Midt i den hemmelige forhandling om den transatlantiske frihandelsaftale med USA afslører EU sig langsomt og tydeligt som et politisk instrument for amerikansk dominans. Den Europæiske Unions foragt for demokratiske processer bliver desperat skjult bag masken af fred mellem nationerne, masken fra modtageren af Nobels fredspris i 2012, der uselvisk forsøger at redde Europa fra sine egne dæmoner og præsenterer sig selv som den eneste dæmning, der holder Europa fredeligt sammen. .
"From War to Peace: a European Tale" var titlen på Barroso og Rompuys foredrag i Oslo i 2012. Tja, ligesom gode billeder, når en titel er velvalgt, er ord overflødige...
…og som enhver propagandistisk fortælling virker den kun, når den gentages ad kvalme og tages for pålydende af de føjelige medier. Det tåler dog næppe testen af kritisk undersøgelse.
At kaste en sten i dammen
Faktisk er ideen om, at EU er ansvarlig for freden i efterkrigstidens Europa, en kolossal påstand – dog en påstand, som hver elev i skolen, hvad enten det er i Spanien, Frankrig eller Tyskland, gentager igen og igen, en, der længe har erstattet engang morgenbøn – kristne skoler. Når først voksenalderen er nået, videregives det samme evangelium gennem medierne, den politiske klasse og endda kulturen selv, og bliver vores daglige brød... og ikke en sjæl, der udfordrer det.
Faktisk, når der rejses kritik af det ondskabsfulde angreb på den europæiske sociale model fra EU-traktaterne og dens udøvende organ Kommissionen, bliver man tidligere end senere i samtalen anklaget for at heppe på WWIII. At sætte lighedstegn mellem EU og fred virker i sandhed som en intellektuel strømpistol, der fratager enhver, der ønsker at fremføre et dissidenter synspunkt, dens mest grundlæggende ret til at udtrykke det.
Ethvert diktatorisk regime kan dog hævde, at det handler for fred og harmoni. Faktisk, hvis historien lærer os noget, er det, at dette er et almindeligt tema i historien om undertrykkende regimer og især imperier. Adolf Hitler hævdede at ville have fred i Europa, da han nåede magten i begyndelsen af trediverne. Sovjetunionen hævdede at ønske fred i hver af deres militære udenlandske indtrængen. Det er klart, at kendsgerningerne i sidste ende sejrede over ordene, og ingen historiker ved sit rette sind ville nogensinde behandle Bresjnev, Hitler eller Julius Cesar som fredsambassadører udelukkende baseret på deres politiske diskurs. Den Europæiske Union bør ikke være nogen undtagelse i denne henseende.
MAD for Fred
Hvad var årsagen til, at opstanden i Østberlin i 1953 ikke blev til en global konflikt i betragtning af det daværende alliancespil? EU har kun eksisteret siden 1957 (dengang kaldet EEC). Det kan næppe tilskrives Barrosos forgængere, på trods af hans ekstravagante påstande. Det samme gælder Budapest-oprøret i 1956. Faktisk er der masser af eksempler, der i de fleste tilfælde viser sådanne anakronismer om EU's rolle i verdensfreden; i andre begivenheder, der fandt sted efter 1957, som den russiske intervention i Prag i 1968, ville det være vanskeligt at drage forbindelsen mellem en forhindret verdenskonflikt mellem øst og vest og priskontrollen for mejeriprodukter (EF dengang i sin tidlige fase med kun seks lande og hovedsagelig beskæftiger sig med landbrugspolitikker).
Som Noam Chomsky har påpeget ved flere lejligheder, er årsagen til Europas fred siden slutningen af Anden Verdenskrig, sikkerheden for, at endnu en krig ville blive den sidste for europæiske nationer og muligvis også for menneskeheden. Årsagen til dette er enkel: Eksistensen af to blokke, NATO på den ene side og Warszawa-alliancen på den anden, begge bevæbnet med nok atomarsenal til at bringe civilisationen til ophør.
EU i sin moderne og mere opnåede form har faktisk eksisteret siden 1992 og kan derfor ikke tilskrives 70 års europæisk fred. Ligesom hanen, der synger om morgenen, ikke har magten til at rejse solen, havde EU ingen indflydelse på verdensfreden. Faktisk kan det endda hævdes, at EU's tilpasning til USA's udenrigspolitik - tættere på i dag end nogensinde - bør tildeles, om noget, af en Nobel "Razzie".
I fred med hvem?
I sin artikel i august 2013 i Le Monde Diplomatique udtrykte Bolivias præsident Evo Morales sin forargelse over EU's underdanighed over for USA (hans præsidentfly blev sat på grund i flere timer mod international lov af europæiske myndigheder, der mistænkes for at følge ordre fra Washington, i midt i Snowden-affæren). Han skrev: "For dem (europæerne) repræsenterer den demokratiske og revolutionære proces, som alle indianere er involveret i, en hindring på vejen til civilisationen. Denne racisme søger nu tilflugt i arrogance og de mest latterlige 'tekniske' forklaringer for at skjule en politisk beslutning truffet på et kontor i Washington."
Den Europæiske Union kan faktisk være i fred med sig selv, på en meget vidtløftig måde, men hvad ville libyerne have at sige om sagen? Har EU også fred med Mellemøsten? med Syrien? med Irak? Når Frankrig vender ryggen til sin mangeårige forretningspartner Iran, og endda skræmmer en af sine mest prestigefyldte bilproducenter, hvis interesser forsvarer de? Fremme fred? Når Spanien behandler Venezuela som en slyngelstat eller endda overtræder international lov i det førnævnte tilfælde med Bolivia, hjælper det så spanske interesser eller endda spanske virksomheder?
Europas Huntington-sygdom
Huntingtons sygdom er en neurodegenerativ lidelse, der langsomt lammer hver eneste muskel i kroppen, indtil patienten dør. Men i verdensanliggender er det samme navn mere berømt for at være forfatteren bag "Clash of Civilizations" (1993). Absolut en anden type sygdom, men med meget ens resultater.
Samuel P. Huntington (1927-2008) var Harvard-professoren, der i den førnævnte bog skitserede, hvordan verden ville se ud efter den kolde krig. Det tolkes dog ofte som den køreplan, som USA indfører, så langt som dets indflydelse når. Den "forudsiger" en verden, hvor folks kulturelle og religiøse identiteter ville være de primære kilder til konflikt. Det faktiske kort, som Huntington offentliggjorde, er faktisk oftere end ikke en trofast guide til nuværende og fremtidige økonomiske og militære alliancer, uanset det tåbelige i forfatterens kriterier for at definere sådanne "blokke".
Det hvide Europa
De såkaldte "folks kulturelle og religiøse identiteter", der definerer givne blokke, skjuler i virkeligheden knap en moderne form for hvid overmagt. Bag Huntingtons teori kan man ikke ignorere det eneste konstante træk, der definerer konturerne af disse blokke (og af nutidens EU): hudfarven.
Med underskrivelsen af de hemmelige TAFTA-aftaler kan de 28 medlemmer (og voksende) af EU meget vel tage på et krydstogt, der vil besegle skæbnen for Europa, som vi kender det, eller i det mindste for, hvad Morales ønsker at huske det: "Europa har født de mest noble af ideer: frihed, lighed, broderskab. Det har også for størstedelens vedkommende bidraget til videnskabens fremskridt og til fremkomsten af demokrati. Det er nu ikke andet end en bleg skikkelse af sig selv (...)”.
ZNetwork finansieres udelukkende gennem sine læseres generøsitet.
Doner