At tage tingene for givet. Eller som en meget kær ven af mig plejede at sige til mig: "Så skal du." Jeg sidder i Bagdad lufthavn og venter på, at mit lille Flying Carpet Airlines 20-sæders prop-fly skal tage mig hjem til Beirut, men den lokale irakiske stationschef, hr. Ghazwan, er ikke dukket op, som han plejede. Uden ham kan jeg ikke indtaste afgange eller tjekke ind.
Tilbage i januar var han her og fortalte mig, at han ikke ville glemme at tage mig gennem sikkerhedskontrollen, og snakkede med en irakisk officer, der lignede ham bemærkelsesværdigt, og fortalte betjenten at passe på mig. Ghazwan talte forsigtigt, grammatisk engelsk og grinede af sig selv, når han lavede fejl.
Så jeg ringer til Ghazwans mobil og en gammel mand svarer. Jeg vil gerne tale med Ghazwan, siger jeg. "Hvorfor?" For jeg har brug for at vide, hvornår han er i lufthavnen. Der lyder et slags støn fra den anden ende af linen. "Han blev dræbt."
Jeg sidder der på mit plastiklufthavnssæde, ude af stand til at tale. Hvad? Hvad mener du? "Han blev dræbt af fjenden," siger den gamle mand, og jeg hører røret taget fra ham.
En ung kvinde nu, med godt engelsk. "Hvem er du?" En passager. Engelsk. Jeg begynder at undskylde. Ingen fortalte mig, at Ghazwan var død. Selv Beirut-rejsebureauerne angiver stadig hans navn som en Bagdad-kontakt.
Den unge kvinde – det er hans kone, eller rettere hans unge enke – mumler noget om, at han blev dræbt på vej til lufthavnen, og jeg spørger, hvornår det skete. "Den 14. marts," siger hun. Jeg havde sidst set ham præcis fem uger før hans død.
Og historien kommer frem. Hans bror var sikkerhedsvagt i lufthavnen – formentlig den betjent, der lignede ham, som jeg havde mødt i februar – og de to mænd var på vej hjemmefra sammen for at gå på arbejde i samme bil, da bevæbnede mænd skød broderen og dræbte Ghazwan i samme ildudbrud. Jeg undskylder igen. Jeg siger, hvor ked af det. Der er en kvittering fra den unge kvinde, og mobilen er slukket.
At tage tingene for givet. Jeg er tilbage i Beirut og ser den nye pave besøge sit hjemland Tyskland. Han møder Kölns jødiske samfund. Han taler om det jødiske Holocausts ondskab. Han skulle. Han taler varmt om Israel. Hvorfor ikke?
Så møder han det muslimske samfund, og jeg ser dem på skærmen, hovedet let bøjet, øjnene kigger forsømt mod kameraerne. For dem holder han foredrag om terrorismens ondskab. Det hele virker logisk, selvom jeg aldrig helt kan ryste af mig viden om, at paven var en tysk antiluftskytsskytte fra krigen. Anti-abort, anti-homo og en gang anti-luftfartøjer.
Men så sætter jeg mig op. I hans første tale er der intet ord om Israels besættelse af Vestbredden, dets ekspanderende bosættelser på andres jord, i strid med al international lov. Og muslimerne, ja, de er nødt til at blive mindet om deres synder, om deres pligt til at udrydde "terrorisme", at prædike mådehold til enhver tid, for at stoppe svøben fra selvmordsbombere.
Og pludselig er jeg chokeret over denne dybe mangel på dømmekraft fra pavens side. Alligevel sagtmodig klar over, at jeg selv havde gået med på det. Det var pavens opgave, var det ikke, at undskylde over for Europas jøder. Og det var hans job, ikke sandt, at advare Europas muslimer.
Dermed falder vi i kø. Ja, han burde undskylde for Holocaust - til tidens ende.
Men måske ikke Hans Hellighed, den tidligere antiluftskytsskytte, også har undskyldt over for muslimerne for den blodige og katastrofale invasion af Irak – nej, nej, selvfølgelig er der ingen parallel i ondskab, omfang osv. – men han har måske i det mindste vist sin forgængers mod, der stod op mod George Bush og hans voldsomme krig.
At tage tingene for givet. I Bagdad og derefter i Beirut læste jeg om de seneste "anti-terror"-love fra Lord Blair af Kut al-Amara. Selvfølgelig, selvfølgelig. Efter selvmordsbombere på Londons undergrundsbane, hvad forventer vi ellers? Vores dyrebare kapital og dens befolkning skal beskyttes.
Efter at have været tre eller fire tog foran King's Cross-røret, der eksploderede den 7. juli, tager jeg selv disse ting alvorligt. Og var jeg tilbage på London Tube i dag, ville jeg nok prøve at undgå unge mænd med rygsække – såvel som bevæbnede medlemmer af Metropolitan Police.
Og efter alle de panjandrum i pressen om vores vidunderlige sikkerhedsstyrker, ville jeg også se nærmere på disse fine og patriotiske folk. Det er de mænd (og kvinder?), der løj for os om masseødelæggelsesvåben i Irak. Det er de fyre, der ikke kunne få et eneste spor på forhånd af selv en af de fire selvmordsbomber den 7. juli (og heller ikke de udødelige nogle få dage senere). Det er de drenge, der skød en hjælpeløs civil ned, da han sad på et undergrundstog.
Men hold lige et øjeblik, siger jeg til mig selv igen. Bombningen den 7. juli ville blive en forholdsvis stille dag i Bagdad. Var jeg ikke på stedet for an-Nahda-busstationens bombeangreb, efter at 43 civile – lige så uskyldige, deres liv lige så dyrebare som Londonboernes – blev revet i stykker i sidste uge.
På al-Kindi hospitalet havde pårørende et problem med at identificere de døde. Hoveder blev placeret ved siden af de forkerte torsoer, fødderne ved siden af de forkerte ben. Et problem der. Men der kom ikke et støn fra England. Vi var stadig låst fast i vores traume den 7. juli. Ingen detektiver lurer rundt på an-Nahda-bombestedet på udkig efter spor. De er allerede fire selvmordsbomber senere. An-Nahda er historie.
Og det går op for mig, der sidder på min altan over Middelhavet i slutningen af denne uge, at vi tager alt for meget for givet. Vi kan godt lide at have små afbrydelser i vores liv. Måske er dette den daglige journalistiks skyld – hvor vi indkapsler verden hver 24 timer, så sover vi på den og starter en ny historie næste dag, hvor vi ikke helt forstår, at fortællingen ikke begyndte før sidste nats deadline, men uger, måneder, år siden.
For det er et faktum, er det ikke, at hvis "vi" ikke havde invaderet Irak i 2003, ville de 43 irakere ikke være blevet pulveriseret af de tre bomber i sidste uge. Og det er bestemt en kendsgerning, at hvis vi ikke havde invaderet Irak, ville bomberne den 7. juli ikke være gået af (og jeg ignorerer Lord Blairs puff om "onde ideologier"). I så fald ville paven ikke i sidste uge have holdt foredrag for tyske muslimer om ondskaben ved "terrorisme".
Og selvfølgelig, hvis vi ikke havde invaderet Irak, ville hr. Ghazwan være i live, og hans bror ville være i live, og hans sørgende enke ville have været hans unge og lykkelige kone, og hans knuste far ville have været en stolt far. Men som min ven plejede at sige, "der går du".
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner