Den britiske filminstruktør Ken Loach er en af vor tids mest berømte filmiske stemmer. En dybt engageret kunstner og en af en håndfuld instruktører, der er blevet tildelt den prestigefyldte Guldpalme to gange, tager Loachs arbejde ofte sociale og politiske temaer op. Hans oeuvre har spændt over den spanske borgerkrig (Jord og frihed), vagtpersonalets strejke i Los Angeles (Bread and Roses), besættelsen af Irak (Rute irsk), den irske uafhængighedskrig (Vinden, der ryster byggen), og den tvangsmæssige side af velfærdsstaten (Jeg, Daniel Blake). Mens det såkaldte "populistiske oprør" har udløst megen debat om rollen af økonomiske uligheder og social udstødelse, har Ken Loach været en af de største fortællere om arbejderklassens bevidsthed og dens transformationer under neoliberalismen.
I denne samtale med den italienske forfatter og politiske aktivist Lorenzo Marsili ser Loach på kunstens rolle i øjeblikke med politisk transformation, arbejderklassens udvikling, betydningen af klassekamp i dag og venstrefløjens manglende evne til at inspirere til radikal forandring.
Interviewet blev optaget under optagelserne af DEMOER, en kommende dokumentar, hvor Lorenzo Marsili rejser rundt i Europa og undersøger transnational solidaritet 10 år efter finanskrisen.
Lorenzo Marsili: Debatten om kunstens rolle i politiske forandringer har en lang historie. I dag gennemgår vi tydeligvis et øjeblik med stor geopolitisk transformation og global desorientering. Hvad ville din vision være om den rolle, som kreativitet kan spille i sådan et øjeblik?
Ken Loach: Generelt tror jeg, at man i kunsten kun har ansvaret for at fortælle sandheden. Enhver sætning, der begynder med "Kunst skal..." er forkert, fordi den er afhængig af fantasien eller opfattelsen af de mennesker, der skriver eller maler eller beskriver, hvilke forskellige roller kunst kan spille. Vi er nødt til at hævde de grundlæggende principper for måder, hvorpå mennesker kan leve sammen. Forfatteres, intellektuelle og kunstneres rolle er at se på disse som kerneprincipperne. Dette er det lange syn på historien, på kampen, så selvom du måske skal lave et taktisk tilbagetog, er det vigtigt at være opmærksom på, at dette stadig er et tilbagetog, og kerneprincipperne er det, vi skal huske på. Dette er noget, som folk, der ikke er involveret i den daglige taktik, kan gøre.
LM: I dit arbejde er det menneskelige element ikke blot en illustration af teorien, men inkarnerer virkelig og bliver til det politiske. Er du enig i, at kunst har magten til at vise, at der i sidste ende er mennesker bag de store økonomiske og politiske processer?
KL: Absolut. Politik bor i mennesker, ideer lever i mennesker, de lever i de konkrete kampe, som mennesker har. Det bestemmer også de valg, vi har - og de valg, vi har, bestemmer igen, hvilken slags mennesker vi bliver. Hvordan familier interagerer er ikke noget abstrakt begreb om mor, søn, far, datter; det har at gøre med økonomiske forhold, det arbejde, de udfører, den tid, de kan bruge sammen med hinanden. Økonomi og politik hænger sammen med den kontekst, som mennesker lever deres liv i, men detaljerne i disse liv er meget menneskelige, ofte meget sjove eller meget triste og generelt fulde af modsætninger og kompleksitet. For de forfattere, jeg har arbejdet med og for mig, har forholdet mellem dagligdagens personlige komedie og den økonomiske kontekst, som det liv sker i, altid været meget betydningsfuldt.
LM: Så der er et dialektisk forhold mellem, hvordan økonomisk forandring transformerer menneskelig adfærd, og menneskelig adfærd, især gennem kollektiv handling, transformerer økonomiske relationer.
