Chávez-bashing har længe været et moralsk oplæg blandt amerikanske eliter. De seneste eksempler findes i 21. juli-udgaverne af New York Times og Washington Post, som dokumenterer påstande om, at Chávez er ansvarlig for den stigende kriminalitet i Venezuela og destabiliseringen af Colombia. Af stor bekymring for Washington Post er en nyligt udgivet rapport fra US Government Accountability Office (GAO), der skitserer formodet "korruption på høje niveauer af præsident Hugo Chávez' regering og statsstøtte til Colombias narkotikasmuglende guerillaer [hvilket] har gjort Venezuela til en stor affyringsrampe for kokain på vej til USA og Europa." Opmærksomheden rettes mod Colombias marxistiske FARC-guerillaer, som af Posten anslås at kontrollere 60 procent af den colombianske kokainhandel. Den republikanske senator Richard Lugar får plads i Posten til at dæmonisere Venezuela for "at blive en narkostat, stærkt afhængig af og afhængig af den internationale handel med illegale stoffer."
For ikke at overgås implicerer Times' historie den 21. juli Chávez i den voksende bortførelse af borgere, der bor i byen Barinas, der ligger i det vestlige Venezuela. Barinas lider af bortførelsesrater over 3.5 gange højere end resten af landet, og byen er i øjeblikket styret af Chávez' bror Adán Chávez. The Times citerer ingen beviser for Chávez-familiens medvirken til Barinas-kidnapninger, men dette har ikke forhindret avisen i at konstruere generiske forbindelser mellem "væbnede bander [der] trives af uordenen [i Barinas], mens hr. Chávez' familie strammer grebet om staten." Læsere vil ikke engang finde forstillelsen af objektivitet i en sådan ophidsende retorik.
At lede efter faktiske beviser på en forbindelse mellem Chávez og kidnapningerne er ikke en del af Times' gameplan. De vil hellere mudret offentlig diskurs med vag polemik rettet mod Chávez-regimet. Faktisk indrømmer Times, at Chávez' primære involvering i Barinas ikke er centreret om at skade de fattige (som i stigende grad har lidt under kidnapningerne), men om bestræbelser på at forbedre massernes kår via implementering af jordreform og brug af oliefonde til velfærdsprogrammer.
Angreb på Chávez ledsagede også Venezuelas folkeafstemning i 2009, som ophævede landets 12-årige grænse for præsidentperioden. The Times skrev under optakten til folkeafstemningen, at Chávez var en "standardsagsautokrat - hamstre magt, kvæle dissens og bruge nationens olierigdom på politisk støtte." Sådanne angreb bliver ironisk nok efterfulgt af indrømmelser om, at Chávez' støtte kommer fra de sociale velfærdsprogrammer, han implementerer, som gavner det overvældende flertal af fattige venezuelanere. Hans støtte til masserne afskrives uden diskussion som ligegyldig, men som Times paternalistisk og opfordrer venezuelanere, der "tror på deres demokrati" til at "stemme nej" om at afslutte tidsbegrænsninger.
En række punkter er værd at reflektere over, når man vurderer angrebene på Chávez. Med hensyn til Colombia-spørgsmålet er der bogstaveligt talt ingen sammenhæng i Times og Posts rapportering om den instrumentelle rolle, USA har spillet i at skabe narkotikakrisen. Ingen opmærksomhed rettes mod det faktum, at amerikanske ledere har brugt milliarder af dollars på at træne og forsyne højreorienterede, anti-FARC paramilitære grupper i Colombia (som er allieret med den colombianske regering), og selv er stærkt involveret i kokainhandelen. Derudover er der ingen diskussion om tvetydigheden omkring Chávez' formodede tilskyndelse til den colombianske-venezuelanske konflikt. Ikke desto mindre er der meget tvetydighed i dette spørgsmål. Human Rights Watch er, selvom det har været ekstremt kritisk over for Chávez (måske med rette), ikke i stand til at afsløre nogen overbevisende beviser for, at Chávez støtter FARC-guerillaer. Vi bør også huske på, at det var Chávez selv, der offentligt udtalte sig mod FARC og udtalte, at "guerillakrigstiden er historie." Han har støttet en tilbagevenden til fredsforhandlinger mellem FARC og den colombianske regering og presset FARC til at stoppe deres terrorpraksis med at bortføre civile og regeringsembedsmænd som gidsler.
Hvad angår spørgsmålet om Chávez' "diktatoriske" politik, ligner de amerikanske mediers dækning mere propaganda end virkelighed. Amerikanske aviser har meget svært ved at forklare, hvordan en diktator kan blive demokratisk valgt fire gange inden for de sidste ti år – i 1998, 2000, 2004 og 2006, især i konkurrencer, der er certificeret som gennemsigtige og legitime af internationale valgmonitorer. The Times er også i tvivl om at forklare resultaterne af folkeafstemningen i 2009, som ved at ophæve præsidentens periodegrænser blev certificeret som retfærdig og demokratisk af internationale observatører.
Den mest åbenlyse forklaring på Times' angreb på Chávez er, at avisen foragter det venezuelanske demokrati. Chávez har længe nydt stærk demokratisk støtte fra flertallet af venezuelanere, samtidig med at det har fremkaldt forargelsen hos amerikanske politikere, der ser Venezuela som frugtbar, men uudnyttet grund for virksomhedernes investeringer. Lad os overveje beviserne: 1. Chávez er gentagne gange blevet genvalgt med margin, som George W. Bush aldrig kunne have drømt om at opnå. 2. En Gallup International meningsmåling fra 2007 bekræfter den demokratiske legitimitet af venezuelansk politik på en række måder. 53 procent af venezuelanerne føler generelt, at deres land er "styret af folkets vilje" under Chávez. Derudover føler 67 procent, at valget i Venezuela gennemføres på en "fair" i modsætning til "uretfærdig" måde. Som min analyse af Gallup-målingen fra 2007 viser, er fattige og arbejdsløse venezuelanere (de fattige, der udgør størstedelen af befolkningen) statistisk mere tilbøjelige til at tro, at landet er styret af flertalsvilje, og at landets valg er frie, demokratiske , og fair. Dette står i stor kontrast til Venezuelas velhavende og ansatte, som er mere tilbøjelige til at afvise disse påstande.
Man ville ikke få det indtryk af amerikanske mediers dækning, at det er amerikanske, snarere end venezuelanske embedsmænd, der betragtes med mistænksomhed i Venezuela. En meningsmåling fra 2007 af BBC afslørede, at de fleste latinamerikanere, der blev undersøgt, så ugunstigt på USA og modsatte sig den tidligere Bush-administrations udenrigspolitiske aktiviteter. Flertal i Argentina, Brasilien, Chile og Mexico mente, at USA's indflydelse i verden var "hovedsagelig negativ", mens mellem 65-92 procent var imod USA's håndtering af krigen i Irak. Vurderinger af individuelle politiske ledere viste, at Chávez nød høje niveauer af støtte fra venezuelanere, mens tidligere præsident Bush nød lav støtte i ikke kun Venezuela, men hele regionen.
Chávez' popularitet, som amerikanske journalister modvilligt indrømmer, er baseret på hans vilje til at sætte Venezuelas fattige massers behov foran forretningseliternes behov. Dette betyder ikke, at han er en helgen, eller at politisk undertrykkelse ikke bør være en alvorlig bekymring for dem, der bor på hele halvkuglen. Ingen politisk leder fortjener en blankocheck for at konsolidere den politiske magt. Men det, der ser ud til at undslippe amerikanske ledere, er, at det venezuelanske demokrati tildeler opgaven med at holde ledere ansvarlige over for Venezuelas befolkning, snarere end over for "oplyste" amerikanske eliter.
Chávez' "bolivariske revolution" er virkelig vildt populær blandt venezuelanere. Det lykkes ham at fremme et væld af sociale velfærdsprogrammer betalt af landets olieeksportindtægter. Chávez står i spidsen for indsatsen for at fremme ligestilling mellem kønnene, statssponsoreret sundhedspleje, universel videregående uddannelse, øget statspensionsfinansiering, omfordeling af jord og en udvidelse af almene boliger, blandt andre programmer. Chávez' velfærdsrevolution forbedrer borgernes liv markant. En stigning på 50 procent i sociale velfærdsudgifter fra 1999-2005 (i de første 6 år af Chávez' præsidentperiode) blev ledsaget af et fald i spædbørnsdødelighed, en stigning i skoleindskrivning, en stigning i den individuelle disponible indkomst og et fald i fattigdom. Fra 1997-2005 faldt den nationale fattigdomsrate fra 56 til 38 procent af befolkningen. I 2005 nød anslået 50 procent af det venezuelanske folk offentligt sundhedspleje, mens det samme antal også nød statslige fødevaresubsidier. Den bolivariske revolution, skal man huske, fandt også sted under nogenlunde stabil økonomisk vækst, der spænder fra 6-18 procent af BNP om året fra 2004-2008. Denne tendens står på hovedet af amerikanske journalisters antagelser om, at socialistiske politikker er en stor hindring for økonomisk stabilitet og velstand.
Ingen i USA burde være overrasket over, at det venezuelanske folk støtter Chávez på grund af hans velfærdspolitik. Denne grundlæggende kendsgerning er imidlertid skjult i Times ledere, der omtaler Chávez som en "latinamerikansk stærkmand", der "udøver næsten total politisk og militær kontrol over sit land" gennem perversion af valg og nationalisering af naturressourcer. Medieforvrængninger af latinamerikansk politik er naturligvis ikke noget nyt. The Times og Post har altid set på Latinamerika gennem neoliberale, kapitalistiske øjne, og dækningen af Venezuela afviger kun lidt fra dette mønster.
Anthony DiMaggio underviser i global og amerikansk politik ved Illinois State University. Han er forfatter til Mass Media, Mass Propaganda: Examining American News i 'War on Terror (2008) og When Media Goes to War (forestående februar 2010). Han kan træffes på: [e-mail beskyttet]
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner