Premierministeren har trukket sig, der er ingen regering at tale om, der er yderligere gadekampe i Tripoli, truslen om flere kidnapninger. Libanon, som vi plejede at sige i borgerkrigen, vender tilbage til det normale. Og på nogle måder er det sandt. Libanon lever altid gennem den største krise siden den sidste største krise. Men det aktuelle drama er lidt mere alvorligt.
Najib Mikati – en af verdens rigeste politikere samt premierminister i et af verdens mindste lande – gik af, fordi hans regering var blevet ubrugelig og landets parlamentsmedlemmer havde undladt at udarbejde en ny valglov. Fagforeninger havde strejket over hele Libanon - endda lukket den internationale lufthavn i flere timer - for at kræve højere lønninger. Mikati gav efter for dette, en af hans allersidste handlinger, men han kan ikke have været en glad mand.
Det er jo ikke nogen nem opgave at bo ved siden af en borgerkrig, ikke mindst når Syriske jetfly bomber to huse inde på libanesisk territorium. Israelerne invaderer Libanons luftrum hver dag uden klynken fra Washington, men den syriske aggression fik USA til at tordne i raseri mod Damaskus. Libanon er ikke bundet af sanktioner mod Syrien, så dets regering havde vedtaget en politik med 'dissociation', en snobbetitel for den nødvendige neutralitet, som landet skal vedtage for at forhindre, at dets egne sunnier og shiamuslimer og kristne bliver trukket ind i kampene over grænsen. Den sunni-alawittiske konflikt i Tripoli - hvor seks mennesker døde, heriblandt en libanesisk soldat - kan ikke tillades at sprede sig til andre dele af landet. Tripoli er tilfældigt Mikatis hjemby.
Men 'dissociationen' har ikke fungeret særlig godt. Til en start gjorde den pro-syriske udenrigsminister rasende Golf-araberne ved at kræve, at Den Arabiske Liga genopretter Syriens sæde i kammeret. Den samme minister var naturligvis ikke for hurtig til at fordømme Syriens luftangreb. En sunnimuslimsk sheik i Sidon – sammen med sunnier, der bor tættere på grænsen – har forhindret benzinbiler i at køre til Syrien, hvor noget af deres brændstof sandsynligvis bruges af den syriske præsident Bashar al-Assads hær. Vi ved det selvfølgelig ikke, men det er et rimeligt bud. Nu har regeringen brugt olietankskibe til at tage brændstoffet op langs kysten til havnen i Latakia, som er forholdsvis fri for borgerkrigen, der indtager resten af Syrien.
Mikatis beslutning om at tage afsted var derfor beregnet til at skræmme de politiske partier i Libanon, især de shiamuslimske Hizbollah og sunnierne, der er samlet omkring den fraværende Saad Hariri – der har gemt sig i Saudi-Arabien de sidste to år på grund af hans påstand om, at der er et plan om at dræbe ham – til at skabe en brugbar regering, der kan udforme en valglov og tage ansvar for de sidste par ugers vraggods. Fangsten er som altid langsigtet og uhelbredelig.
For at være en moderne stat må Libanon afkonfessionalisere sig selv. En nation, hvor præsidenten altid skal være en maronitisk kristen, premierministeren en sunni, parlamentets formand en shia, kan ikke arbejde. Men hvis du tager sekterisme ud af Libanon, vil den ophøre med at eksistere - fordi konfessionalisme er Libanons identitet. Det kan have smukke bjerge, god mad, en ekstraordinært veluddannet befolkning, men det er sekterisk. Det er lidt ligesom at eje en Rolls Royce komplet med friske lædersæder, et fladskærms-tv og en cocktailbar – men med firkantede hjul. Det virker ikke.
At være premierminister i Libanon er derfor ikke en tønde til grin. Du kan skubbe bilen sammen med bunkevis af ministre og parlamentsmedlemmer, der alle anstrenger sig i samme retning. Men den flytter sig kun et par meter. Og så begynder ministrene og folketingsmedlemmerne at skændes igen. Den nuværende regering, som inkluderer Hizbollah – som præsident Obama ønsker, at EU skal fordømme som en 'terroristorganisation' – repræsenterede tydeligvis ikke sunnierne, hvis brødre i Syrien udgør det meste af den væbnede opposition mod Assad – en af hvis allierede er, selvfølgelig den samme Hizbollah-bevægelse.
Hariri vil have glædet sig over Mikatis afgang, fordi fjernelsen af hans kabinet var en betingelse for, at Hariris alliance den 14. marts kunne vende tilbage til politik. Alle libanesiske politikere, uanset hvor de er korrumperet af penge, våben eller sekteriske partier, formodes nu at troppe op til paladset i Baabda til en 'national dialog' med præsident Michel Sleiman, den tidligere general, der har brugt de sidste par dyrebare dage på at svane. rundt på officielle besøg i vestafrikanske lande. Han er formentlig den eneste mand, der kunne holde sine besøgende i samme rum i mere end et par minutter – men kan han overtale dem til at blive enige om en valglov i tide til juni-målingen?
For uden valg er parlamentets egen autoritet lige så knust, som den var under Libanons 15-årige borgerkrig. Intet parlament, ingen regering, ingen premierminister. Ingen egentlig våbenhvile i Tripoli. Kun hæren kan kontrollere gaderne – lidt ligesom Egypten, kan man tilføje – og den syriske krig bliver mere hektisk dag for dag. Libanon fortjener bedre end dette. Det betyder, at alle bliver nødt til at give den Rolls Royce endnu et skub.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner