Disse er navnene: Al'a Hilo, 23, og hans bror Said, 28; Tamer Qata, 27; Amar al-Dayeh, 19; Abd al-Karim Bakroun, 25; Mohammed Salhoub, 27; Abd al-Rahman Kassam, 26; Munzar Safadi, 27; Ali Abu al-Hir, 30; Iyad Abaed, 27; og Abd al-Rahim Abu Naja, 30. Elleve palæstinensere, som blev dræbt i Israels forsvarsstyrkes operation i Sejiya-kvarteret i Gaza City sidste onsdag. De fleste (ikke alle) af dem var bevæbnede, men var de alle udemærket til døden? Sammen med to andre dræbt i Nablus og en i Jenin døde 15 palæstinensere i dagens blodige høst.
Dagen efter lød overskriften i det masseomsatte dagblad Yedioth Ahronoth: "Byen under beskydning." Hvilken by? Sderot, i det sydlige Israel. I tvillingeavisen Ma'ariv indeholdt ingen af overskrifterne og underoverskrifterne nogen omtale af de palæstinensere, der blev dræbt, eller om ødelæggelserne udført i Sejiya af Givati infanteribrigaden kombineret med kampvogne og helikoptere. Kun Sderot, kun Qassam-raketterne, kun os. Fire Qassams landede i den sydlige by i kølvandet på Sejiya-operationen og sårede en gaffeltruckchauffør, Vladimir Valodya, 48, lettere, som arbejder på en lokal fabrik, der laver brusekabiner (han blev oprindeligt sagt at være i alvorlig tilstand). Israel var udelukkende, og næsten hysterisk, optaget af ham og hans by. En kommende historiker, der læser papirerne, vil nå til den konklusion, at Sderot var den eneste by, der blev beskudt sidste onsdag. Israelerne lærte igen, at de er de eneste ofre for volden. Hvad angår drabet og ødelæggelserne i Sejiya, hvem har hørt om det? Hvem ved om det? På samme måde blev det knap bemærket, at raketangrebet var et direkte svar på aktionen i Sejiya efter tre ugers stille på Qassam-fronten og en indsats fra den palæstinensiske myndigheds side for at stoppe raketangrebene. Palæstinenserne skyder, og det gør ingen forskel hvorfor.
Eftermiddagens aktuelle begivenhedsprogrammer på tv, som er et særligt godt indeks, handlede kun om Qassam-raketterne. Intet opkald fra Gaza, ingen rapport fra døde eller kritisk sårede. Selv hensigten med "New Evening" (Channel One) om at interviewe en IDF-officer, der ville beskrive Gaza-operationen - fra hærens synspunkt - blev torpederet af IDF-talsmandens kontor. Efter at Qassams slog til, sluttede enheden sig til den militante indsats for kun at præsentere Sderot-historien, og interviewet med betjenten blev aflyst. Ingen tænkte på at interviewe nogen fra det blodige Gaza. De israelske medier fortalte igen sandheden, men ikke hele sandheden. Kun aftenens nyhedsudsendelser balancerede billedet delvist.
Man skal ikke gøre lys af den terror, der ramte befolkningen i Sderot, eller Valodyas sår. Men samme dag udholdt Gaza drab og ødelæggelse. I de første 20 dage af måneden blev ikke færre end 56 palæstinensere dræbt (ifølge Det Palæstinensiske Center for Menneskerettigheder), inklusive syv børn og teenagere. Hvad hørte vi om dem? Hvad fik vi at vide om omstændighederne, hvorunder de blev dræbt? Næsten ikke noget. Betyder det at kende til dem nødvendigvis at identificere sig med dem? Har israelere ikke en forpligtelse til at vide, hvad der skete i Sejiya? Når alt kommer til alt, advarer selv forsvaret efter hver barsk operation, at der kan forventes en bølge af terrorangreb som reaktion. Det, vi ser, er altså en systematisk indsats for at skjule information, hvilket indebærer et alvorligt tillidsbrud fra mediernes side.
At fokusere udelukkende på vores ofre, mens man ignorerer den andens ofre, er moralsk foragtelig, men frem for alt dette har det alvorlige politiske konsekvenser. Med så selektiv og forvrænget information til rådighed for den israelske offentlighed er det ikke underligt, at landet har bevæget sig så langt til højre. Enhver fornuftig person, der næres af den israelske presse, ville nå frem til de samme konklusioner. Hvis palæstinenserne virkelig affyrer raketter mod os, mens de sidder sikkert i deres hjem, som det kunne forstås af rapporterne fra de israelske medier, er den politiske konklusion klar: den eneste løsning er magt. Hvis der ikke er nogen besættelse, ingen rystende uret og ingen krigsforbrydelser, er den eneste mulige konklusion, at palæstinenserne virkelig er født blodtørstige. Nyhedssiderne og aktualitetsprogrammerne i radio og tv former den offentlige mening på denne måde mere end tusind lærde og oplyste op-eds.
"Vi har forskellige synspunkter, dels fordi vi ser forskellige nyheder," skrev klummeskribenten Paul Krugman i New York Times i sidste uge. Krugman talte om den store kløft, der har åbnet sig mellem Europa og USA, men hans kommentar er endnu mere sand for Mellemøsten. Hver nat bliver den arabiske verden – og i mindre grad den vestlige verden – udsat for billeder af grusomheder fra territorierne, hvorimod den israelske seer ikke har en anelse om, hvad der sker mindre end en times kørsel fra hans hjem. Han kender kun til de brutale selvmordsbomber og Qassam-raketterne.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner