Fiat modellen
|
|
Elendig og reaktionær som altid – hvad kan man ellers sige om ejerne af Fiat, eller om de banker, der går i hælene, i Melfis arbejdskonflikt(1)? Det er en nøglefabrik, essentiel for "just-in-time"-systemet, der afskaffer butikker og lager; det er den anden fabrik med hensyn til produktivitet i hele Europa, men Fiat insisterer på at holde de halvtreds tusinde beskæftigede på lønniveauer 15 til 25 procent lavere end sine andre fabrikker, med et hurtigere tempo og med arbejdsuger på seks dage. | |
Og når Melfis arbejdere efter år og år med en kvælende kontrakt underskrevet som Fiat-Sata beder om et kontraktligt niveau svarende til de andre, reagerer det ikke engang. Og da de irriterede organiserer en protest, kaster de politiet efter dem med deres hjelme og stave. Dette skete den anden morgen. Vi er i 2004, vi fylder vores mund med ord som globalisering og konkurrenceevne, men advokatens arvinger(2) lede arbejdet som en elendig landmand for hundrede år siden. De tror, at man kan gøre, hvad man har lyst til, mod befolkningen i Basilicata(3), det er en fattig region i syden, de har ansat arbejdere over et meget stort territorium, så de vil være to timers kørsel væk, og med deres egne transportmidler, og på vakkelvorne veje, hvor ulykker er normen, for at hold dem opdelt udenfor som inden for plantens enorme rum. Det er lige meget om de er dødtrætte, at straffe regner ned i tusindvis (ni tusinde på fem år), at mange går, fordi de ikke kan holde det ud længere, noget der ikke sker i denne skala i nogen anden plads, men bedre sprede den knowhow, der regner med de arbejdsløse i de omkringliggende områder, frem for at betale arbejderne en normal løn for normal arbejdstid. Sådan tænker vores lederklasse, der plejede at prale af at have gjort Italien til verdens femte industrimagt. Det er en ledelse, der ikke bare er arrogant, men også dum. Det må ikke have betalt selv en sociolog tilstrækkeligt intelligent at påpege, at det i syd er en fejl at tro, at manglen på en lang tradition for kamp betyder evig resignation. Fiat har testet tålmodigheden for længe og står nu over for en protest, der pludselig har taget flammer over elementære fornødenheder, som anstændighed burde have afværget. Det er RSU'en(4), fabrikkens organisme, der satte sig for at blokere adgangen til en fabrik, hvor intern kommunikation er vanskelig. Retningen har troet, at den kan ignorere det ved at indgå en aftale med de bøjelige Fim-Cisl og Uil(5) og ved at terrorisere arbejderne i Mirafiori(6), suspenderet mellem én integrationsfond(7) og den anden, indtil nogle af dem skrev til Melfi og bønfaldt dem om at stoppe det, fordi: vores arbejde er i jeres hænder. Som om begge dele ikke var i hænderne på Torino(8) familie. Den trykte og den talte presse har ikke mistet muligheden for at skynde sig at fordømme arbejdernes mangel på global samvittighed og formane friheden til sortben. Helt forkert. Melfi har holdt, ti tusinde personer omringede komplekset i forgårs, og Fiat ligesom, formoder jeg, præfekten af Potenza(9) har mistet hovedet ved at sende politiet for at bryde garnisonerne op. Udslæt bevægelse. I morgen strejker metalarbejdere over hele Italien, og vi får se, hvem der er vinderen. Og hvor længe vil regeringen kunne foregive ikke at blande sig. Og hvor længe vil oppositionen tøve med at gå på banen i et spørgsmål om rimelige lønninger og sådanne elementære normer. Vi er endnu ikke den blege efterligning af USA af de højreorienterede republikanere.
(1) Melfi er en lille by i det sydlige Italien, hvor Fiat har etableret et samlebånd til biler (torna al testo) (2) Agnelli, ejeren af Fiat, er en advokat af titel (torna al testo) (3) Basilicata er navnet på den region, hvor Melfi er en by (torna al testo) (4) United Labour Union Repræsentation; det er fabrikkens fagforening med repræsentanter fra de forskellige nationale fagforeninger (torna al testo) (5) De tre store metalarbejderforeninger i Italien er under CGIL, CISL og UIL (torna al testo) (6) Mirafiori er Fiats hovedfabrik (torna al testo) (7) Offentlige midler til at hjælpe industrier i problemer med at betale arbejdernes løn (torna al testo) (8) Familien Agnelli er fra byen Torino (torna al testo) (9) Potenza er hovedstaden i regionen Basilicata (torna al testo) |
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner