Den 11. maj, da millioner stod i kø i kvælende varme for at afgive deres stemme og trodsede Taliban-trusler, skrev Pakistan historie. For første gang er en regeringsovergang blevet muliggjort gennem afstemningen. Den afgående koalitionsregering, ledet af Bhuttos PPP [Pakistan Peoples Party], var den første valgte regering til at fuldføre sin periode. Dette er et positivt tegn.
Valgresultatet giver dog næppe plads til at fejre progressive kræfter. I et hus på 272 har den højreorienterede Pakistan Muslim League-Nawaz fraktion [PMLN] opnået næsten flertal [128 mandater/35 % stemmer]. Anført af den tidligere premierminister Nawaz Sharif har PMLN fået de fleste pladser fra Punjab, den største af landets fire provinser. Sharif selv var Punjabi og blev fordrevet ved et militærkup og forvist til Saudi-Arabien i 1999. Han vendte tilbage til Pakistan i 2008, da en situation, der ligner arabisk forår, opstod. Sharif var en industriel tycoon med konservative sociale synspunkter og en neoliberal økonomisk dagsorden, og Sharif var ikke i stand til at guide sit parti til magten ved valget i 2008. Imidlertid dannede hans parti regeringen i Punjab-provinsen. I de tre andre provinser og i centret kom en PPP-ledet koalition til magten og blev på ingen tid berygtet for korruption såvel som ineffektivitet. I modsætning hertil var Punjabs regering relativt effektiv. Det var tydeligt, at PPP ville blive decimeret ved ethvert nyt valg. Derfor blev Sharif klogt ved med at vente i fløjene.
I mellemtiden dukkede en anden faktor op. Imran Khan, tidligere cricketstjerne, der guidede Pakistan til dets eneste verdensmesterskabssejr i 1992, begyndte at tiltrække et stort publikum. Politisk marginaliseret siden dannelsen af hans Pakistan Justice Movement [PTI], udtrykte Khan middelklasseklager både mod PPP og PMLN. Den urbane middelklasse var afgørende for at nedlægge Musharraf-diktaturet i 2008. En eksplosion af private tv-kanaler [der er over 80 nu] siden 2001, hjalp med at opmuntre deres sag i anti-Musharraf-bevægelsen. De mange tv-kanaler forstærkede middelklassens bekymringer, fordi byernes middelklasse er målgruppen. Det var gennem tv, at Khan var i stand til at bejle til middelklassen. Khans beskrivelse af landets problem er enkel. Korruption og skatteunddragelse, siger han, holder landet tilbage. Han lovede at stoppe korruption ved at komme til magten om 90 dage, og gennem en bedre skatteopkrævning lovede han at opbygge et velfærdssystem efter svenske linjer. Hans politiske budskab var formuleret i islamisk terminologi. Det svenske velfærdssystem er for eksempel baseret på islamisk lære, ifølge Imran. Engang (u)berømt for sin playboy-livsstil, er Khan en livsstilsliberal, men politisk konservativ. Men med hensyn til økonomisk politik er han næppe anderledes end Sharif eller Zardari, Benazir Bhuttos enkemand. Den eneste forskel er, at Khans karriere ikke er plettet af korruptionssvindel. Han driver også et stort velgørenhedsnetværk bestående af landets eneste kræfthospital og et universitet. Han var også mest vokal mod de amerikanske droneangreb. Hans anti-droneretorik gav ham en enorm tilslutning i Khyaber Pakhtoonkhwa-provinsen, som på den ene side er udsat for amerikanske droneangreb og på den anden side ødelagt af Taliban-terror. Hans PTI vil danne regeringen i denne provins og har vist sig som det næststørste parti på nationalt plan (33 mandater/17 procent stemmer).
Hvad siger Nawaz Sharif og Imran Khan om Taleban? Mens Sharif enten er undvigende eller undgår kritik af Taliban, roser Imran dem implicit som 'frihedskæmpere'. Begge ønsker at føre fredsforhandlinger for at pacificere Taleban. I dette tilfælde er begge synkroniseret med den pakistanske hær. Som for at anerkende Sharifs og Khans venskab, havde Taleban forud for valget den 11. maj annonceret, at de ikke ville tillade PPP og dets allierede, Peoples National Party (ANP) og United National Movement (MQM), nogen form for arbejde. ANP, en fortsættelse af Ghandhis kongresparti fra kolonitiden, er det eneste mainstream sekulære parti. Engang stærkt anti-imperialistisk, har ANP sprunget over det ideologiske hegnet og betragtes som et pro-amerikansk parti. I 2008 vandt det valget i provinsen og dannede en regering. Det forsvarede og støttede USA's politik i 'krigen mod terror', og som et resultat heraf har det været under konstant Taleban-angreb siden 2008. Under sin valgkamp forud for meningsmålingerne den 11. maj blev dets møder angrebet af Taliban 31 gange. På omkring fem år har Taliban-terror kostet 800 ANP-aktivister og -ledere livet.
Hvad angår PPP, er det blevet reduceret til Sindh-provinsen [31 mandater i det nationale parlament, men et flertal i Sindh-parlamentet]. Hjem til Bhuttos, Sindh er Pakistans næststørste provins. I Balochistan-provinsen, hvor væbnede oprørere, der kæmpede for uafhængighed, opfordrede til en valgboykot. Det ser ud til, at deres opfordring blev fulgt. Valgdeltagelsen var knap 20 procent. Forskellige nationalistiske fraktioner, der deltager i valg, har vundet i disse konkurrencer med lavt fremmøde.
To vigtigste venstrestrømninger, det nyligt dannede Awami Workers parti [efter en sammenlægning af tre partier] og IMT [International Marxist Tendens] havde opstillet over halvtreds kandidater til forskellige parlamenter. En IMT-kandidat vandt, men resultaterne blev først svindlet, og et senere genvalg blev annonceret for at nægte ham sejren. Han anfægtede valg fra det sydlige Waziristan, et centrum for Talebans militante optræden og et stort mål for amerikanske droner. På trods af venstrefløjens beskedne deltagelse var det et fremskridt, at venstrefløjen kunne stille så mange kandidater op.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner