Mens arbejdsledere i hele USA flytter ressourcer væk fra at forsvare arbejdere og ind i Obamas genvalgskampagne, forbliver millioner af organiserede og ikke-organiserede arbejdere arbejdsløse og håbløse. I modsætning til de "optimistiske" offentlige jobtal, fortsætter jobkrisen. Nogle arbejderledere vil hævde, at det at få Obama valgt er det første skridt mod at løse jobkrisen, men de ved bedre.
Den nylige såkaldte JOBS-lov, der blev vedtaget med stærk demokratisk og republikansk støtte, vil skabe nul job - lovens hensigt er at sænke reglerne for banker og virksomheder i et forsøg på at øge deres overskud. JOBS-formuleringen blev brugt for popularitetens skyld og krævede store doser bedrag.
Et lignende jobprojekt blev fremsat af Obama tidligere på året, da han udpegede "eksperter" til sit råd om job og konkurrenceevne. Men Rådet var frontlæsset med administrerende direktører og bankfolk, med kun to arbejderrepræsentanter, som lod sig bruge til at sløre projektets egentlige hensigt. Richard Trumka, formand for arbejdsforbundet AFL-CIO, var en af de symbolske arbejderledere i rådet, som først senere delvist forløste sig selv ved at fordømme rådets jobskabende anbefalinger (forudsigeligt var en af de vigtigste "jobskabende" ideer at sænke selskabsskatten).
Millioner af fagforenings- og ikke-fagforeningsarbejdere har set deres liv blive værre under Obama, mens han promoverer ovenstående stunts, der har til formål at tjene de velhavende og narre alle andre.
Disse millioner af arbejdere vil nu blive underkastet pro-Obama dørbankere og telefonopkald fra fagforeninger, som vil ignorere ovenstående fakta, mens de forsøger at sætte et pro-arbejder ansigt på den pro-corporate præsident. Arbejdere vil ikke så let blive narre, deres lønsedler - eller mangel på samme - taler stærkere sandheder, end nogen pro-Obama-forkæmper kan.
Den centrale ironi er, at de mere fremadskuende fagforeninger allerede har indset, at de har brug for støtte fra ikke-fagforeningsforbundne arbejdere, hvis deres bevægelse skal overleve. I denne grad har begge fagforeningsforbund - AFL-CIO og Change to Win - brugt enorme ressourcer på at nå ud til lokalsamfundet og organisere dem. Men en sådan indsats kan være spildt, når fagforeninger fører politikker, som arbejdende mennesker ikke kun er uenige i, men fordømmer.
Ikke-fagforbundne arbejdere vil kun aktivt støtte fagforeninger, når de bliver inspireret til det; hvis ikke-fagforeningssamfundet stoler på, at arbejdskraften kæmper for deres interesser, vil de kæmpe sammen med fagforeninger i gaderne. Men når fagforeninger skal fordreje fakta for at tilskynde til stemmer på Obama, mister de afgørende tillid til det bredere samfund.
Tilliden gik også tabt, da arbejdende mennesker var vidne til, at mange fagforeninger offentligt støttede Obamas sundhedsplan, som tvinger millioner af ikke-fagforeningsarbejdere til at købe en dårlig virksomhedssygeforsikring, som de ikke har råd til. Labours håndtering af børnehandsker af Obamas anti-offentlige uddannelsespolitik er også højt på listen over eksempler, hvor fagforeninger svækkede deres samfundsstatus ved at knytte sig til demokraternes pro-virksomhedspolitik.
Chokerende nok har den største lærerforening, National Education Association, støttet Obamas kampagne, selvom NEA-præsidenten, Dennis Van Roekel, opsummerede lærernes erfaring med Obama-administrationen ved at sige: "I dag står vores medlemmer over for den mest anti-pædagog, anti-pædagog. fagforening, anti-studerende miljø, jeg nogensinde har oplevet" - et miljø direkte opmuntret af Obamas svigagtigt navngivne "Race to the Top" uddannelsesprogram.
Obama har endnu ikke lovet fagforeninger eller arbejdende folk noget ved det kommende valg. Den, der vinder formandskabet, vil straks fortsætte med at tjene virksomhederne med varierende grader af offentlig entusiasme - den eneste reelle forskel mellem de to partier.
Labour-ledere er ikke dumme. De genkender disse fakta, men har absolut ingen idé om, hvad de skal gøre ved det. Så de gør, hvad de har gjort i årtier; tilslutte sig demokraterne i håbet om, at de vil blive belønnet for deres trældom. Men takknemlighedens krummer holdt op med at sive ned for år siden, og den lille smule, der er tilbage på arbejderpladen, er nu målrettet af både demokratiske og republikanske politikere, som insisterer på stadig flere indrømmelser.
Demokraternes politik betyder et rent brud fra fagforeninger, en alliance, der altid var på indirekte bekostning af resten af arbejderklassen. Så længe fagforeninger blev behandlet retfærdigt, vendte mange arbejderledere det blinde øje til politikker, der påvirkede ikke-fagforeningsarbejdere, hvilket skabte en selvmordsafstand mellem de organiserede og ikke-organiserede.
Nu er det fagforeninger, der står på menuen; Demokratiske guvernører på stat-for-statsbasis har fratrådt store indrømmelser fra fagforeninger i den offentlige sektor, svækket dem væsentligt og reduceret deres antal. Dette, kombineret med massearbejdsløshed og Race to the Top, svarer til en fælles anti-fagforeningsdagsorden.
Labour-lederens løsning på denne krise er at skaffe penge og frivillige … for at vælge demokrater.
Labours reelle magt vil således forblive uudnyttet. Fagforeningernes iboende magt ligger i deres antal, organisation og evne til kollektivt at hævde sig på arbejdspladsen og i gaderne. Sådan blev arbejdet stærkt; massestrejkerne og gadedemonstrationer, der byggede arbejderbevægelsen, skabte en organisatorisk magt, som hverken demokrater eller republikanere turde røre ved. Præsident Eisenhower og Nixon, for eksempel, nægtede at konfrontere fagforeninger af frygt for følgerne. Fagforeninger fik ikke denne magt af medfølende demokrater i tidligere generationer; magten blev taget fra demokraterne.
Denne sandhed holdes skjult for den nuværende generation af fagforeningsmedlemmer, hvoraf mange er misopdraget til at tro, at deres magt er begrænset til at vælge demokrater. Ingen anden tro er så farlig for arbejderbevægelsen, som umiddelbart ville drage fordel af at definansiere demokraterne og bruge pengene til at uddanne og organisere deres medlemmer til at kæmpe på arbejdspladserne og gaderne for de mange pro-arbejderkrav, som en massiv føderal jobprogram, der ellers vil forblive "fra bordet" i Kongressen.
Shamus Cooke er socialrådgiver, fagforeningsmand og skribent for Workers Action (www.workerscompass.org)