KL: Tag en arbejder. Hans eller hendes familie fungerer eller forsøger at fungere, men individuelt har de ingen styrke, fordi de ikke har nogen magt. De er simpelthen et væsen af den situation. Men jeg tror, at følelsen af kollektiv styrke er noget meget vigtigt. Det er her, det bliver svært. Det er ikke let at fortælle en historie, hvor den kollektive styrke er umiddelbart synlig. På den anden side er det ofte groft og fjollet at afslutte hver film med en knytnæve i vejret og en militant opfordring til handling. Dette er et konstant dilemma; hvordan fortæller man historien om en arbejderfamilie, tragisk ødelagt af økonomiske og politiske omstændigheder, og efterlader ikke folk i fortvivlelse?
LM: Noget som jeg finder håbefuldt selv i en dyster film som f.eks Jeg, Daniel Blake er, at vi ser det tvangsmæssige statsapparat, men vi ser også modstandskraften i en vis menneskelig solidaritet: De fattige hjælper hinanden, og folk stopper op og klapper, når Daniel Blake skriver en sønderlemmende graffiti uden for jobcentret. Det tyder på, at vi ikke er blevet fuldstændig forvandlet til homo economicus; at der stadig er modstand mod varegørelsen af alt liv.
KL: Ja, det er noget, som middelklassekommentatorer ikke forstår: Arbejdere ... tag det pis, selvom de griner. I skyttegravene er der en bitter komedie, og det er her, vi ser modstand, selv de mørkeste steder. Men især har vi haft denne stigning i fødevarebanker, hvor velgørenhedsmad tilbydes [og] du ser vores samfunds to offentlige ansigter. I Jeg, Daniel Blake, når kvinden deler madpakken ud til en kvinde, der ikke har noget, siger hun ikke: "Her er din velgørende mad"; i stedet siger hun: "Kan jeg hjælpe dig med dine indkøb?" På den ene side har du den generøsitet, og på den anden side er staten, som opfører sig på den mest bevidst grusomme måde, vel vidende at den driver folk til sult. Det kapitalistiske samfund er fanget i denne skizofrene situation, og det er afhængigt af os at organisere solidariteten.
LM: Det ser ofte ud til, at traditionel økonomisk fremmedgørelse har forvandlet sig til en fremmedgørelse over for staten. Tror du, at dette er kernen i fænomener som nationalismens fremkomst, fremmedhad, ja endda Brexit? Ud over syndebukken af migranter er der måske også denne følelse af, at "der er ingen, der står op for mig."
KL: Ja, jeg tror, at den stemning, som den højreorienterede populisme virkelig indikerer, er et svigt hos venstrefløjen … på samme måde som i 1920'erne og 1930'erne. Højrepartierne går ind på vejen med et meget simpelt svar: Problemet er din nabo, din nabo har en anden farve, din nabo laver mad, der lugter anderledes, din nabo tager dit job, din nabo er i dit hus. Faren er, at det bakkes op af massepressen, tolereret og promoveret af tv-selskaber som BBC, der for eksempel gav Nigel Farage og hans firma al den sendetid, de ønskede.
LM: Fokus i dit arbejde har altid været på arbejderklassens solidaritet. Du har gennemlevet overgangen fra efterkrigstidens socialkapitalisme til neoliberalismens ankomst. Hvordan har du set klassesolidariteten ændre sig i denne periode?
KL: Det største har været reduktionen i fagforeningernes magt. I 1950'erne og 1960'erne blev de stærke, fordi folk arbejdede i sociale organisationer som fabrikker, miner eller havne, og på det tidspunkt var det lettere at organisere fagforeninger. Men de gamle industrier døde. I dag arbejder folk på en meget mere fragmenteret måde. Vi er stærkest, når vi kan stoppe produktionen, men hvis vi ikke er organiseret på produktionsstedet, er vi helt klart svagere. Problemet er, at produktionen nu er så fragmenteret, og med globaliseringen er vores arbejderklasse nu i Fjernøsten eller i Latinamerika.
LM: Deliveroo eller Foodora koncertarbejdere på cykel betragter måske ikke engang sig selv for at være arbejdere.
KL: Ja, eller de har franchise, eller de er såkaldte "selvstændige." Det er et kæmpe problem. Det er et spørgsmål om organisation for arbejderklassen.
LM: Synes du, at klassebegrebet stadig giver mening? Mange mennesker ville ikke betragte sig selv som arbejderklasse, selvom de er fattige og nogle gange helt sikkert føler sig elendige.
KL: Jeg mener, at klasse er grundlæggende. Det ændrer bare form, efterhånden som kapitalens krav til en anden slags arbejdsstyrke ændrer sig. Men det er stadig arbejdsstyrken. Og det bliver stadig udnyttet, og det giver stadig merværdi endnu mere intenst end før. Endnu vigtigere, hvis vi ikke forstår klassekamp, forstår vi intet.
LM: Det er en af de store udfordringer i dag: at genstarte kampen blandt en fragmenteret befolkning, der ikke opfatter sig selv som en del af en gruppe.
KL: Det er en udfordring for vores forståelse. Det var meget sjovt, jeg talte for nylig med nogle meget søde mennesker i Japan, som skrev en artikel, og jeg insisterede på nødvendigheden af at forstå klasse og konflikter. En meget sød kvinde sagde til mig, "Vi vil vise din film til de japanske regeringsembedsmænd," og jeg sagde, "Nå, hvorfor?" og hun sagde: "Nå, for at få dem til at ombestemme sig," og jeg svarede: "Men det var det, jeg lige gjorde opmærksom på! De vil ikke ændre mening, de er forpligtet til at forsvare den herskende klasses interesser, og de skal ikke overtales, de skal fjernes!"
Det er en meget svær pointe at komme igennem, når ideen om at få systemet til at fungere er så dybt forankret. Det er en af socialdemokratiets forfærdelige arv, som vi er nødt til at bekæmpe.
LM: Det er en effektiv form for social kontrol, når dine forsøgspersoner tror, de kan tale med dig, og at du vil tage hensyn til deres bekymringer.
KL: Det er derfor, vi er nødt til at genoplive hele ideen om overgangskrav. Vi er nødt til at stille krav, der er absolut rimelige ud fra arbejderklassens interesser.
LM: Jeg vil gerne afslutte dette, men jeg bemærker, at du engang kørte en kampagne for Europa-Parlamentet.
KL: Det havde jeg glemt.
LM: Det er interessant for mig, hvordan Europa aldrig blev diskuteret ret meget her i Storbritannien. Pludselig, efter Brexit, taler alle om EU, og det er blevet det mest omtalte emne efter fodbold. Føler du, at der stadig er håb om at opbygge et transnationalt demokrati, eller er det simpelthen for sent?
KL: Jeg kender virkelig ikke svaret. Men jeg synes, at international solidaritet klart er vigtig. Kan det organiseres i Europa? Jeg ved ikke. Strukturen i Den Europæiske Union er virkelig så vanskelig, at det er svært at se, hvordan vi indfører ændringen uden at starte forfra. Det er klart, at enhver ændring skal godkendes af enhver regering, og vi ved alle, hvor vanskelig den praktiske proces er. Det er klart, at vi har brug for et andet Europa baseret på forskellige principper: på fælles ejerskab, planlægning, udligning af økonomier, bæredygtighed og generelt arbejde hen imod lighed.
Men det kan vi simpelthen ikke, mens store virksomheder prioriteres, mens profit prioriteres, og mens retssystemet prioriterer profit. At gennemføre den ændring er ud over min lønklasse. Yanis Varoufakis forsikrer mig om, at det kan lade sig gøre. Jeg er sikker på, at han har ret. Jeg stoler på ham, men jeg ved ikke hvordan.
Lorenzo Marsili er medstifter af European Alternatives og en af initiativtagerne til den paneuropæiske bevægelse DiEM25. Hans seneste bog er Citizens of Nowhere (University of Chicago Press, 2018.)
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner