I 1991, efter at voldelige optøjer mellem unge og politi havde arret forstæderne til Lyon, forudsagde den franske sociolog Alain Tourraine, at "det vil kun vare et par år, før vi står over for den slags massive byeksplosion af den amerikanske oplevelse". De 11 nætter med på hinanden følgende vold efter døden af to unge muslimske mænd af afrikansk afstamning i en Paris-forstad indikerer, at Tourraines mørke vision om et ghettoiseret, postkolonialt Frankrig nu er over os.
Clichy-sous-Bois, den fattige og adskilte nordøstlige forstad til Paris, hjemsted for de to døde drenge og den første voldsomme reaktion på deres død, var altid en tikkende bombe for den slags dramatiske sociale omvæltninger, vi i øjeblikket er vidne til. Hver anden indbygger er under 20, arbejdsløsheden er på over 40 procent, mens identitetskontrol og politichikane er en daglig oplevelse. Med Thomas Hobbes ord er livet i Clichy, ligesom andre steder i 'les banlieues' i Frankrig, 'fattigt, grimt, brutalt og kort'.
I denne forstand er optøjerne blot en ny bølge af den vold, der er blevet almindelig i forstadsområdet Frankrig i løbet af de sidste to årtier. Anført hovedsageligt af unge franske borgere født i første- og andengenerations immigrantsamfund fra Frankrigs tidligere kolonier i Nordafrika – dem, som det franske hvide samfund fortsat foragtelig betegner som 'immigranter' eller 'les arabes' – er disse cyklusser næsten altid udløst af dødsfaldene af unge sorte mænd i hænderne på politiet (uanset om det er gennem direkte eller indirekte involvering), og derefter optændt af regeringens hånlige reaktion.
Det velkendte mønster bliver nu gentaget. I modsætning til de første offentlige udtalelser fra den franske indenrigsminister, Nicolas Sarkozy, havde de to franske teenagere med malisk og tunesisk baggrund, som døde den 27. oktober, ikke været på flugt fra et indbrudssted. De var i stedet en del af en større gruppe unge, der lige var færdige med at spille fodbold og forsøgte at undgå politiets nu konstante identitetskontrol rettet mod sorte teenagere, da de skyndte sig hjem for at bryde fasten i Ramadanen. "Vi ønskede ikke at tilbringe en time på politistationen," forklarede en 16-årig, der var sammen med de dræbte teenagere. "Hvis du ikke har dine ID-papirer, henter de dig og lytter ikke til nogen undskyldninger." Tragisk nok endte den elektriske relæ-transformatorstation, hvor teenagerne søgte tilflugt fra politiet, med at tage livet af dem og elektrisk støde dem.
Four days after the deaths, and just as community leaders were beginning to calm the situation, the security forces reignited the fire by emptying tear gas canisters inside a local Mosque where hundreds of worshippers had gathered for the ‘night of Destiny’ – a particularly holy night of Ramadan.
The official reason for the police action: a badly parked car in front of the Mosque. Having first denied the incident took place, the government then implicitly admitted it had but refused to take any responsibility and still refuses to offer any form of apology to the Muslim community. Cue the escalation in rioting now before our eyes.
Men den voksende spredning af civile uroligheder til andre fattige forstæder over hele Frankrig – Lyon, Marseille, Toulouse, Rennes, Nantes og andre byer – er uden fortilfælde. For Laurent Levy, et stiftende medlem af Movement of the Indigenous of the Republic, et netværk, der kampagner mod "undertrykkelse og diskrimination produceret af den postkoloniale [franske] republik", er eksplosionen længe ventet. »Når store dele af befolkningen nægtes enhver form for respekt, retten til arbejde, retten til ordentlig bolig og ofte retten til endda adgang til klubber og caféer, så er det overraskende ikke, at bilerne brænder, men at der er så få opstande af denne karakter,' argumenterer han.
Politiracisme og straffrihed er vigtige faktorer. En rapport fra 2004 fra National Commission of Security Deontology afslørede en massiv stigning på 38 % i politivold i Frankrig, hvoraf en tredjedel havde et racistisk motiv. I april 2005 kritiserede en rapport fra Amnesty International den 'generelle straffrihed', som Frankrigs politistyrke opererede med, specifikt som reaktion på den voldelige behandling af unge mænd med afrikansk baggrund under identitetskontrol.
But the level and intensity of the riots stems ultimately from the openly provocative public behaviour of French Interior Minister Nicholas Sarkozy.
Renowned for his inflammatory discourse towards the inhabitants of les banlieues in which he routinely dismisses them as ‘yobs’, ‘fundamentalists’ and ‘riff-raff’, instead of adopting a more conciliatory tone following the troubles that met the deaths of the two young men, he merely stepped it up, calling rioters ‘vermin’ (racailles) and blaming ‘agents provocateurs’ for manipulating the suburban ‘scum’. His statement that the suburbs need ‘to be cleaned out with Karsher’ (a brand of industrial cleaner used to clean the mud off tractors) has poured oil onto the fire.
Sarkozy’s political one-upmanship on law and order is a deliberate strategy designed to flatter the French far right electorate within the context of his increasingly destructive rivalry with French prime minister, Dominique De Villepin, for the 2007 Presidency that has left the government in crisis.
In reality, little separates the two men politically but the fight for the Elysée seems to have once more gone out of control: thousands of cars and public buildings destroyed, public transport interrupted in many cities and hundreds of arrests.
Det synes svært at vide, hvordan Frankrig kan komme ud af dette politiske kapløb til bunden. Umiddelbare handlingsmuligheder omfatter, at regeringen holder op med at tale om forstæderne som huler af 'skum', der skal 'renses'; og Sarkozys politiske hovedbund, hvis løgne om omstændighederne omkring de to drenges død og provokerende indsættelse af en massivt uforholdsmæssig polititilstedeværelse i de første dage af urolighederne, har endnu en gang vist hans uegnethed til et politisk embede. Men optøjerne handler i sidste ende ikke om to dødsfald eller regeringens arrogance; de handler i stedet om årtier med racistisk adskillelse, forarmelse, politibrutalitet og respektløshed, der nu smelter sammen til en fatal gift.
Incredibly, a simple gesture of regret could go a long way towards defusing the tensions for now. At a press conference organised the morning after the gassing of the mosque, a young Muslim girl summed up a widespread feeling:
‘We just want them to stop lying, to admit that they’ve done it and to apologise. That’s the only thing that we are asking them to do’. It might not seem much, but in today’s France it would require a deep political and ideological transformation with nothing short of the full recognition of these eternal ‘immigrants’ as full and equal citizens of the Republic.
This is not about to happen anytime soon.
A shorter version of this article appeared on the Guardian website.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner