningen.
– Allokering af resurser via markedet
· "Statssocialisme"
– Statligt eller kollektivt ägande af produktionsmedlen
– Hierarkisk beslutsfattande og hierarkisk arbejdsdeling i produktionsenheder
– Tillgång til konsumtion ud fra forbrugernes behov (centralt uppskattat behov) og via ersättning för arbejdets bidrag til produktionen (central vurdering af bidrag)
– Tildeling af ressourcer via central høvling
· "Marknadssocialisme"
– Kollektivt eller statsligt ägande af produktionsmedlen
– Hierarkisk beslutsfattande og hierarkisk arbejdsdeling i produktionsenheder
– Tillgång till konsumtion via ersättning for arbejdets bidrag til produktionsudfallet (markedslöner) og till viss del ud fra behov
– Allokering af resurser via markedet
· Deltagarekonomi
– Gemensamt ägande av produktionsmedlen
– Rådsbaserat demokratisk beslutsfattande i produktionsenheder
– Balanserede arbejdskomplex vars arbejdsoplysninger er balancerede med hensyn til livskvaliteten og magten som arbejdsoplysninger
– Ersättning för arbejde baserat på arbejdsinsats, ansträngning og opoffring
– Allokering af resurser via en selvforvaltende proces – deltagande planering
Ägande av produktionsmedlen
I en kapitalistisk ekonomi ägs produktionsmedlen af individuelle personer og grupper. Det mangler betydning på hvilket måde som ägarna er kommet over sine adgangsmuligheder og ägarna er ikke nødvendige for arbejdet som udføres i produktionsenheder. Ägandet medför beslutanderätt över hur tillgångarna skal anvendes uden hensyntagen til hvilke konsekvenser beslutter får producenterna som arbejder i fabrikerna samt ret til en øget konsumtion via vinstutdelning. Dette er forenligt med retvisekriteriet eller selvforvaltningskriteriet.
Arbejdsdeling og beslutsfattende
Kapitalisme
Det er to klasser af ansatte/arbetare i en kapitalistisk ekonomi. Den ena klassen har genom uddannelse, træning og adgang til information skaffat sig stort inflytande över sina egna och andras arbejdssituationer och arbetsuppgifter och deres egna arbetsuppgifter er udviklende och magtfrämjande. Her befinder de sig mellem ägarna og den lavere klasse af ansatte. Klasserne består af forskellige typer af direktører, produktionschefer, ingenjörer, arbejdsledere, advokater osv. men også lærere, läkare og arkitekter og kaldes koordinatorer. Den andre og lavere klassen består af ansatte/arbetare, som ikke har nogle vigtige beslutninger, uden at det er nødvendigt at udføre et beslut, som skal tages af ägare eller af koordinatorer. De har lidt eller intet inflytande over hur deres arbetsuppgifter organiserer. Deras arbejdsdetaljer er monotone og ”själsdödande”. Gruppen består af arbejdere ”på golvet”.
Statssocialisme
I en statssocialistisk ekonomi findes ingen privata ägare til produktionsmedlen men i øvrigt er produktionen normalt organiseret på samme hierarkiske måde som i en kapitalistisk ekonomi dvs. med en gruppe af ansatte som fattar de vigtige beslutninger og planer om sine egne och andras arbejdsdetaljer og en anden gruppe som kun lyder ordren og udfører beslutningen og vars arbejdsoplysninger er monotone och ”själsdödande”. Yrkesbenämningarna kan forstå sig fra en kapitalistisk ekonomi men princippet er den samme.
Marknadssocialisme
En ”marknadssocialistisk” ekonomi kan ibland ha en formellt demokratiske beslutningsorganisation i fabrikerna med arbejderråd eller lignende som fattar besluten. I praktiken brukar det tro dette skabes en koordinatorklass som dominerer og styr beslutsfattet på grund af en større evne at aktivt delta i beslutsfattet og en bedre adgang til information som i sin tur beror på att arbetsdelningen fortsætter med at organisere hierarkisk i to klasser af ansatte ifølge samme mønster som i kapitalistisk og statssocialistisk økonomi. I en markedsstyrd ekonomi, uanset om ägandet er privat eller statsligt, tvinger aktører af kortsiktig konkurrenceskäl at organisere arbejdsdelingen hierarkisk og dermed direkte også det formelle beslutningsfattet.
Fordeling af forbrugsmuligheder/ersättning
Kapitalisme
I den teoretiske variant af en kapitalistisk ekonomi får en person adgang til samfundets samlede produktion via ersättning i form af uddeling, ränta og løn som er baseret på bidraget til den samlede produktion. Personens bidrag til produktionen kan grunda sig både på ägande af produktionstillgångar og på arbejde, ju produktivare adgang eller arbejde desto større adgang til samfundets totala produktion via større uddelningar og højere løn. I praktiken påvirkes mulighederne til konsumtion i stor omfang også af aktørers forhandlingsstyrke i klassekampen som t ex beror på monopolsituationer, facklig organiseringsgrad m.m.
Statssocialisme
I den teoretiske varianter af ”statssocialism” fordeler jeg adgang til forbrug ud fra individer og gruppers værdsatte behov. Denne fordelingsgrund er brugbar og till og med at føre til uddeling af enstaka kollektiva nytte såsom adgang til syge- og sundhedspleje og uddannelse eller for enstaka grupper, såsom ældre og barn, men det er orealistiskt at forvente sig at den skulle fungere som generelt fordelingsprincip for alle producerede varer og nytte i hele økonomien og for fælles grupper i samfundet. Selv om det findes et objektivt objektivt sätt for en central planeringsenhed at avgöra vilka behov som mennesker har, så skulle det intet findes nogen mulighed for at jämka sammen behoven med hvad som samfundet skulle behöva producere. Upplevda behov skulle alltid överstiga, hvad samfundet skulle vara villigt og formået at producere.
Marknadssocialisme
I de ”socialistiska” varianter berettigar intet ägande af produktionsmedel til konsumtion men i markedsvarianten betjeningsarbejdets produktivitet lønens størrelse og dermed konsumtionsmulighederna. Da de fleste variabler påvirker en individuel produktivitet, t.ex. intelligens, adgang till uddannelse, styrka, udhållighed m.m. i stor betydning kan påvirkes af individuelle forkastar vi denne grund for fordelning af konsumtionsrätter med hänvisning til retsvisekriteriet. En person skal intet belönas eller straffas for noget som han/hon intet selv kan påvirke.
Allokering
marked
Marknadssallokering betyder resursfordeling via handlingar mellem individuelle købere og sælgere. Hver aktør forsøger at opnå størst mulig indflydelse uden at tage hensyn til virkningerne på andre og hver vinstökning, der er nødvendige for at bekoste en anden potentiel vinst. De parter udover købere og sælgere som påvirkes af en forretningstransaktion, t.ex. øvrige indrevånare i samfundet som skal leve med bilavgaser eller framtida generationer som skal håndtere miljøforstörelse, får intet lejlighed til at påvirke forhandlingen og prissætningen. Priserne på markedet er derfor altid misvisende og fejlagtige, fordi jeg principielt alle forretningstransaktioner uden undtagelse har virkninger (som kan være både positive og negative) for en tredje del. Vidare snedvrids efterspørgsmål genom en ojämn indkomstfordeling (som jeg er resultatet af markedsløner) så at forbrugere med stor indkomst kan efterspørge luksusartikler samtidig med, at forbruget med lav indkomst ikke er nok med dagen. Dette er nogle af markedets negative effekter og de er tilstrækkelige for at vi skal kunne forkaste markedet som allokeringsmetod med visning til solidaritetskriteriet eftersom markedet ikke fremmer solidaritet uden snarare modsatsen og med hensyn til selvforvaltningskriteriet eftersom de parter som påvirkes af beslutninger (tredje del ved en forretningstransaktion). ) inte tillåts ha inflytande över besluten.
Central høvl
Central planering involverer en proces, hvor en central planeringsenhed indfører information om samfundets produktionsressourcer og forbrugsbehov og ud fra denne information udarbejdelse af produktionsplaner, hvilke derefter kommunikerer ned til de individuelle produktionsenheder og forbrugerne som i sin tur forventede implementera planerne. Også om vi forutsätter altruistiska og retvisa planeringstjänstemän med en fantastisk evne at inhämta og tolke den store mængde information som det handler om så denne allokeringsproces skal likväl forkastas eftersom den står i klar modsætning til selvforvaltningsmålet. En centralt udarbejdelse af planen som forventes gennemføres af enheder som intet selv har været delagtigt i udarbejdelsen af planen står i klar modsætning til målet at de som påvirkes af beslutninger skal være de som fattar beslutninger.
Mångfald
Ett kapitalistiskt samfund, samt de s.k. ”socialistisk” samhällen i henhold til definitionen ovenfor, er klasser og forskellige klasser opviser store forskelle mellem hinanden, men inbördes er klassernes smager, preferenser, värderingar og intressen påfallande lika. Klassemedlemmar likriktar i stor omfang tycke og smag hvad angår musik, tøj, sport m.m. för att markera klasstillhörighet. Detta är intet forenligt med vores mångfaldsmål. Vidare, den mange gange som trods alt tilbydes i et kapitalistisk samfund er oftest begrænset på grund af konkurrence og skalfordele likriktar både produktionsalternativer og forbrugernes smager og preferenser. Mångfalden består ofte i ”meningslösa” forskelle såsom t ex forskellen mellem Coca-Cola og Pepsi Cola eller McDonalds og Burger King.
Konklusion
Vi kan forkaste den kapitalistiske version og de to s.k. socialistisk version af det økonomiske system med visning til bristande målopfyldelse vedrørende samtlige fire vejledende vurderinger; rättvisa, solidaritet, mångfald och självforvaltning.
Deltagarekonomi – en vision
I en Deltagarekonomi er ägandet fælles. Vem eller vilka som anses for at være samfundets resurser er vigtige, eftersom det ikke er med til at få konsekvenser, som alle vare sig med hensyn til beslutningsret, ersättning eller noget andet. Man kan se det som at alle ejer en del i samfundets totale adgang eller at ingen ejer samfundets adgang.
Deltagarekonomin bygger i stedet på fire andre institutioner som sammen definerer et økonomisk system som opfylder mål med hensyn til retvisa, solidaritet, mångfald og selvforvaltning.
· Et system af arbejdsplatsråd og forbrugerråd
· Balanserade arbejdskomplex
· Ersättning för arbejdsinsats, ansträngning och opoffring
· Deltagande allokeringsplanering
Rådsstruktur og beslutsfattende
En arbejdsplats højeste besluttede organ er arbejdsplatsrådet, hvor alle arbejdere indgår. Beroende på arbejdsplatsens størrelse deltar samlede arbejdende eller kun valda delegater i rådets återkommande sammanträden. Valda delegater kan återkallas når som helst av den gruppe som valt dem. På arbetsplatsen findes også forskellige mindre råd, såsom arbetslagsråd, avdelningsråd, divisionsråd m.fl. vilka håndterer de spørgsmål som i første omgang berör en begrænset del af arbejdsplasen. Hver arbejdsplads indgår videre i forskellige brancheråd for alle arbejdssteder i samme branche og regionråd for arbejdspladser i samme region. På samme måde indgår alle forbrugere i grannskabsråd, stadsdelsråd, kommunråd, regionråd osv. upp till et landsomfattende konsumetråd.
Samtliga besluttede rørende produktion og forbrug og planering af aktiviteter og aktiviteter håndteres inden for rammerne af denne rådsstruktur. Beslut dig med hjælp af röstprocedurer og beslutningsregler som er specifik for forskellige typer af beslutninger. Varje råd bestämmer själv vilka regler som skall gälla för vilka beslut. Det kan være konsensus, enkelt majoritet eller forskellige typer af kvalificeret majoritet afhængigt af hvilken type beslutning som skal tages. I vissa typer av beslut kanske en grupp av arbetare skall ha vetorätt, för andra beslut kanske regeln skall vara strikt en person – en röst. Det er den vejledende norm som er det vigtige; en aktør skal påvirke et beslut ud fra hvilken rækkevidde som aktören påvirkes af besluttet.
Balanserede arbejdskomplex
På alle arbejdssteder uanset ekonomi findes en mængde arbejdsoplysninger som skal udføres. Opgifterna er forskellige med hensyn til de færdigheder, som man udvikler ved udførelsen af oplysninger og med hensyn til livskvalitet. Visse oplysninger genererer store færdigheder og analyserer, planlægger, argumenter og drar slutsatser og er derfor ”maktfrämjande”, mens andre oplysninger er gentaget, tråkiga og ”själsdödande”. Den förstnämnda typen af uppgifter involverer ofte, men inte altid, også en høj livskvalitet, mens den anden typen betyder låg livskvalitet. I de tidligere beskriver økonomiske systemer og kombinerer forskellige arbejdsoplysninger sammen til et sådant anlæg, som indeholder arbejdsoplysninger som er givende, skabende og udviklende ELLER enbart arbejdsoplysninger som er monotone ”själsdöande”. De som detaljerede oplysninger som er givende og magtfrämjande (koordinatorer) udvikler en overlägsen evne til aktivt at deltage i beslutningsfattende så at også om en formelt demokratisk rådsstruktur er på plads, så kommer det alligevel at være en gruppe af ansatte som kontrollerer beslutningsfattet på grund af deres erfaringer från sina anställningar.
For at formode et demokratisk beslutsfattet i de forskellige råd, hvor alle aktører har samme mulighed for at delta på samme vilkår, skal alle anstillinger som findes i økonomien vare balancerede, så at de arbejdsoplysninger som indgår i en anstilling, der i gennemsnit er likværdige alle andre stillinger i økonomi med hensyn til de færdigheter som arbejdsoplysninger genererar vedrørende deltagande i beslutsfattende. Udformningen af en balanceret arbejdskomplex skal selv falde i en Deltagarekonomi gøres med hensyn til behovet for uddannelse, træning og viden om arbejdsoplysninger. Også balancering MLAN forskellige arbejdssteder kan være nødvendigt, eftersom en arbejdsplads kan skille sig ud fra andre med hensyn til nævnte færdigheder. Balanserede arbejdskomplex i hele økonomien er en forutsætning for et demokratiskt beslutsfattende inden for de forskellige råd. Derudover kræves der retvisenormer for arbejdskomplexen i muligaste må også balanceres med hensyn til livskvalitet.
Et antal ”arbetskomplexkommittéer” med arbejderrepræsentanter både på hver arbejdsplats og i økonomien som helhed har til opgaven at klassificerede og værdifulde arbejdsdata ud fra magtfrämjande og livskvalitet samt at foreslå, hvordan arbejdsdetaljerne kan kombineres og fordeles så at balancerende resultater.
Udskiftning
I en Deltagarekonomi ersätts udført arbejde ud fra arbejdsinsats, ansträngning och opgradering og intet i den første hånd ud fra arbejdsresultatet. En arbejdere som er ekstra produktiv på grund af større intelligens, styrka eller en anden egenskab som han/hon har bevåvats med i det genetiske lotteriet eller større erfaring eller bedre arbejdsværktøj har intet ret til en større konsumtion af samfundets producerede varer og tjenester via en højere ersättning än en arbejdere med en lavere ”tilldelning” af disse egenskaber. Däremot har en arbejder som arbejder med flere timer og med højere intensitet eller med et arbejde, som kræver en større forhøjelse i ret til en højere ersättning, end en arbejder som arbejder arbejdstimer med lavere intensitet eller med arbejdsoplysninger, som kræver en mindre forhøjelse. Ud over at denne ersättningsprincip opfylder krav er den også at föredra ud fra motivationssynpunkt. Mange er på kapitalistiske modeller, der hævder, at deres sætning ud fra produktivitet er nødvendig for at motivere produktmedarbejdere til at gøre det bedste. Dette argument er ologisk, eftersom det er meningsløst, at det er en adfærd, som ikke kan påvirkes. En anställd kan ikke påvirke sine medfödda genetiske muligheder, uanset hvor stor ersättning, som er tilgængelig. Hvoremot kan en anställd påvirket sin arbejdsinsats, anstrengning og opkrævning og dermed er det motiveret ur et motivationsperspektiv at sætte disse variabler. Da alle arbejdskomplex i en Deltagarekonomi er balancerede med hensyn til magtfrämjande og livskvalitet er antallet af arbejdstimer og første opskattning på den arbejdsinsats som skal ersättas/belönas. Udover dette kan de forskellige arbejdsråde på forskellige niveauer beslutte at de ansatte skal bedømmes med hensyn til arbejdsinsats, intensitet og opgradering af sine arbejdskamrater ud fra overenskomna kriterier og at denne gradering af arbejdsintensitet skal påvirkes af ersättningen som den anställde erholdere.
Deltagande allokering
Alternativet til markedsallokering og central planering er en demokratisk allokeringsproces, hvor både forbrugere og producenter deltager direkte og demokratisk i formuleringen af de årlige planer i den udstrækning som de påvirkes af de forskellige aktiviteter.
For att arbejdsplatsråden skal kunne organisere sin produktionsaktiviter med hensyn til hvilke effekter de får på dem selv, andre arbejdere og forbrugerne skal have adgang til viss information. På samme måde skal forbrugerne og deres råd have adgang til visse oplysninger, som kan foreslå forbrugsniveauer med hensyn til deres egne behov, effekter på andre forbrugere og producenter. Arbetare skal kunne veje fordelene med en vis produktionsteknik og arbejdsinsats mod eventuelle konsekvenser for forbrugerne og forbrugerne skal kunne bedöma om konsumtionskraven er realistisk ud fra deres aktella arbejdsinsats. Till sist; alle aktører skal have adgang til information om de korrekte sociale ”indtægter” og ”omkostninger” for de varer og tjenester som de efterspørger respektive producenter inklusive både kvantifierbare og ikke-kvantifierbare konsekvenser af deres val. Jeg en deltagande allokeringsprocess formedlas og kommunikerer denne information via følgende kommunikationsværktøj:
· Priser
Under forudsætning af, at alle aktører er påvirkede af produkter og ydelser i forhold til omfanget af de påvirkninger, er priserne for de vigtigste kommunikationsværktøjer. For at forvente en korrekt prissætning skal skabes i en social kommunikativ proces, hvor alle aktørers præferencer skal komme til udtryk.
· Mått på arbetsinsats: arbetad tid
Eftersom arbejdskomplexen er afbalanceret med hensyn til livskvalitet og ”maktfrämjande” er arbejdstimer og rimelige første beskattning af arbejdsinsats og ansträngning. Dette mått kan eventuelt suppleres med arbejdskamraternas vurdering med hensyn til arbejdsintensitet ud fra överenskomna kriterier.
· Kvalitativ beskrivelser
Producenter og forbrugere skal have adgang til information om de kvalitative og menneskelige effekter som deres valgmetoder og som intet formidling af de kvantitative indikatorer. Producenter og forbrugere på forskellige rådsniveauer skal derfor til sine forslag bifoga både detaljerede og sommeriske beskrivelser af disse kvalitative effekter.
Allokeringsorganisation
Hvert arbejdsområde og forbrugerråd deltager i den sociale iterativa proces som kaldes deltagande planering. Därutöver deltar branch- och regionråden på produktionssidan samt grannskaps- stadsdels- kommun- och landsråden på forbrugersidan. Udover disse to netværk af råd understøtte processer af forskelligartede s.k. understödsnämnder som bistår med eksperthjælp og forenkler informationsbytet og informationsbearbejdning ved udarbejdelse af rådsforslag, justering af forslag, ved opgørelse af anställningsbehov o s v. Disse understödsnämnder er arbejdssteder som vilka andre arbejdssteder som helst med balanceret arbejdskomplex, der er sat ud fra indsatser og rådsbaserede beslutningsfattende osv.
Allokeringsprocessen
· Konsumenter foreslår en plan for sin privatkonsumtion.
· Grannskapsråden skaber konsumtionsplaner som omfatter individernas privatkonsumtion likaväl som grannskapets kollektiva konsumption. Råden på højere niveauer skaber forslag som omfatter forslag fra de lavere medlemsråden som de har bifaldet samt sit eget kollektive konsumtionsforslag.
· Hver producentaktør foreslår en produktionsplan, som indeholder behov for insatsvaror, investeringer og arbejdskraft samt antal varer og tjenester, som skal produceres. Branchferationerna aggregerede forslag efter bifald eller avslag och noterar en eventuell överskottsefterfrågan respektive överskottsutbud.
· Hver aktør på hvert niveau foreslår sin egen plan og efter at have modtaget information om effekter af sine egne og andre aktørers forslag i form af nye opdaterede priser m.m. från understödsnämnderna så justerar aktørerna sina forslag.
· Alt aktører forhandlar sig igennem et antal forhandlingsrundor eller iterationer närmar man sig en realiserbar produktionsplan for det kommende året.
Vid tidpunkten for udarbejdelse af det første forslag har aktører adgang til relevante data fra det afsluttede året. Vidare har understödsnämnderna uppskattat det kommende årets sannolika ændringer af priser og ersättning o.s.v. ud fra tidligere besluttede investeringer og forventede ændringer i arbejdskraftbefolkningen m.m.. Hver aktør skaber sig en egen opfatning om kommende forandringer af indkomst- og kvalitetsniveauer i arbejdspladskomplexen ud fra tilgængelig information. Med hjælp af alle og øvrig information og tidligere års priser som en indikation på de sociale omkostninger for varer og tjenester udarbejdet af forbrugs- og produktionsforslag for det kommende år, med kun indhold af kvantitativ data for forbrug og produktion uden også kvalitativ information for at backa upp sina val. Forslagene på dette niveau behøver ikke være altfor detaljerede, eftersom historisk statistik kan bruges for at bryde informationen til mere detaljerede niveauer. Når de enkelte aktører har efterladt deres forslag sammenstiller de til ackumulerede forslag til de forskellige niveauer i hele økonomien. Efter et antal forhandlingsrunde bliver arbetsplatsernas og grannskabsrådens forslag föremål for diskussion, forhandling og besluttelse til forskel fra varje individs forslag. I dette läge kræver godkendelse af den föreslagna planen fra det ”högre” rådet inden det lægger det til det ”högre” rådets eget forslag og så videre opåt i rådsstrukturen.
Når alle de første forslag har lämnats summeras de og total efterspørgsel, sammenligner med et totalt udvalg af alle varer og tjenester varefter undersnämnerne sammenstiller information om overskottet og underskottet i udvalg og efterspørgsmål samt ligefrem de forventede indikativa priser, som kræves for at sammenligne skal skabes. Aktørerne vurderer den nye information og udarbejder nye forslag, hvor man kun skal bruge sine krav ud fra den nye information og de nye priser. Processen fortsætter med nye forhandlingsrunder eller ”iterationer” tils det at et muligt årsplan har oprettets. Eftersom hvert forslag skal godkendes af det nærmeste højere råd i rådsstrukturen, presser hver enskild aktør og råd til at tilpasse sine forslag til det gennemsnitlige antal, som gælder i økonomi i relation til forbrug og ersättning samt indtægter og omkostninger. En aktør som foreslår en privatkonsumtion som alt for meget overstiger den ersättning, som han/hon forventede erholda får intet sin plan godkendt af sit grannskabsråd og en arbejdsplats som foreslår og omkostninger/intäktsrelation som avviker alt for meget fra branchgenomsnittet får intet sin plan godkendt af brancherådet. For at fremme og hurtige processer kan forskellige procestekniske regler indføres såsom t.ex. regler for hvordan store procentuelle ændringer som får forslag osv. men grunddragen i processen er desamma.
Om den besluttede planen af en anledning skal justeras under året håndteres detta i första hand genom förhandlingar mellem de forskellige forbrugerråd, om justeringerne gælder ændring af konsumtionsvanor som tar ut hinanden så at den totala konsumtionen intet forandres, og i andre hand genom förhandlinger mellem de forskellige forbrugere - og producentråden, om produktionsplanen skal justeras.
For en mere udtömmande og omfattende beskrivelse og analyse samt bemötande af diverse anvendelser se:
Michael Albert: Parecon – livet efter kapitalismen (Ordfront)
Websider:
http://www.parecon.org
http//www.zmag.org/parecon
Anders Sandström