DENNIS BRUTUS er en veteran fra den sydafrikanske befrielseskamp, en ledende skikkelse i den globale retfærdighedsbevægelse og en verdenskendt digter. Fængslet sammen med Nelson Mandela førte Brutus bevægelsen til at isolere det racistiske Sydafrika fra international sport – og siden apartheids fald har han været en fremtrædende modstander af African National Congress (ANC) regerings neoliberale, pro- markedspolitikker.
Brutus talte med LEE SUSTAR om den politiske situation i Afrika i dag – især med fokus på krisen i Darfur, hvor Den Afrikanske Union
(AU) tropper er allerede indsat, og det har foranlediget opfordringer til USA eller FN's (FN) intervention.
- - - - - - - - - - - - - - - -
ER DER EN TUNGEL for humanitær intervention i Darfur?
NÅ, der er mennesker, der dør, og det med en meget høj hastighed. Noget af det er sult, noget af det er mangel på vand, men noget af det bliver dræbt af gangstere på begge sider. Spørgsmålet er at forsøge at identificere elementerne i kampen, og lige nu tror jeg ikke, der er nogen gode fyre. Men tilstedeværelsen af Den Afrikanske Unions tropper, plus muligheden for FN-tropper, vil ikke løse problemet.
Min holdning er, at du ikke sender militæret ind. Man sender ikke mordere ind for at stoppe drabet, når de selv på nogle måder er involveret i processen.
Jeg bliver ved med at sige – og jeg er glad for at se det endelig begynder at dukke op som en del af debatten – at et af de centrale spørgsmål i Sudan er, at: a) kineserne er derinde; og b) kineserne har flere franchiserettigheder til olieefterforskning i Sudan end nogen af de vestlige magter. Så for Vesten er regeringen i Khartoum selvfølgelig de onde.
Det ser bestemt ud til, at Khartoum-militæret har tilladt udviklingen af paramilitære styrker, så de kan gøre ting og stadig hævde, at de ikke er skyldige. Det er her, Janjaweed-militsen kommer ind.
Dette er Vestens sædvanlige trick. Du skaber et monster, uanset om du kalder det Vietcong eller Mau-Mau eller noget andet. Når du har valgt din side, begynder du at dæmonisere den anden side, især hvis du har til hensigt at gribe ind.
Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at der er en retfærdig løsning i Sudan på nuværende tidspunkt. Men jeg tror, der er meget suspekte personer på begge sider. Problemet er meget kompliceret, fordi det er meget gammelt og involverer alle slags stammeloyaliteter, som vi ikke engang forstår.
Der er også meget gamle konflikter, der hovedsageligt stammer fra det faktum, at nogle mennesker er pastorale, men andre mennesker er nomadiske. Tidligere udarbejdede disse mennesker ordninger indbyrdes, som stort set var territoriale, men også sæsonbestemte – det vil sige, hvornår man kunne flytte sit kvæg eller hvad som helst.
Men den moderne konflikt handler om ressourcer, og hvem der skal have magten til at give franchise til at udnytte olien.
Det forekommer mig, at tre elementer er dominerende på hele dagsordenen. Den ene er forestillingen om det nye amerikanske århundrede, hvor USA formodes at dominere kloden og kontrollere adgangen til ressourcerne. Punkt to: Alle erkender, at Kina er den næste supermagt i horisonten. Det tredje, og måske mest betydningsfulde punkt, er, at Kina ved, at det vil have den største, mest glupske appetit på olie, som verden nogensinde har set.
Afghanistan er nabo til Kina, og selvfølgelig er USA der.
En af de store kampe er adgangen til energien i Det Kaspiske Havs bassin.
Også USA er nervøs for, at det ikke kan forudsige, hvordan Saudi-Arabien vil opføre sig i fremtiden. Og der er nu rapporter om, at olieforekomsterne i Sudan er endnu større end i Saudi-Arabien. Så det er klart, at der allerede er konkurrence om ressourcer i området, uanset hvor store eller små de måtte være.
Sigende nok har en af de stærkeste stemmer for intervention, for at sende flere FN-tropper og øget amerikansk involvering, været den pro-israelske lobby.
Vi er nødt til at gå tilbage til Project for a New American Century-dokumentet, som siger, at det ikke er tilstrækkeligt for Israel at sidde på en del af jorden i Mellemøsten. De ser, at USA dominerer en region, der omfatter Palæstina, Syrien, Jordan, Irak, Iran og Afghanistan.
Hvor rodet og blodig og morderisk situationen end er, tror jeg ikke, vi bør støtte en øget militær tilstedeværelse i Sudan, hvis det vil have den effekt, at USA får en endnu stærkere position der.
Allerede nu er USA i gang med at etablere en militæroperation for Afrika på omfanget af det, de kalder sin "Middelhavsoperation."
HVAD GØR de afrikanske stater med hensyn til Darfur?
AFRIKA UNION-tropper fungerer som fredsbevarende styrker i Sudan, men de opererer også som fredsbevarende styrker i Den Demokratiske Republik Congo (DRC) og hele området omkring De Store Søer i Afrika.
Præsident Thabo Mbeki fra Sydafrika ses ofte som hovedforhandleren for en hvilken som helst fredsløsning. Så tydeligt er der beviser på, at Sydafrika har en sub-imperialistisk rolle.
Dette kan også forklare, hvorfor Sydafrika har brugt milliarder på våben, når det ikke har penge til mad, boliger, vand eller veje. Prioriteterne er militære, men de er ikke begrundet i nogen militær trussel mod Sydafrika selv. Det er, som om Sydafrika bliver bevæbnet til at være den vigtigste militære aktør på vegne af USA i Afrika.
Sydafrika har en tilstedeværelse i Sudan og DRC gennem AU, og Mbeki havde for nylig en offentlig intervention i fredsforhandlingerne i Côte d’Ivoire. Côte d’ Ivoire var kronjuvelen i det franske imperium i Afrika. Pludselig er franskmændene ude og forsøger at komme ind igen, og den gamle kejserlige struktur er tydeligvis ved at smuldre i det område.
Min fornemmelse er, at I vil have såkaldte oprørsgrupper, der udfordrer legitime regeringer. Det virkelige spørgsmål bliver, hvem der er bemyndiget til at blive den, der distribuerer de franchise, som gør det muligt for vestlige virksomheder at komme ind – hvad enten det er for kakao, olie eller, i DRC's tilfælde, uran.
I alle disse tilfælde er der væbnede grupper, der kæmper ud, ofte bevæbnet af vestlige magter. Storbritannien, Tyskland og Frankrig er involveret. I sidste ende er disse kampe for Afrikas ressourcer, og hvem skal kontrollere dispositionen af disse ressourcer.
Derved bliver Thabo Mbeki og Sydafrika, via AU, en vigtig spiller i at afgøre, hvem der skal vinde.
HVORDAN PASSER World Social Forum (WSF) i Nairobi i januar ind i dette billede?
WSF kunne være en begivenhed, der globalt vil udfordre virksomhedernes dagsorden og på en meget betydningsfuld måde indsætte en græsrods global dagsorden.
Vi har ikke penge, og vi har ikke ressourcer. Men jeg tror, vi kan have 100,000 i Nairobi og 100 lande repræsenteret der. Og der er ret seriøse overvejelser om WSF, der foregår i frankofon Afrika – i Mali, Senegal og Côte d’Ivoire.
Min egen fornemmelse er, at vi har en enorm mulighed for at udføre global politisk tænkning, som Seattle-protesterne fra Verdenshandelsorganisationen og den måde, zapatister bidrog til den måde, vi ser verden på, og hvordan vi ser kamp. Vores største problem lige nu er at gøre flere mennesker globalt opmærksomme på WSF.
HVAD MED venstrefløjens politiske holdninger i WSF?
DER ER en tendens i Europa, Sydamerika og selvfølgelig i Afrika, at man i stedet for at blive efterladt begynder at flytte sig mod midten. For mig er det mest bekymrende eksempel ikke Sydafrika. Jeg er endnu mere skuffet over [præsident Luiz Inacio “Lula†da Silva] i Brasilien.
I mellemtiden er Mbeki mere og mere en leder i Afrika. Selv lande, der kunne indtage en uafhængig position, som Algeriet, er glade for at lade Sydafrika udstikke positioner for dem.
De fleste regeringer i Afrika har via Sydafrikas nye partnerskab for Afrikas udvikling (NEPAD) indvilliget i at tage imod deres ordrer fra Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen. Så når græsrodsgrupper bekendtgør deres positioner i Nairobi, overtager de ikke kun de internationale finansielle institutioner, de påtager sig også deres egne regeringer.
NEPAD formodes at være rygraden i AU. Desværre er min egen fornemmelse af afrikanske organisationer – selvom de siger, at de er imod NEPAD – at de stadig er ret vage om, hvordan de skal opfatte AU.
Ved WSF i Brasilien i 2005 var der et program fremsat af gruppen af 19, kaldet Porto Alegre Manifesto. Ved dette års polycentriske WSF i Bamako, Mali, var der Bamako Appel. På en nylig konference i Durban, Sydafrika, blev hovedpræsentationen holdt af [egyptisk forfatter og aktivist] Samir Amin, hovedtalspersonen for Bamako-gruppen.
Der er en tendens i Bamako-gruppen til at sige, at man ikke kun kan gå med spontanitet og insistere på en mere centraliseret organisation. Min egen opfattelse er, at WSF's succes har været netop fordi det er et forum, der er åbent for mange modstridende synspunkter, snarere end at få et bestemt synspunkt vedtaget eller påtvunget.
Dette udelukker ikke beslutningstagning. Husker du den forunderlige handling før krigen i Irak, da anslået 13 millioner marcherede rundt i verden? En del af det kom ud af World Social Forum i Porto Alegre.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner