Rasende nye landmænd i Kareeberg-kommunen i Sydafrikas Northern Cape-provins har besluttet at stoppe med at betale leje for den kommunalt ejede jord, de dyrker på. Disse bønder er blevet bestjålet og udelukket fra jordbesiddelse og adgang ved kolonial erobring, segregation og apartheid. Nu holder Sydafrikas beskyttelse af kapitalistisk ejendom og dets neoliberale statspolitik dem stadig jordløse. 'Vores medlemmer kan ikke holdes tilbage længere,' siger Basil 'Die Hond' Eksteen fra Kareeberg Emerging Farmers Association. 'De er bare for vrede. Vi talte, vi skrev breve, vi marcherede – nu er vi klar til at tage landet. Kommunen giver os ingen støtte, og nu vil de opkræve os disse umulige huslejer. De ved, at vi ikke kan betale. De vil bare af med os og sætte hvide, kommercielle landmænd på jorden. Vi er i kontakt med en gruppe i Kimberley-distriktet, der har besat en gård hos en af de rigeste jordejere der. En mand, der ejer femten gårde, mens folk sidder med ingenting. Hverken politiet eller hæren har været i stand til at fjerne disse medlemmer fra landet. Hvis de kan gøre det, kan vi også!'
Siden 1996 har den sydafrikanske regering fulgt en stram neoliberal politisk vej, der inkluderer nedskæringer i statens udgifter til 'urentable' sociale tjenester. En central strategi har været at skære ned overførsler af midler fra statskassen til lokale myndigheder med mere end 90 % over en tiårig periode, samtidig med at ansvaret for at levere sociale ydelser som bolig, vand, elektricitet, sundhed og politi. fra de nationale til lokale myndigheder. Landskassen kunne dermed balancere sine bøger og endda skabe et overskud, men kommunerne skulle levere langt flere ydelser til mange flere mennesker med langt færre ressourcer. De blev derfor fanget i en velkendt cyklus af dårlig serviceydelse, desperat omkostningsdækning og samfundsprotester. For så vidt angår kommunal jord blev presset overvældende på kommunalbestyrelsen for at opkræve den højest mulige leje. Nye landmænd finder det uoverkommeligt, hvilket efterlader dem reelt jordløse, da den nationale jordreformproces er en fuldstændig fiasko, der formåede at overføre mindre end 5 % af landbrugsjorden fra hvidt til sort ejerskab.
Patrick Steenkamp fra Loeriesfontein Emerging Farmers Association forklarer, at de har gjort det samme, som deres Kareeberg-kammerater planlægger. »Vi blev trætte af kommunen. De indsamlede husleje, men de gjorde intet for os. Der var ingen tjenester. Så vi besluttede at udvikle jorden selv. Vi sætter vores eget hegn og vores egne vindmøller op. Vi nægtede at betale husleje. Dette har stået på i to år nu. Jordreformen har svigtet os. Kommunen har svigtet os. Vi vil ikke svigte os selv. Vi besætter dette land. Vi bliver ikke fjernet. Nogensinde!'
Både Kareeberg og Loeriesfontein emerging farmers er en del af Food Sovereignty Campaign, et netværk af nye landmænd og landarbejdere, der er aktive i Northern og Western Cape Province. Rosina Secondt, kampagnens indkalder, er en ny landmand i Pella på bredden af Orange River. Hun gør opmærksom på sagen om Ithemba Farmers i Eerste River i Western Cape. 'På vores møde rapporterede delegerede fra Ithemba Farmers Association, at der ikke skete meget der i de sidste to måneder, de dyrker stadig landbrug på jorden. Jeg hævder det som en sejr for fødevaresuverænitetskampagnen. Folket havde ikke arbejde eller indkomst. De besatte jorden. Kommunen, tre regeringsafdelinger, masser af advokater, politiet og et mineselskab arbejdede alle sammen om at smide Ithemba Farmers væk fra jorden. De fejlede alle, og de fejler stadig. Hvorfor? Fordi Ithemba Farmers mobiliserede sig selv, og Food Sovereignty Campaign mobiliserede tilhængere fra så langt som til Pella, 700 km væk i Northern Cape. Vi stoppede fysisk dem, der forsøgte at smide bønderne ud. I dag lever Ithemba-bønderne på den jord, de ellers ikke ville have haft. Det er en sejr!'
Sydafrikas politiske system og regeringselite er naturligvis ret fjendtlige over for denne slags jordbesættelser. Ejendomsrettigheder er nedfældet i landets forfatning. Jordreformprogrammet er baseret på en 'villig køber, villig sælger'-model, hvor private jordejere har et absolut skøn over, om de vil sælge og til hvilken pris. De har prissat jorden ikke kun uden for rækkevidde af jordsultne sorte, men ofte endda uden for rækkevidde af staten. Der er ingen lovbestemmelser, som den i Brasilien, der tillader sultne mennesker at dyrke mad på ubrugt jord af fraværende ejere. Nogle kommuner er gået så langt som at oprette særlige 'anti-landinvasion' politienheder, der hurtigt udviklede et ry for hensynsløs brutalitet. På trods af dette insisterer Food Sovereignty Campaign på, at de udsultede fattige ikke har andet valg end at beholde jordbesættelser i deres strategiske arsenal. "Vi ser jordbesættelser som legitime," forklarer Ricado Jacobs på vegne af kampagnen. 'Vores handlinger er ikke i overensstemmelse med forfatningen, det forstår vi. Men for os er det fint, da vi ser forfatningen som alvorligt mangelfuld. Denne neoliberale, kapitalistiske forfatning hævder at give lige beskyttelse til de rige og de fattige, men det eneste den gør er at konsolidere rigdom for de få og fattigdom for de mange. Gennem jordbesættelser kan de fattige tage skridt til landbrugsreformer og fødevaresuverænitet uden at vente på den kapitalistiske stat.'
I maj i år opfordrede Julius Malema, præsidenten for ANC Youth League, til ekspropriation af hvidt ejet landbrugsjord uden kompensation. Dette må betragtes som et valgtrick for at få stemmer til ANC ved at udnytte sort frustration over vedvarende apartheid-ejerskabsmønstre. ANC Youth League hævder et medlemskab på hundredtusindvis og en støttebase på millioner. De har millioner af rands og et enormt apparat til organisering og propaganda. Hvis de var seriøse med at ekspropriere rige, hvide bønder, kunne de organisere jordbesættelser, der ville formørke selv MST's i Brasilien. At de ikke har organiseret en eneste bør ikke overraske os. Jordbesættelser angriber både statens autoritet og de kapitalistiske ejeres rettigheder til produktionsressourcer og truer derfor grundlaget for det kapitalistiske system. ANC Youth League og dens ledelse er en del af dette system. For nylig avisen City Press kørte en afsløring af Julius Malemas personlige økonomi, der viste, hvordan Youth League-lederen drager fordel af hundredvis af millioner af rands (nogle siger endda milliarder) fra det statskapitalistiske system. Ikke underligt, at han og hans kolleger siger så meget, men ikke vil do noget om dette system.
Fødevaresuverænitetskampagnen har kun et par hundrede medlemmer og praktisk talt ingen penge, men med disse jordbesættelser tager den handlinger med revolutionære implikationer. Det har vist, at alt hvad du behøver for at gøre dette, er en politik, der værdsætter folket over staten og kapitalistklassen. Dette skal kun ses som en begyndelse og en lille – men det er begyndelsen på en bevægelse med et kæmpe potentiale.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner