Under Gaza-krigen udtrykte Sydafrika stærk solidaritet med palæstinenserne. Ingen her har glemt samarbejdet mellem Pretoria og Israel under apartheid, og mange ser paralleller mellem den palæstinensiske situation i dag og den for sorte og farvede sydafrikanere dengang i det hvide styre.
Ronald "Ronnie" Kasrils ligner ligesom karikaturen af ham tegnet af tegneren Zapiro i november 2001. Den viste ham i spidsen for en række jøder, herunder nobelpristageren Nadine Gordimer og Zapiro selv, flygte fra en fæstning. Kasrils har et stort smil på læben. Fæstningen er prydet med ordene "ubetinget støtte til Israel". Fangevogterne råber "Fang dem! Fang dem!"
Kasrils smil er det samme i dag, ligesom hans beslutsomhed; hans er et liv, der har været viet til at flytte bjerge. Han blev født i Sydafrika i 1938, søn af jødiske immigranter fra de baltiske stater. Det varede ikke længe, før han stødte på racisme, især i Sharpeville-massakren den 21. marts 1960, da politiet skød mod ubevæbnede sorte demonstranter og dræbte snesevis af mennesker. De internationale genklanger af massakren - optakten til Sydafrikas drift mod diktatur, var så meget desto større, da 1960 var året, hvor flertallet af afrikanske nationer opnåede deres uafhængighed.
Kasrils var ude af stand til at vende ryggen til den undertrykkelse, der minder så meget om de pogromer i Østeuropa, som hans forældre havde beskrevet. Han meldte sig ind i kommunistpartiet og African National Congress (ANC) og begyndte en 30-årig rejse med hemmeligholdelse og eksil. Som efterretningschef for ANCs væbnede fløj accepterede han at blive stemplet som terrorist. "Bevæbnet og farlig" 1 var, hvordan myndighederne omtalte ham, da de viste hans billede på tv i 1970'erne. Efter sin tilbagevenden til landet i 1990 og den efterfølgende afslutning af apartheid, havde han flere ministerposter, indtil han forlod regeringen i slutningen af sidste år.
Som aktivist, der bekæmpede apartheid, og som kommunist og jøde var han følsom over for det palæstinensiske spørgsmål fra tidligt af. I februar 2004, da han var minister, besøgte han Yasser Arafat, omringet af den israelske hær i Muqata-komplekset i Ramallah. "Arafat viste mig udsigten fra vinduet og sagde 'det her er intet andet end en Bantustan!' Jeg svarede: "Nej! Ingen Bantustan er blevet bombet af krigsfly, pulveriseret af kampvogne ... den sydafrikanske regering pumpede midler, opførte imponerende administrative bygninger og tillod endda Bantustans-flyselskaber for at gøre dem anerkendte af det internationale samfund."
Kvæg gennem en dukkert
Chokbølgerne fra begivenhederne i Gaza i december 2008 og januar 2009 blev hurtigt mærket i Sydafrika. De gav anledning til folkelige masseprotester og demonstrationer. Den magtfulde kongres for sydafrikanske fagforeninger (Cosatu), som allerede havde stoppet en israelsk våbenforsendelse bestemt til Zimbabwe ved at blive losset i april 2008, opfordrede til en boykot af israelsk skibsfart.
"På græsrodsniveau," sagde Adam Habib, vicekansler for Johannesburg Universitet med ansvar for forskning og innovation, "er der en implicit sympati for palæstinenserne, fordi alle forstår parallelen mellem Palæstina og Sydafrika, Gaza og Transkei eller Ciskei."
Den sydafrikanske regering fordømte "utvetydigt og på de stærkest mulige vendinger den eskalering af vold fra Israels side, som er forårsaget af lanceringen af en jordinvasion i Gaza." Det opfordrede Israel til at standse sin "massakre" og trække sine tropper tilbage "øjeblikkeligt og betingelsesløst". På et møde med den israelske ambassadør hævdede sydafrikanske medlemmer af parlamentet, at hærens overgreb "fik apartheid til at ligne en søndagsskole-picnic", og præsidenten for udenrigskommissionen, Job Sithole, sammenlignede behandlingen af palæstinensere ved kontrolposter med behandlingen af palæstinensere ved kontrolposter. "kvæg gennem en dukkert." 2
Under disse omstændigheder fremkaldte støtten til israelsk politik fra ledere af sydafrikanske jødiske organisationer kritik og fordømmelse, herunder fra jødiske intellektuelle, der havde ført kampagne mod apartheid. 3 "Den mest højlydte forsvarer af Israel", siger Adam Habib med beklagelse, "er ikke ambassaden, men overrabbineren, Warren Goldstein, som har støttet bombningerne af Gaza uden forbehold, som ingen kan forstå."
På højden af Gaza-konflikten sagde deputeretrådet i en erklæring, at Sydafrikas jødiske samfund "stærkt støtter Israels regerings beslutning om at iværksætte en militær operation mod Hamas i Gaza-striben." Det var rasende et par dage senere, at dets egen udelukkelse af jøder og Israel havde givet anledning til antisemitiske opfordringer på internettet om en boykot af jødiske butikker. Disse opfordringer blev kraftigt fordømt af den sydafrikanske regering, ANC, muslimske intellektuelle og pro-palæstinensiske organisationer.
Styrken ved at føle sig fremkaldt af en konflikt tusinder af kilometer væk er dog ikke helt overraskende. Det stammer fra den særlige karakter af forbindelserne mellem Sydafrika og Israel. På grund af historiens særpræg er der kun et par uger, der adskiller oprettelsen af Israel i maj 1948 og valgsejren for National Pary i Sydafrika. Det valgresultat tog den eksisterende raceadskillelse til et nyt niveau ved at bringe apartheid-politikken eller "separat udvikling" ind. Nationalpartiets ledere var kendte nazisympatisører (John Vorster, dets leder og senere premierminister, blev fængslet af denne grund under anden verdenskrig), men de var ikke desto mindre i stand til at skabe stadig tættere forbindelser med Israel.
'Hård og robust'
Benjamin Beit-Hallahmi, som underviser på University of Haifa, forklarede paradokset: "Man kan afsky jøder og elske israelere, fordi israelere på en eller anden måde ikke er jøder. Israelere er kolonialkrigere og bosættere, ligesom afrikanere. De er hårde og modstandsdygtige. De ved, hvordan man dominerer. Jøder er forskellige. De er blandt andre kvaliteter, blide, ikke-fysiske, ofte passive, intellektuelle. Så man kan blive ved med at ikke lide jøder, mens man beundrer israelerne." 4
Samarbejde begyndte mellem to stater, der ikke syntes at have noget til fælles. Moshe Sharett, den israelske udenrigsminister, aflagde sit første besøg i Sydafrika i 1950. I november 1984, da FN havde besluttet sanktioner mod apartheidstyret, besøgte den sydafrikanske udenrigsminister Roelof Frederik "Pik" Botha Israel. Yitzhak Rabin var dengang Israels premierminister. Le Monde skrev om "de tætte bånd mellem de to lande" og bemærkede, at Israel var det eneste land i verden, der havde forbindelser med marionetten Bantustans, hvoraf nogle endda var venskabsby med israelske bosættelser på Vestbredden. 5
Grundstenen i forholdet mellem de to lande var i første omgang økonomisk under ledelse af Histadrut (den "socialistiske" fagforeningskongres), som kontrollerede en betydelig del af den israelske økonomi i 1970'erne og 1980'erne. Gennem Hevrat Haovdim-selskabet nød det et næsten monopol på handel med Sydafrika. Kibbutzimerne spillede også en rolle: Lohamei Hagetot ("ghettoens kæmpere"), grundlagt af jøder fra Østeuropa, som havde kæmpet mod nazisterne, drev det kemiske anlæg Kama i Kwazulu Bantustan.
Når det kom til militæret og sikkerheden, fik alliancen mellem de to lande en strategisk dimension. Israel hjalp Sydafrika med at blive en atommagt. 6 Den israelske militærattaché i Pretoria, som var medlem af General Staff Forum (den eneste anden israelske militærattaché, der havde en så høj rang var baseret i Washington). Israelske våben blev fremstillet på licens i Sydafrika.
'Beast of Soweto'
De to landes efterretningstjenester havde ingen betænkeligheder ved at samarbejde om at bekæmpe kommunismen og selv dengang for at bekæmpe "terrorisme" – uanset om det kom fra ANC eller PLO, befrielsesbevægelserne i portugisiske kolonier (Angola og Mozambique) eller det sydvestlige Africa Peoples' Organisation (Swapo), som kæmpede for uafhængighed for Namibia, dengang under sydafrikansk besættelse.
Brigadegeneral "Rooi Rus" Swenenpoel, hovedforhørslederen i Rivonia-retssagen i 1964, hvor Nelson Mandela blev idømt livsvarigt fængsel, var en regelmæssig gæst hos israelerne i 1970'erne. Swanepoel, som oprettede oprørsmodstandene i Namibia, var kendt som "dyret fra Soweto" for den måde, hvorpå han knuste oprøret i township, der førte til tab af hundredvis af menneskeliv. Uri Dan, i mellemtiden, en journalist og rådgiver for Ariel Sharon, proklamerede sin beundring for den sydafrikanske hær. 7
Ronnie Kasrils mener, at der ud over de åbenlyse forskelle mellem de to systemer – f.eks. Israel ikke har brug for en indfødt arbejdsstyrke og har givet stemme til sit arabiske mindretal – er der udtalte ideologiske ligheder: "De tidlige hollandske pionerer, afrikanerne, havde brugte bibel og pistol som kolonisatorer andre steder. Ligesom de bibelske israelitter hævdede de at være 'Guds udvalgte folk', med en mission om at civilisere."
Samarbejdet mellem Israel og Sydafrika gav ikke anledning til kritik fra det jødiske samfund, selvom det udstødte dets medlemmer, der var involveret i kommunisterne og ANC. Andrew Feinstein, et tidligere ANC-medlem af parlamentet, der mistede noget af sin familie i de nazistiske dødslejre, formåede at få det nye sydafrikanske parlament til at afsætte en session til Holocaust i maj 2000 for første gang i dets historie.
Han forklarer, at landets 100,000 jøder, ligesom de fleste hvide sydafrikanere, forblev tavse under apartheid-årene, selv om "der er klare paralleller mellem den politik, som nazisterne pålagde jøderne mellem 1933 og 1939, og dem, der blev påtvunget størstedelen af Syd. Afrikanere under apartheidtiden." 8 Han nævner Percy Yutar, chefanklageren, der opfordrede til dødsstraf under Mandelas retssag. Yutar blev senere valgt til at lede Johannesburgs vigtigste ortodokse synagoge og hyldet af samfundsledere som en "kredit til samfundet."
Efter dette samarbejde mellem Israel og apartheidstyret forværredes forholdet mellem de to lande betydeligt, efter at Nelson Mandela blev præsident i 1994. Den nye regering suspenderede militærsamarbejdet (selv om den overholdt sine kontrakter, indtil de udløb i 1998) og gav sin fulde opbakning til PLO og Arafat. Det fastholder sine forbindelser med dem efter erklæringen af den anden intifada i 9, i lyset af pres fra lande som USA (såvel som Israel), der havde samarbejdet med apartheid. Da Arafat døde i 2000, kaldte Mandela ham "en af sin generations fremragende frihedskæmpere".
Når det er sagt, som Azziz Pahad, en tidligere SA viceudenrigsminister med ansvar for Mellemøsten, frit indrømmer, kan realpolitikkens krav ikke ignoreres eller "modsigelsen mellem realismen i den officielle udenrigspolitik og de principielle holdninger indtaget af ANC" [støtte til Palæstina og uafhængigheden af det vestlige Sahara]".
Denne realpolitik forargede palæstinensiske støttegrupper, som det endda fremgår tydeligt af titlen på en rapport fra Stop the Wall-kampagnen: "Det demokratiske Sydafrikas medvirken til Israels besættelse, kolonialisme og apartheid" 10. Na'eem Jeenah, direktør for Afro-Middle East Center 11 i Johannesburg, mener, at tidligere præsident Thabo Mbeki var "tilhænger af en normalisering af forholdet til Israel. Handelen mellem de to lande er steget 15-20 % i år, især inden for sikkerhedsudstyr. Der har endda været forsøg på at genoplive militære forbindelser." Og at indføre sanktioner mod Israel er ikke længere på dagsordenen, selvom Richard Goldstone, dommeren, der leder FN's kommission for forbrydelser begået i Gaza, er sydafrikaner.
OVERSÆTTET AF GEORGE MILLER
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner